Artikel top billede

Fortalt til: Dan Jensen

Mennesker i IT
Udgivet 23. marts 2015 kl. 12.07

"1. april flytter jeg og min familie tilbage til Danmark, efter vi har boet i USA i seks år, hvor jeg i Seattle har haft job i Microsoft som director of product marketing i vores worldwide Dynamics-team.

Vores to børn på to år og fire år er født i USA og har aldrig boet andre steder.

Vi vender hjem til Danmark, fordi jeg har fået job som marketing lead for Dynamics i Danmark. Så jeg skifter fra et specialiseret job med globalt udsyn til et meget mindre marked, men med en meget bredere palette af produkter. Det glæder jeg mig rigtigt meget til at prøve kræfter med.

Der er ingen tvivl om, at vi flytter mere på grund af jobbet end på grund af landet, og vi kommer til at savne mange ting i USA, som vi havde super-nemt ved at flytte til.

Vi har haft et meget let og bekvemt liv herovre, hvor min kone har kunnet gå hjemme.

I USA er tingene meget bygget op om, at tingene skal være bekvemme. Man kan for eksempel handle ind døgnet rundt, og alt i alt har vi haft et liv med meget overskud i hverdagen.

Når vi kommer hjem, skal min kone begynde med at arbejde, og vores børn skal begynde i daginstitution, og alting skal til at fungere anderledes, end vi er vant til.

Alligevel glæder vi os. Og det gør børnenes bedsteforældre også. Ha ha.

Danskerne er et dejligt og ærligt folkefærd, og Danmark er trygt og godt. Faktisk føles det virkeligt som om, at vi kommer hjem igen, men vi er klar over, at det kræver omstilling, og vi regner med, at vi skal bruge mellem et halvt og et helt år på at blive danske igen og komme ind i en ny rytme som danskere igen.

Alle vi kender, der har været ude, siger, at det første år efter, at man er kommet hjem, er det sværeste.

Man har jo været ude på eventyr, og når man er dansker i USA er man interessant for amerikanerne, og man får konstant en masse indtryk.

Og når man er på besøg i Danmark, er det altid nyt og interessant, og man kan fortælle om, hvordan det er at være ude.

Man er vant til, at det hele er spændende, både når man rejser ud, og når man kommer hjem på ferie og taler med venner og familie, der skal høre, hvad der sker derude.

Men når man så kommer hjem, så er det jo de samme ting, som vil optage os, og det har jeg hørt fra mange, at man lige skal vænne sig til.

Jeg tror ikke nødvendigvis, at vi flytter hjem for good, for Microsoft er jo en fantastisk virksomhed, som giver mulighed for at arbejde i hele verden.

Men lige nu glæder jeg mig først og fremmest til at møde mit nye team og til at arbejde med danske kunder og partnere.

Ricky Klint Gangsted-Rasmussen, nuværende direktør i Dynamics AX WW product marketing team - fra 1. april marketing lead for Dynamics i Danmark.


Flere mennesker i IT Om mennesker i it