Artikel top billede

Sådan ser det ud, når man i dag vil installere Skype. (Foto: Picasa)

Skype-brugere raser: Hvorfor sniger Microsoft Bing og MSN med i installationen?

Når man installerer Skype, skal man være på dupperne, hvis man ikke ved samme lejlighed vil have Bing og MSN installeret. Det er langt fra alle Skype-brugere tilfredse med.

Det kan næppe overraske nogen, at Microsoft forsøger at få noget forretningsmæssig værdi ud af Skype, som selskabet tilbage i 2011 købte for hele 44 milliarder kroner.

Alligevel falder et bestemt tiltag fra Microsofts side en del af de mange hundrede millioner brugere for brystet.

Når man henter og installerer Skype til sin computer, sørger Microsoft nemlig for at give brugerne lidt ekstra Microsoft-software med. 

"Gør Bing til din søgemaskine og MSN til din startside," lyder det under Skype-installationen, hvor Microsoft som standard har sat flueben ved, at brugerne siger ja til begge dele - og det gælder både til Internet Explorer, Firefox, Safari og Chrome.  

Derfor raser brugerne

Problemstillingen minder om den berømte og berygtede Ask.com-værktøjslinje, som Oracle giver brugerne med, når de installerer Java på deres maskiner.

I Skype-tilfældet kan brugerne - hvis de altså bemærker de markerede felter og fjerner de to fluebenen - vælge ikke at installere Bing som søgemaskine og MSN.dk som startside.

Men det er langt fra alle Skype-brugere, der mener, at den fremgangsmåde er i orden.

I Microsofts eget support-forum til Skype er der flere tråde, hvor brugere igennem længere tid har brokket sig.

"Jeg nægter at downloade den nye opgradering på grund af Bing, og jeg stoler ikke på nogen garantier fra Skype," skriver en utilfreds Skype-bruger i en af debatterne, hvor han også truer med helt at droppe Skype.

En anden Skype-bruger skriver:

"Det er virkelig ynkeligt, at de er nødt til at genere deres kunder på så beklagelig en måde blot for at forsøge at få folk til at bruge nogle produkter (Bing, MSN), som INGEN ønsker."

Samtidig er der flere, der ikke køber Microsofts argumenter om, at man jo bare kan vælge at fjerne de to små flueben under installationen - for en del overser det:

"Dette koster faktisk virksomheder penge, når deres medarbejdere ikke er opmærksomme eller på anden vis ikke holder øje med ændringer på derres startsider. De er nødt til at ringe til os (it-leverandør) for at ændre det tilbage til det, deres virksomhed ønsker, hvilket faktureres med 15 minutters intervaller."

Ups, flueben kan slet ikke ses her

Flere brugere brokker sig også over, at man slet ikke ser muligheden for at slå installationen af Bing og MSN fra, hvis ens skærm har en bestemt opløsning - og det bekræfter en Microsoft-medarbejder faktisk i debatten:

"MSN/Bing standard-hjemmesiden og -søgemaskinen er i øjeblikket ikke synlig, hvis du har valgt høje DPI-indstillinger i dit Windows. Dette er en fejl, og vi beklager det," lød det for få dage siden fra Microsoft.

En læser har også kontaktet Computerworld om Bing/MSN-softwaren i Skype, og han gør opmærksom på, at selvom brugeren fjerner fluebenene, så bliver Bing installeret alligevel - blot bliver den ikke aktiveret i eksempelvis Chrome.

Microsoft forsvarer sig

Selvom debatten om Microsofts fremgangsmåde er hård visse steder, skal man huske på, at det trods alt er en mindre del af de flere hundrede millioner Skype-brugere, der er faret til tasterne.

Også selvom selskabet nu efterhånden i et par år har haft forskellige tiltag af denne art for at udbrede MSN og Bing via Skype-installationen.

Samtidig skal man også huske på, at Microsofts Skype som udgangspunkt er gratis at bruge, så på den vis er det ikke overraskende, at selskabet på anden vis forsøger at få lidt forretning ud af Skype.

Flere af Microsofts moderatorer har også undervejs svaret de utilfredse Skype-brugere med blandt andet beskeder som denne:

"Om du kan lide det eller ej, så er Skype ikke den eneste virksomhed, hvis softwareopdateringer bundles med andre tjenester, i dette tilfælde Bing og MSN."

Hvad mener du?
Er det i orden, at Microsoft på denne måde forsøger at udbrede Bing og MSN via Skype?




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Ed A/S
Salg af hard- og software.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Compliance og strategisk it-sikkerhed efter DORA

Finansielle koncerner har i snit 85 sikkerhedsløsninger i drift – men er i snit op til 100 dage om at opdage et igangværende cyberangreb. Ydermere viser øvelser, at det typisk tager 4-6 uger at rense og genetablere sikker drift af centrale systemer efter et stort angreb. Fokus for dagen vil derfor være på henholdsvis governance samt om, hvordan du som it-leder i den finansielle sektor skal kunne håndtere fremtidens cybertrusler og arbejde effektivt med sikkerhed på et strategisk niveau.

04. april 2024 | Læs mere


EA Excellence Day

Hvad er det, der gør it-arkitektens rolle så vigtig? Og hvad er det for udfordringer inden for områder som cloud, netværk og datacentre, som fylder hos nogle af landets bedste it-arkitekter lige nu? Det kan du her høre mere om og blive inspireret af på denne konference, hvor du også får lejlighed til at drøfte dette med ligesindede.

16. april 2024 | Læs mere


IAM - din genvej til højere sikkerhed uden uautoriseret adgang og datatab

På denne dag udforsker vi de nyeste strategier, værktøjer og bedste praksis inden for IAM, med det formål at styrke virksomheders sikkerhedsposition og effektiviteten af deres adgangsstyringssystemer og dermed minimere risikoen for uautoriseret adgang og datatab. Og hvordan man kommer fra at overbevise ledelsen til rent faktisk at implementere IAM?

18. april 2024 | Læs mere