Artikel top billede

Nu starter arbejdet: Her er tre helt centrale opgaver for det nye Telia & Telenor

ComputerViews: Tre helt centrale opgaver banker nu på døren hos den nyudnævnte topledelse i den telegigant, der skabes med fusionen af Telia og Telenor i Danmark.

ComputerViews: Selvom det nu er syv måneder siden, at Telia og Telenor meddelte, at de to danske teleselskaber ville fusionere til ét, har selskaberne indtil nu kørt videre med 'business as usual'.

Selskaberne mangler stadig den endelige EU-godkendelse af fusionen, men med dagens udmelding om, at man nu har udnævnt de tre øverste direktører i det kommende selskab, er det for alvor blevet tid til at tage hul på fusionen.

Man fusionerer ikke to selskaber af denne størrelse - som i øvrigt er rivaler i alle andre sammenhænge - blot for sjov skyld.

Man gør det, fordi det er tvingende nødvendigt på et presset dansk telemarked - og fordi man tror på, at man sammen kan gøre det slemme ved de andre spillere på markedet.

I denne sammenhæng er primært telekongen TDC, der forsat sidder på tronen som Danmarks største teleselskab, men også 3, der er lidt af en joker på det danske telemarked - og rigtig godt kørende for tiden.

Læs også: Telia & Telenor udnævner administrerende direktør og topledelse for den nye telegigant

Det nye selskab - lad os bare kalde det 'Telianor' - ventes at få en fælles kundebase på cirka 3,5 millioner kunder, en markedsandel på 40 procent af mobilmarkedet og en omsætning på mere end ni milliarder danske kroner.

Med andre ord er der ganske meget på spil, når den nye ledelse for alvor tager fat på arbejdet.

Norske Hilde Tonne fra Telenor-koncernens topledelse bliver administrerende direktør i Telianor. Telias administrerende direktør, Søren Abildgaard, og finansdirektør Dennis Kilian udnævnes samtidig til henholdsvis viceadministrerende direktør og finansdirektør.

Dermed kender vi det trekløver, der skal sikre, at fusionen af Telia og Telenor ender med at give de gevinster, som moderkoncernerne forventer - og som er hele årsagen til, at en fusion overhovedet kom på tale i første omgang.

1) Skal skabe ét nyt samlet selskab

Alt for mange fusioner ender med ikke at blive til det, man forventede.

Alt for ofte viser det sig langt sværere gjort end sagt at få to selskaber, der hidtil har været konkurrenter, til at spille på samme banehalvdel.

Der skal skabes en fælles forretningsforståelse og en fælles virksomhedskultur, og produkter, processer, kontorer og it-systemer skal integreres, smeltes sammen og gøres klar til den nye virkelighed, hvor der ikke er tale om to selvstændige selskaber, men kun ét.

Derfor bliver den altafgørende opgave for topledelsen nu at sikre, at fusionen bliver gennemføres på den mest effektive og hensigsmæssige måde.

Det hjælper naturligvis lidt, at Telia og Telenor allerede i flere år har haft et netværkssamarbejde, men ikke desto mindre står Hilde Tonne og hendes to nærmeste underdirektører overfor en kæmpe opgave.

For ledelsen skal ikke bare sikre, at fusionen glider efter planen - det skal ske, uden at man mister kunder til konkurrenterne.

Der skal skabes et klart og solidt nyt brand, og der må ikke opstå bøvl med regninger, kundeservice eller andet, mens det arbejde pågår.

Det bliver en betydelig udfordring, når konkurrenterne samtidig står på spring med aggressive tilbud og produkter, ikke mindst på data- og indholdssiden.

2) Afskedigelser og synergieffekter

Det første punkt på opgavelisten bliver bestemt ikke lettere at arbejde med, når man samtidig har en anden central opgave, der handler om at realisere de lovede synergieffekter.

Telenor og Telia oplyste i forbindelse med fusions-annonceringen, at sammenlægningen af de to selskaber forventes at skabe synergieffekter for mere end 800 millioner kroner om året med fuld effekt fra 2019.

"De største synergieffekter forventes inden for distribution, salg og marketing, kundeservice, administration samt netværk og it."

Det kræver ikke det store regnskabsforståelse for at kunne regne ud, at man ikke henter 800 millioner om året på en fusion - uden at det forudsætter afskedigelser eller stillinger, der ikke bliver genbesat.

Ifølge selskabernes regnskaber er der 1.073 ansatte i Telia og 1.954 ansatte i Telenor (2013-tal). Hvor mange der vil skulle fyres, ved vi ikke - men 800 millioner kroner henter man ikke alene på at opsige lejemål og slå et par it-systemer sammen.

Læs også: Telia & Telenor udnævner administrerende direktør og topledelse for den nye telegigant

Der ligger således også et klart signal i, at den nye CEO ikke er en af de to danske top-direktører fra Telia og Telenor, men derimod en norsk koncern-topchef fra Telenor.

Hilde Tonne kommer ind udefra og kan derfor anskue fusionen mere nøgternt - og træffe de nødvendige beslutninger.

3) Konkurrenterne er ikke færdige med telekrigen

Der er blevet talt og skrevet meget om, hvad en fusion af Telia og Telenor kommer til at betyde for det danske telemarked, der i en række år har været præget af en intens konkurrence, ikke mindst på priserne.

Man kan anlægge det synspunkt, og det nye selskab får en kundebase, der er så stor, at det først og fremmest skal finde ud af at tjene penge på eksisterende kunder frem for at kapre nye.

Når TDC samtidig igen og igen udtaler, at den voldsomme priskonkurrence skader markedet i det lange løb, fordi det er svært at drive en sund forretning, så kunne man antage, at der nu ville blive lagt en dæmper på konkurrencen.

Omvendt har TDC igennem længere tid mistet kunder, og måske fusionen af Telia og Telenor netop vil blive forsøgt udnyttet af TDC til at vinde nogle af de tabte mobilkunder tilbage?

Læs også: Teleselskabet 3 har fundet vækst-formlen: Nu vælter pengene ind

Teleselskabet 3 har flere gange udtrykt bekymring over den kommende fusion af Telia og Telenor, og 3 har blandt andet forlangt, at myndighederne kompenserer med konkurrenternes kunder, hvis Telia og Telenor fusionerer - læs om det her

Samtidig er 3 dog i fuld sving med at udfordre de store selskaber, og 3 har nu for alvor fået skabt en sund forretning i Danmark, hvor ikke mindst selskabets data-tilbud bliver fundet attraktive af mange forbrugere.

Med andre ord kommer Telia & Telenor ikke bare til at få travlt med at gennemføre fusionen. De skal samtidig være klar til at reagere, når TDC eller 3 sætter gang i nye tiltag for at kapre kunder.

Begynder arbejdet den 1. august

'Telianor' oplyser, at Hilde Tonne, Søren Abildgaard og Dennis Kilian tiltræder deres nye stillinger, efter at EU Kommissionen har godkendt det fælles selskab, hvilket ventes at ske i anden halvdel af 2015.

Hilde Tonne begynder allerede 1. august som leder af en lille gruppe af medarbejdere fra TeliaSonera og Telenor, der med base i København forbereder fusionen af de to danske selskaber.