Artikel top billede

Test af det nye Logitech: Dette produkt er lidt af en darling

Stødsikre iPadcovers og farveglade tastaturer og mus. Det er Logitechs svar på manglende unge købere. Vi har testet produkterne, og specielt et af de nye pastelfarvede produkter er blevet en darling for os.

Logitech har et brandingproblem. Det schweiziske firma er et af de absolut største inden for udstyr til din computer, men ifølge Logitech selv er gennemsnitsalderen på en typisk Logitech-køber 42 år. Det skal ændres, mener Logitech, som de fleste nok forbinder med webcams, grå tastaturer og udmærkede, men leopardplettede mus.

Derfor laver Logitech nu Logi.

Logi er en mere farvestrålende, ungt designet serie, som er rettet mod den yngre gruppe af forbrugere, som ikke vil have en kedelig, grålig eller sort mus uden "sjæl eller liv", som en af Logitechs marketingsfolk forklarede Computerworld. Nej det skal være pangfarver, kontraster og skarpe kanter.

Den nye Logi-serie er allerede ude nu, og vi har kigget på Logi BLOK Shell, et iPad Cover, K380 et bluetoothtastatur og M535, en bluetooth-mus.

Vi har også tidligere testet Logi's Key-as-you-go-løsning, som du kan læse om her:

Test: Tyndt Bluetooth-tastatur fra Logitech lige til at tage med på rejsen

BLOK Shell - firkantet beskyttelse til iPad'en

Et af de nye produkter er noget så kedeligt som et iPad cover. Men selvom det lyder uinteressant, så bør du alligevel give det et grundigt kig.

BLOK er en cover-serie, som ikke kun beskytter mod ridser, men også mod de alvorlige faldskader, der kan ske, når du taber din tablet.

Hele vejen rundt i et firkantet (deraf navnet) udseende, er der små luftrum, som beskytter iPaden, hvis du skulle tabe den.

Imens jeg ikke har turde tabe min egen iPad indhyllet i BLOK-coveret, så har jeg kastet med en fungerende iPad hos Logitech. Fra en 1,8 meters højde har jeg set en iPad styrte mod en plade beton, som normalt ville have knust iPadens skærm. Intet skete der. Et lille, ubetydeligt mærke på gummi-coverets kant. Det var alt.

Og der findes et hav af andre covers derude, som kan præcis det samme, men mange af de andre "rugged"-covers, er også store, tykkede og kluntede. BLOK er rent faktisk relativ tynd, og selvom den øger iPadens vægt, så er det ikke så meget, at det er et problem.

Men designet er specielt. Det minder meget om noget, der hører til i en børnehave, men har du brug for et cover til at beskytte din iPad, enten fra børn eller fra virksomhedsbrug, så er BLOK et godt bud.

K380 - Bluetooth-tastatur med runde taster

Et af vores favorit-tastaturer er det lille, men gode, K480-tastatur fra Logitech. Det er et lille tenkey-løst bluetooth-tastatur uden de store dikkedarer.

K380 er Logi-versionen af selv samme.

Tasterne er runde, farverne igen i kontraster, men stadig bluetooth-forbundet og velfungerende. Hele testen her er skrevet på tastaturet, og der forekommer ikke flere taste-fejl end ellers.

Byggekvaliteten er ikke den bedste. Selve tastaturet bøjer en smule ned, når du skriver, og tænd/sluk-knappen på siden føles meget billig og-sat-på-i-sidste-øjeblik-agtig. Langt fra lige så færdigudviklet som K480-modellen.

Tastaturet bliver forsynet med strøm fra to AA-batterier fremfor K480's USB-genopladelige interiør. Til gengæld virker det til, at det nye K380 holder længere på batterierne. Jeg har i hvert fald ikke haft behov for at skifte dem endnu (tre ugers brug).

Det er et udmærket lille tastatur, men med mindre at du har en fetish for runde taster - ligesom skribenten her - så køb K480 i stedet, hvis du er interesseret i et lille Bluetooth-tastatur.

M535 - lille, mobil mus

Sammen med K380 kommer der også en lille, mobil mus med navnet M535.

Der er langt op til den samme komfort, som du finder i den lækre Master MX-mus fra Logitech, men ikke desto mindre er M535 en overraskende god lille mus.

Den forbinder via Bluetooth på sekunder, den får energi fra et AA-batteri, og ligger fint i hånden.

Det er ikke en mus, som du skal bruge på samme måde, som du ville med en dyrere mus i stil med MX Master.

Det er en mobil mus, som du kan bruge på arbejdspladsen, hvis du har en mobil arbejdsplads, eller som du kan tage med på farten.

Bruger du musen ofte og meget på din arbejdsplads, så bør du vælge en anden mus.

Dog skal musen have ros for at have fået den nye multitaskingfunktion fra Windows 10 med, på trods af kun at have én ekstra knap.

Trykker du på knappen kommer overblik frem, holder du knappen inde imens du bevæger til siden med musen, så flytter du dig over på et andet virtuelt skrivebord, og holder du knappen nede og kører musen op, åbner startmenuen.

Det er smart, enkelt og noget, som andre mus stadig mangler.

Læs også: Test: Logitech all-on-one-tastatur er det bedste tastatur, jeg ikke vidste, at jeg manglede


Loading ikon