Artikel top billede

(Foto: Povl D. Rasmussen)

Derfor har politiet lagt Polsag-afløser til halv milliard kroner i kunstigt koma

Interview: Politiet har sat udviklingen af et kommende sagsbehandlingssystem i bero, selv om det skulle have afløst det skandaleramte Polsag-projekt. Læs her forklaringen på, at systemet nu er skrinlagt på ubestemt tid.

I går kom det frem, at politiet har skrinlagt sit kommende sagsbehandlingssystem Polaris på ubestemt tid.

Systemet skulle ellers have været afløseren for sagsbehandlingssystemet Polsas med 15 år på bagen.

Polsas er tidligere forsøgt afløst af sagsbehandlingssystemet Polsag, der efter gedigne forsinkelser og overskridelser af budgettet blev lukket, slukket og påklistret mærkaten 'it-skandale', efter taxametret var havnet på en halv milliard kroner.

Læs også: Politi dropper kæmpe it-system på ubestemt tid: Længe ventet Polsag-afløser sendt til hjørne

John Vestergaard, fungerende it-direktør hos politiets Koncern IT, hvorfor er Polaris-projektet med en ellers forventelig implementering i 2018 blevet lagt på køl på ubestemt tid?

"Det skyldes, at politiet er en travl organisation med mange projekter i søen og nok også flere, end vi i lyset af det store pres på den operative forretning som følge af blandt andet terrorhændelserne i februar umiddelbart kan kapere. Derfor har vi kigget på, hvad der er mest forretningskritisk, og der har vi bedst kunnet undvære Polaris."

Hvad er det for nogle systemer, der udskyder Polaris?

"En af de systemer, der er kommet foran i køen, er en analyseplatform med udspring fra regeringens terrorpakke oven på angrebene i København i starten af året. Platformen gør politiet bedre i stand til at forebygge og bekæmpe terrorangreb ved, at vi kan analysere på de mange data, som vi har i dansk politi."

Koster en halv milliard kroner

Betyder det så, at Polaris er så godt som dødt?

"Nej, Polaris er ikke dødt. Vi er blevet færdige med analysefasen, men vi stoppede, inden vi nåede indkøbsfasen på grund af system-prioriteringer. Jeg kan på nuværende tidspunkt ikke sætte en dato på udrulningen af Polaris, men det vil vi naturligvis få lagt en plan omkring på et senere tidspunkt."

Hvilken pris var I klar til at sætte på Polaris, når nu I var på vej ind i indkøbsfasen?

"Vi har kigget på nogle grovestimater i forhold til de ønsker, vi har til et sagsbehandlingssystem, og der stod det ikke til at blive billigere end Polsag (til en halv milliard kroner, red.). Det er dog ikke økonomien i projektet, der er årsagen til, at det nu er sat i bero."

Har udsættelsen af Polaris noget at gøre med, at der lige pludselig mangler chefer i Rigspolitiets Koncern-IT?

"Der er ingen sammenhæng mellem personalesammensætningen i Koncern IT og direktionens beslutning om at sætte Polaris i bero."

Læs også: Rigspolitiets it-udviklingschef fratrådt pludseligt

Svenskerne har da billigt system

Hvor længe skal politifolk så benytte Polsas fremover?

"Det tør vi ikke sætte dato på endnu."

Hvor meget har I justeret på det 15 år gamle system undervejs - herunder også tiden med Polsag?

"Der er jo løbende tilpasninger i takt med, at lovgivningen ændrer sig. På nuværende tidspunkt er der blandt andet en oplagt problemstilling om brugen af mange databaser i Polsas, hvor vi overvejer at slå flere databaser sammen til en."

Svenskerne havde i 2011 et lignende system ved navn PUST på vej. Det kostede en femtedel af prisen på Polsags halve milliard kroner. Har I overvejet at få et frisk PUST ind på de danske politibetjentes computere?

"Vi har naturligvis foretaget en analyse af markedet for sagsbehandlingssystemer, og vi kigger først fremmest på egne behov, og hvilket vi systemer, vi ender med, må komme an på udbudsprocessen."

"Når det så er sagt, så kan vi ikke bare overføre svensk politis sagsbehandlingssystem til danske forhold, da svenskerne har en anden struktur mellem eksempelvis politi og anklagemyndigheden, end vi har, og så har det givetvis også en anden it-infrastruktur, end vi har."

Hvorfor ikke bare købe standard-system? 

Hvorfor er det så vigtigt, at dansk politi betaler for udviklingen af sit eget it-system med alle de risici, det indebærer?

"Jamen, det skal vi da heller ikke nødvendigvis. Vi ville da være lykkelige, hvis vi kunne købe en hyldevare, der lever op til alle vores ønsker, for det ville jo blandt andet betyde lavere pris og mindre vedligeholdelse. Men sådan er virkeligheden bare ikke."

"Vi vil være glade, hvis vi kan købe et standardsystem, der lever op til 60 procent af den ønskede funktionalitet, hvor resten så kan udvikles og udbygges modulært."

Hvis vi i det helt store perspektiv kigger ud over EU, så har alle 28 medlemslandes nationer vel brug for et sagsbehandlingssystem, der i høj grad minder om hinanden. Kunne man ikke gå sammen med de 27 andre lande i et udbud, så vi kunne få et billigt system med sikkerhed for, at dataoverførsler virker med videre?

"Jo, ud fra et it-teknisk perspektiv ville det da være dejligt, hvis alle landene arbejdede på samme måde og i det samme system. I praksis er det dog svært at forestille sig, at man kan bygge et system, der kan understøtte lovgivningen og samspillet mellem politimyndigheder og anklagemyndigheder i samtlige lande."

Læs også: 
Dansk politi vil fange mordere med kinesiske overvågningsdroner




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Advania Danmark A/S
Hardware, licenser, konsulentydelser

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
EA Excellence Day

Hvad er det, der gør it-arkitektens rolle så vigtig? Og hvad er det for udfordringer inden for områder som cloud, netværk og datacentre, som fylder hos nogle af landets bedste it-arkitekter lige nu? Det kan du her høre mere om og blive inspireret af på denne konference, hvor du også får lejlighed til at drøfte dette med ligesindede.

23. april 2024 | Læs mere


AI Business Excellence Day – sådan folder du mulighederne ud

Mange danske virksomheder har eksperimenteret med AI-projekter af begrænset omfang, men kun de færreste har for alvor udforsket mulighederne i storskala. Det gør vi her! Du vil blandt andet få mulighed for at se eksempler på, hvordan AI kan anvendes som accelerator i storskala og skubber til grænserne for, hvordan det er muligt at integrere teknologien, så potentialet for alvor foldes ud.

24. april 2024 | Læs mere


Unbreakable - sådan sikrer du dig vedvarende og uafbrudt adgang til dine data

Vi dykker ned i værdien af en stabil og pålidelig storage-platform og hvilke muligheder der findes, for at sikre den højeste grad af redundans og tilgængelighed. Områder som date-beskyttelse og cyber-sikkerhed vil også blive berørt.

25. april 2024 | Læs mere