Foto: Nicolai Devantier.

Dansk opfinder har fået fiks ide: Sådan kan du fjerne irriterende mobiler fra klasselokalet

Alexander Strand har konstrueret et stykke plastik, der giver eleverne i gymnasiet markant højere karakterer. Det hele opstod i forbindelse med et overforbrug af mobiltelefoner og endte med en ganske anvendelig opfindelse. Vi tog til Roskilde for at få forklaringen.

Alexander Strand underviser i historie og engelsk på gymnasiet i Himmelev tæt på Roskilde.

På overfladen ligner han et klassisk eksemplar af lærerstanden med et velvoksent fuldskæg og en ternet flonelskjorte.

Men under overfladen er Alexander Strand ikke helt almindelig.

Han har nemlig fået en god idé og hævet lidt af sin friværdi for at gøre den til virkelighed.

I dag efterspørges hans opfindelse af skoler og undervisningsinstitutioner over hele landet.

Han har opfundet en holder, hvor mobiltelefoner kan parkeres, mens der er undervisning.

Nul telefoner i timerne
I hans timer er der således ingen elever, der har en mobiltelefon indenfor rækkevidde. Og den opfindelse er blevet lidt af et tilløbsstykke.

"Jeg nåede frem til et punkt, hvor telefonerne forstyrrede undervisningen for meget. Da der ikke var en færdig løsning på problemet, så måtte jeg finde på noget selv," fortæller Alexander Strand, efter vi har fundet os tilrette i et stille depotrum på den travle skole, der ligger hyggeligt klemt inde mellem træer og buske i udkanten af Domkirkebyen.

"Vi lavede vores egen Facebook-undersøgelse, der viste, at det slet ikke er usædvanligt, at vores elever modtager 100 beskeder fra forskellige digitale platforme per time. Det er der ingen, der kan håndtere samtidig med, at der skal læres noget fagligt."

Derfor satte han gang i sit helt eget eksperiment.

"Jeg havde altså en plan om at tage telefonerne fra mine elever som et forsøg. Derfor tog jeg i Silvan og købte en håndfuld ni-millimeter-lister. Efter et par timer havde jeg flikket en mobilholder sammen. Jeg skrev elevernes navne på, og hvis mobilen ikke blev stillet i holderen før timen, udløste det fravær. En lidt hård sanktion, men det er det våben, der er."

Hvordan tog eleverne den handling?

"I begyndelsen var der ballade. Det blev nærmest opfattet som et overgreb. Men efter lidt tid var de faktisk med på den."

Gik elevernes utilfredshed ikke ud over undervisningen?

"Jeg forklarede meget tydeligt, hvad min hensigt var. Det handlede ikke om at tage noget fra dem, men om at give dem noget faglighed. Det var et udtryk for noget godt, og det fandt de hurtigt ud af."

Bedre karakterer end de andre
Efter endt skoleår har Himmelev Gymnasium evalueret forsøget i HF-klassen, der fik plantet en telefonholder i lokalet.

"Ud af tre HF-klasser fik denne klasse 0,8 og 1,1 point højere karakterer end de to øvrige. Ligeledes var de sociale relationer langt stærkere i denne klasse. Det var den, der sang højest til dimissionsfesten. Det er vist aldrig set før af HF-elever, der typisk er mere stille end almindelige gymnasieklasser," fortæller han.

Eksperimentet peger altså på højere karaktergennemsnit ved eksamen og bedre socialt miljø i klassen.

Herefter spurgte kollegaerne, om Alexander Strand ikke kunne lave en til dem. Sådan opstod ideen til at bygge en model i plastik.

"Min svoger arbejder med plastik, og han synes det var en god idé. Så jeg tog lidt af friværdien og gik i gang med at masseproducerer den."

Har det været en god forretning?

"Det kan man ikke sige. Jeg skulle sælge 400, før det gik i nul. Nu har jeg solgt mere end det dobbelte, så det er ok, men jeg kan langt fra leve af det, og jeg elsker i øvrigt også mit job, så det forlader jeg ikke."

Telefonholderen er i løbet af sit etårige liv blevet solgt til over 70 skoler i landet, hvilket viser, at der er et behov og ønske om at fjerne mobilen fra børn og unge og herigennem styrke nærvær i undervisningen.

Det handler om fokus
I dag er der en telefonramme i alle klasserne på gymnasiet. Har det givet et højere gennemsnit for alle?

"Det er lidt for tidligt at sige. Det er kun i dette skoleår, at alle klasser har haft en. Desuden er det ikke alle undervisere, der anvender løsningen. Skolen tvinger ikke underviserne til at fravælge telefoner i timerne, og nogen mener måske også, at det er et overgreb mod elevernes frihed. Det er et område, som vi diskuterer med jævne mellemrum."

Nogen vil måske sige, at du går mod strømmen. Burde du ikke inkludere telefonen i undervisningen i stedet for at sparke den ud?

"Skolerne er digitale i dag. Materialer, opgaver og tekster er i mange tilfælde digitale. Det handler slet ikke om at dræbe det digitale. Det handler alene om fokus. En telefon er for mange elever en stor fristelse, mens en computer kan lukkes ned, når opgaven er løst. Det er telefonen, der forstyrrer."

Hvad er de pædagogiske begrundelser?

"Det er et simpelt spørgsmål om opmærksomhed. Telefonerne hiver hele tiden eleverne ud af undervisningssituationen. Det var heller ikke ualmindeligt, at eleverne forlod timerne med telefonen i hånden. Begrundelsen for at gå i gang var at få opmærksomheden tilbage til faget og væk fra telefonen. Det er altså lykkedes.






Ytringer på debatten er afsenders eget ansvar - læs debatreglerne
Indlæser debat...

Computerworld
Kæmpeopdatering af Windows 10 i næste uge: Disse nye features og ændringer på vej
Microsoft udsender i næste uge en stor opdatering af Windows 10 under navnet 'Anniversary Update,' som kommer til at indeholde flere nyheder. Se nogle af de vigtigste her.
CIO
PornDroid låste 10.000 telefoner - masser af ny, avanceret mobil ransomware på vej
Klumme: Ransomware er i stigende grad en sikkerhedstrussel på mobile enheder. Det gælder især Android-enheder, men lige om lidt bliver iOS-enheder også ramt. Sådan kan du beskytte virksomheden og dig selv mod angreb.
Comon
Alvorlig sårbarhed fundet i trådløse tastaturer: Hackere kan aflure dine adgangskoder
Sikkerhedsfirma advarer om en alvorlig sårbarhed, KeySniffer, der eksisterer i trådløse tastaturer fra otte forskellige producenter. Hackere kan aflure, hvad du taster - eksempelvis dine adgangskoder.
Channelworld
Nordmænd køber dansk software-hus - medarbejderne bliver
Norske Amesto Solutions har købt det det danske CRM-firma Adwiza, der har haft svært ved at opnå tilstrækkelig lønsomhed. Men det skal der laves om på nu, lyder det fra Norge.
White paper
Mobility - her er de aktuelle udfordringer
Hvad med sikkerheden? Mobility-bølgen fejer igennem danske virksomheder, og der er masser af muligheder og faldgruber. Sikkerheden halter, men det kan der gøres noget ved. Produceret af Computerworld.dk i oktober 2014.