Artikel top billede

Foto: Anders Engelbøl.

Nu indledes ny dansk bredbåndskrig: Sådan vil Hiper kapre kunder

En ny priskrig på bredbåndsmarkedet indledes inden jul, når selskabet Hiper går i luften med et helt skrabet bredbåndsprodukt.

Det nyetablerede danske bredbåndsselskab Hiper går i luften med produkterne inden jul.

Det fortæller Stig Myken, der i sin tid var medstifter og direktør i Fullrate og nu indtager de samme roller i Hiper.

Det grundlæggende forretningskoncept hos Hiper er at sælge rå bredbåndsforbindelser uden tv-pakker eller andet, og at udnytte den infrastruktur andre selskaber allerede har etableret.

"Vi vil gerne på alle net, hvor der er åben adgang. Når vi går i gang, er det begrænset til TDC's net, hvor der er en regulatorisk adgangs-forpligtigelse."

"Det er primært fiber og kabel-tv, vi satser på, men også kobber," siger han til Computerworld.

Skal bruge Dongs fibernet

Bag Hiper står Stig Myken og Nicolai Lamborg (begge var med til at stifte Fullrate) og Simon Skals, der har en baggrund fra blandt andet Cybercity og Telenor.

Det er ikke mindst Dongs fibernet, som TDC købte i 2009, Hiper vil satse på at udnytte:

"Vi vil gerne prøve at drive udviklingen på det fibernet. Det gør vi ved at sætte vores eget udstyr på. I stedet for bare at gensælge, så 'unbundler' vi simpelthen fiberen og går direkte til slutkunderne. Det, tror vi, vil have en ret stor appel."

Rå bredbåndsforbindelser

Hiper vil primært satse på at sælge rå bredbåndsforbindelser uden tv-pakker og lignende.

"Det er simpelthen en 'bit pipe', og det er et strategisk valg, vi har taget," forklarer Stig Myken.

"Hvis der er én ting, de andre teleselskaber bliver ved med at gentage, er det, at de ikke vil ende med bare at være en transportør af data, en bit pipe. Det betyder så, at den strategiske position er fuldstændig åben. De etablerede spillere ønsker den ikke."

Læs også: Nu kan du droppe tv-pakken og gå rent bredbånd: her er tre konsekvenser

"Så vi kan tage den og lave en forretning på det - og så koncentrere os om at være ekstremt effektive og om at have en meget lille organisation med nogle meget simple produkter."

"Vi servicerer den del af markedet, som de andre ikke ønsker," lyder det her få uger før lanceringen fra Stig Myken.

Hiper er dog ikke helt ene om at udnytte TDC's fibernetværk - det samme gør en spiller som Gigabit.dk.

Klar til at indlede priskrig

Hiper bygger sit forretningskoncept på det faktum, at flere og flere - især de yngre forbrugere - helt fravælger tv-pakker og i stedet går streamingvejen.

"Det er ikke nogen forretningshemmelighed, at vores forretningsmodel er baseret på, at vi rammer en lille, men voksende, del af markedet."

"Vi kommer ikke til at overtage hele markedet, og det skal vi heller ikke. Men kan vi få lov til at få den niche og det hjørne af markedet, så tror vi faktisk, at vi kan tiltrække og fastholde kunderne."

Klar til priskrig

Stig Myken afslører også, at det er Hipers plan at gå aggressivt til værks i forhold til prissætningen.

"Der er ingen tvivl om, at vi skal markere os. Det skal være helt tydeligt, hvem der er os, og hvem der ikke er os - også på prisen."

De bredbåndsløsninger, Hiper vil levere på TDC's kabel-tv-net, vil kræve at, man også vælger en tv-pakke, men YouSee har tidligere meldt ud, at man fra april næste år har mulighed for at udelukkende at få bredbånd på kabel-nettet, forklarer Stig Myken.

Læs også: Nu kan du droppe tv-pakken og gå rent bredbånd: her er tre konsekvenser

Det er dog stadig fiber, der skal være Hipers primære fokus.

Stig Myken fortæller, at flere jyske energiselskaber allerede har tilkendegivet, at de også har intentioner om at give andre adgang til at levere bredbånd på deres infrastruktur.

Skal Hiper vokse for at kunne blive solgt?

Hiper er finansieret både ved hjælp af stifternes egne midler og en kreds af private investorer. Stig Myken vil dog endnu ikke afsløre, hvem de eksterne investorer er.

"Vi har en kreds af investorer, tidligere erhvervsfolk, der alle har prøvet at starte virksomheder op," fortæller han.

Det er ofte set i telebranchen, at nye selskaber ved hjælp af en aggressiv prisstrategi relativt hurtigt kan få skrabet mange kunder sammen, for så, når kundebasen er blevet tilstrækkelig stor, at blive opkøbt af en større spiller.

Er det også modellen her - at I skal have en stor kundebase og så lade jer sælge?

"Jeg kan jo ikke sige, at vi aldrig nogensinde vil blive solgt. Det er også en af konsekvenserne af at tage investorer om bord - de har også en interesse," lyder svaret fra Stig Myken.

Han forklarer dog samtidig, at Hiper har ambitioner om også på sigt at kunne indtage en særlig rolle på det danske bredbåndsmarked.

Vil ind i varmen hos fiberselskaberne

"Der er en gryende forståelse blandt en masse fibernetværks-ejere for, at det ikke nødvendigvis er en god idé både at være en infrastrukturejer og service provider."

"Vi satser på, at når vi kommer med det her basale produkt, der netop ikke konkurrerer med de traditonelle fiberselskabers tv-bundles, så er det måske mindre farligt for dem at lukke os ind på deres net. Vi satser på, at den forståelse er ved at brede sig derude."

"Hvis vi kan komme på banen som en 'preferred partner', så ser jeg, at vi godt kan gå hen og blive en rigtig interessant spiller i det danske marked over nogle år."

Hiper er klar med de konkrete bredbånds-produkter før jul.

Virksomheden er i gang med at rekruttere folk og regner med at have 12 ansatte ved opstarten.

Læs også:

Ny dansk bredbåndskurs rejser tre helt centrale spørgsmål

Nu kan du droppe tv-pakken og gå rent bredbånd: her er tre konsekvenser

YouSee tvunget til at splitte tv og bredbånd op: Nu kan du droppe tv-pakken

Her er regeringens nye bredbåndsplan: Sådan skal 300 millioner sikre dig bedre bredbånd