Artikel top billede

Oversigt: Det giver du gameren i julegave

Otte gode forslag til hvad du kan komme under træet i år

Det har ikke været småt med udgivelser i 2015, og for den utrænede kan det være svært at skelne skidt fra kanel. De gode spil fra de dårlige. Julen står for døren, og det betyder vanen tro et gaveræs til den helt store guldmedalje.


Men hvad giver man egentlig gameren i julegave i år? Sandsynligheden for, at der er en computerspiller blandt dem, vi vil glæde med en gave den 24 december, er stor. Og med talrige spil på butikshylderne kan det være svært at vælge, hvilket spil der er det rigtige at lægge under træet.

Her følger vores anbefalinger. Alle spil er håndplukket, så der burde være lidt for enhver smag. Desuden er de alle udkommet inden for det seneste år.

Til hardcore-gameren: Bloodborne

Sonys PlayStation 4-eksklusiv Bloodborne er oplagt til hardcore-gameren, der elsker en gedigen udfordring, og som ikke er bange for at prøve om og om igen. Bloodborne er et action-rollespil af den gamle skole, hvor tålmodighed er en dyd og vedholdenhed et must.
Det gælder om at slagte kæmpemæssige bæster, fra forvoksede ulve til groteske tentakelmonstre, det ene mere frygtindgydende end det næste. Man skal ikke forvente en dans på roser, men til gengæld er der få spil, der giver så meget igen, når endelig man overkommer fjenderne.


Det er et flot og mørkt spil, der blander H.P. Lovecraft-fortællemåde med victoriansk/gotisk æstetik. I sandhed et syn for sig og en af årets visuelt mest imponerende udgivelser.

Bloodborne fås til PlayStation 4.

Til luftguitaristen: Guitar Hero Live

Der var ellers mange, der havde spået plastik-rocken død, da henholdsvis Guitar Hero og Rock Band led en brat død tilbage i 2010. I år er de begge tilbage på plakaten, og ganske overraskende er det Guitar Hero, der har trukket det længste strå.


Guitar Hero Live er på mange måder det spil, serien altid har stræbt efter at være. Den nye guitar læner sig tættere op ad virkelighedens vare og er både nemmere at lære, men sværere at mestre, som det bør være. Et plus er det også, at den ikke længere ligner et billigt stykke legetøj.

Derudover har Guitar Hero Live flyttet gameplayet over i en ny førstepersonsvinkel kombineret med ægte filmmateriale, så det nu føles som selv at være med på scenen til en vaskeægte rockkoncert. Spiller du godt, udbryder der ekstase, men har du svært ved at ramme tonerne, bliver publikum tavse.

Med Guitar Hero Live kan man sige, at serien er blevet voksen, og enhver med en indre rockmusiker i maven bør nynne med på denne udgave.

Guitar Hero Live fås til PlayStation 4, PlayStation 3, Xbox One og Xbox 360.

Til den barnlige sjæl: LEGO Dimensions

Der findes ikke fantastisk meget legetøj, som både børn og voksne har lyst til at få fingrene i, men LEGO har altid ramt en særlig balance. Selv om den danske legetøjsgigant har fået produceret nogle gedigne computerspil i tidens løb, har de digitale oplevelser dog ikke helt formået at samle familien på samme måde, som de fysiske klodser kan.


LEGO Dimensions er et storstilet forsøg på at ændre dette, og dets toys-to-life-koncept, hvor man kan sætte specielle Lego-figurer på en særlig plade, hvorefter de dukker op i spillet, fungerer helt efter hensigten. Der er noget helt specielt over at se sine fysiske kreationer dukke op i spillet, som i øvrigt er et herligt og ofte meget morsomt actionspil i samme tone som LEGO-filmen. Og så kan spillere hoppe ind og ud undervejs, som de har lyst.

Eneste problem er, at man meget hurtigt kan købe sig fattig i de mange forskellige udvidelsespakker og ekstra figurer til spillet.

LEGO Dimensions fås til alle platforme.

Til spilhipsteren: Splatoon

Nintendos Splatoon er crazy i ordets bogstaveligtste forstand. 90'ernes skater/graffitiunivers møder et moderne Tokyo befolket af blæksprutte-drenge og -piger, der ikke bestiller andet end at sprøjte flerfarvet blæk i hovederne på hinanden.


Under det spraglede ydre gemmer sig et sublimt og innovativt skydespil. Det handler som sagt om at skyde blæk på alt og alle omkring en, og når tiden rinder ud, vinder det hold, som har dækket mest muligt af banen i netop deres blækfarve.

Måske årets sjoveste multiplayerspil, men også en ganske overset udgivelse takket være ophavet på Nintendo Wii U. Har man til gengæld sådan en fætter, er Splatoon ikke til at komme udenom.

Splatoon fås til Nintendo Wii U.

Til den skydegale: Star Wars Battlefront

Har der været et bedre tidspunkt at give et Star Wars-spil i gave end nu, hvor syvende film i rækken står til udgivelse.


Star Wars Battlefront er måske ikke et kvantespring inden for genren, men man skal lede længe efter et skydespil, der er så umiddelbart og let at gå til som Star Wars. Få tryk senere, og man befinder sig midt på slagmarken, indhyllet i et herligt inferno af rød/grønne laserstråler, alt imens AT-ST'er og X-Wings suser omkring ørerne på en.

Battlefront er som at være med i en Star Wars-film, godt hjulpet på vej af noget nær den flotteste 3D-grafik, vi endnu har set. En oplagt gave til de skydegale og/eller de selvudråbte jediister.

Star Wars Battlefront fås til PC, PlayStation 4 og Xbox One.

Til nostalgikeren: Pillars of Eternity

Hånden på hjertet. Computerspil var, ligesom alt andet, bedre i de gode gamle dage. Tempoet var langsommere, og der var tid til fordybelse.


Det gjaldt især skolen af computerrollespil, der var både dybere, bedre skrevet og mere alsidige i deres gameplay. Her tænker vi især på Black Isles klassikere så som Baldur's Gate, Fallout og Planescape Torment.

I dag bliver alt med et level-system og forskellige overfladiske evnepoint kaldt et rollespil, og så alligevel ikke. Der er liv i den gamle rollespilskole, og fra i år kan nævnes Obisidians Pillars of Eternity.

Et storslået eventyr, der kan spilles på mange forskellige måder, præcis som vi ønsker vores rollespil. Og du kan være sikker på, at rollespilleren ønsker sig Pillars of Eternity.

Pillars of Eternity fås til PC.

Til den kræsne: The Witcher 3

Har vi at gøre med den kræsne gamer, dem der kun spiller det bedste af det bedste, men til gengæld fordyber sig i rigtig mange timer, er der ingen vej udenom The Witcher 3.


CD Projekt Reds episke fantasyspil er blandt årets mest suveræne udgivelser, en magtdemonstration i historiefortælling, verdensbygning og spildesign. Sjældent har et spilunivers fremstået så levende og troværdigt, og det på trods af, at det er drager og trolde, vampyrer og halvmennesker, vi har med at gøre.

Der er i hundreder af timers underholdning i The Witcher 3, altså mere end rigeligt til at give juleferien fylde. Og hvilken bedre måde at fortrænge mørket på end ved at fortabe sig i et vaskeægte eventyr.

The Witcher 3 fås til PC, PlayStation 4 og Xbox One.

Til hardware-entusiasten: Xbox Elite Controller

Lad os nu bare være helt ærlige: Computerspillere har controllere af den ene eller den anden art i hånden i en meget stor del af deres liv. En god controller højner dog oplevelsen, og selv PC-folket har efter mange år med hårdnakket fokus på mus og tastatur måttet sande, at visse spil bare fungerer bedst med en controller. Det er ikke længere en skam at indrømme... næsten!


Microsoft har efterhånden en del års erfaring med at lave solide controllere, og nu kommer de så med en luksusversion af deres Xbox One-controller, som også fungerer problemfrit i Windows 8.1 og Windows 10. Formen er ikke helt så ergonomisk som PlayStation 4-controlleren, men ellers er den overlegen på alle punkter.

Ud over de normale fire knapper på forsiden og fire skulderknapper har Elite-controlleren også fire specielle konfigurerbare knapper på undersiden, som kan nås uden at skifte håndstilling, og som dermed udvider mulighederne betragteligt. Det er også muligt at udskifte både D-pad og sticks med andre medfølgende varianter, og de sidder bundsolidt fast med magneter.

Elite-controlleren har ganske enkelt en produktionskvalitet, som langt overgår alle andre modeller på markedet, og den er derfor den ultimative gave til spilentusiaster. Eneste ulempe er den skyhøje pris.

Læs også: Anmeldelse: Nyt Battlefront er som at være med i en Star Wars-film