Artikel top billede

Foto: Telenor/Jesper Nybøll. (Foto: Photo: LARS NYBOELL /)

Telenor-direktør: Derfor lukker vi Bibob og flytter kunderne til CBB

Interview: Telenors beslutning om at lukke lavprisselskabet Bibob giver rigtig god mening, fortæller Telenors administrerende direktør, Jesper Hansen.

Det har længe været tydeligt, at Telenor havde et lavprisselskab for meget, og derfor er det også en naturlig konsekvens, at Bibob nu lukker ned, og kunderne derfra overføres til CBB.

Sådan lyder meldingen fra administrerende direktør i Telenor, Jesper Hansen.

"Som en isoleret beslutning ser vi det her som ganske enkelt og udramatisk. Bibob og CBB er begyndt at ligne hinanden meget, og det er kunderne også, når vi kigger på deres forbrug. Så vi har to brands, der ligner hinanden bemærkelsesværdigt meget."

"Og CBB er markant det største brand," siger Jesper Hansen til Computerworld.

Læs også: Telenor afliver lavprisselskabet Bibob - samler alle kunderne i CBB

Han uddyber beslutningen om at satse 100 procent på CBB fremadrettet:

"Vi tror på, at vi kan gøre det mere enkelt og simpelt for vores kunder, at der er ét brand, og så gør vi det også mere enkelt for os selv."

"For det er faktisk ret ressourcekrævende at drive to brands - og det er upåagtet, at det er de samme systemer, der understøtter det, og at det også er den samme organisation, der understøtter det."

"Du skal faktisk investere en del ressourcer, også markedsføringsmæssigt, i at holde et brand i live."

"Så det var oplagt for os, og forhåbentlig også for kunderne, at gøre det til en del af den samme familie," lyder det fra Jesper Hansen.

Ønsker en mere simpel og digital forretning

Telenor er samtidig også i gang med en større forandringsrejse, der handler om at forenkle virksomheden, forklarer Jesper Hansen:

"Det startede vi egentlig med for et par år siden, selvom vi måske har gået lidt stille med dørene - og der har også været en fusion, der har forstyrret billedet en lille smule. Men vi har haft fokus på, om vi kan gøre vores forretning mere simpel, og om vi kan gøre den mere digital."

"Begge ting er helt vildt vigtige, hvis du vil stå distancen i fremtidens konkurrence. Du er simplehthen nødt til at drive en væsentligt mere simpel, digital forretning."

"Digitaliseringsrejsen indeholder et kæmpe it-projekt, og jeg har i gennemsnit over de sidste to år haft 300 fuldtidsbeskæftigede, der arbejder med det her transformationsprojekt. 2016 og 2017 bliver de to år, hvor jeg skal begynde at bruge denne her nye toolboks - og der passer det her som hånd i handske."

Læs også: Telenors nye våben: Sådan skal ny it-platform bruges

"I stedet for at skulle arbejde med tre brands - og at skulle digitalisere tre brands - kan jeg nøjes med at koncentrere mig om to."

Afviser at der er fyringer på vej

Hvor mange medarbejdere bliver i overskud, når de to lavprisselskabsbrands bliver lagt sammen?

"Der bliver ikke nogen i overskud. Jeg ser faktisk CBB som et af Danmarks stærkeste telebrands, også når det kommer til kundernes tilfredshed med at være i kontakt med CBB."

"Det betyder også, at jeg skal have det samme antal medarbejdere til at tage telefonen."

"Jeg sparer lidt på markedsføringskontoen og på, at jeg ikke skal have to produktporteføljer, der skal vedligeholdes, og kampagner, der skal laves. Det er investeringer, jeg vil bruge til at gøre CBB endnu stærkere."

"Så der skal være det samme antal til at tage telefonen, når vores kunder ringer, og jeg vil bruge de investeringer, jeg sparer, til at putte ind i CBB."

Ruster Telenor sig til et salg?

Du nævner selv fusionen, der jo aldrig blev til noget. I kølvandet på det var jeres hovedkoncern ude og sige, at Danmark ikke nødvendigvis er et strategisk marked for Telenor-koncernen. Jeg kan ikke lade være med at tænke, at det her handler om, at I er i gang med at forenkle jeres danske virksomhed og gøre den mere attraktiv for eventuelle købere?

"Nej, det gør det faktisk ikke."

"Men alle strategiske muligheder står åbne for Danmark, og det har de selvfølgelig gjort i flere år - og det vil de fortsat gøre."

"Nu har vi prøvet én strategisk option af: Kunne vi medvirke til konsolidering i markedet ved at gå sammen med Telia. Der fik vi ikke medhold i EU-Kommissionen, og så måtte vi efter ni måneders hårdt arbejde sige, at sådan skulle det ikke være."

Telenor-koncernens til salg-skilt i Danmark: Her er de mulige købere

"Den strategi, vi startede - planen om at simplificere og digitalisere vores virksomhed - fortsætter vi med ufortrøden styrke. Så det her tiltag har ikke noget med klargøring til salg at gøre."

"Det har noget at gøre med at bygge et endnu stærkere Telenor. Det er det, vi fokuserer på nu," siger Jesper Hansen, der dog samtidig tilføjer:

"Det er ikke ensbetydende med, at alle strategiske optioner ikke fortsat vil stå åbne for Telenor Danmark. Men jeg er ansat til at bygge et stærkere Telenor og fortsætte den forandringsrejse, vi har startet. Bibob er så et element i den simplificeringsproces."

Kunderne flyttes den 22. februar

Bibob-kunderne overføres til CBB den 22. februar. Ingen Bibob-kunder skal skifte simkort i den forbindelse, og Telenor oplyser, at kunderne fra den 22. februar kunne logge ind på CBB's hjemmeside med samme brugernavn og password, som de i dag benytter hos Bibob.

Begge selskaber har hele tiden anvendt Telenors mobilnet, så på det område er der heller ingen forandringer. 

Købe Bibob for 93 millioner

Telenor købte CBB i 2004 og Bibob i 2009.

I første omgang kørte de to lavprisselskaber som et selvstændigt datterselskab, men i 2012 blev de lagt ind under Telenor, og i dag sidder medarbejderne også fysisk hos Telenor på Frederikskaj i København.

Med dødsstødet til Bibob-brandet forsvinder en fra serie-iværksætteren Frank Rasmussens helt store succeser.

Han formåede på blot et par år at skaffe 69.000 kunder til Bibob, før selskabet i maj 2009 blev solgt til Telenor for 93 millioner kroner.

Læs også:

Telenor afliver lavprisselskabet Bibob - samler alle kunderne i CBB

Disse fem begivenheder vil ændre den danske telebranche i 2016

Telenor-koncernens til salg-skilt i Danmark: Her er de mulige købere

Efter havareret fusion mellem Telenor og Telia: Alt er (stadig) i spil i dansk telekrig