Rene ‘cajunb' Borg fra det danske hold Astralis.

Verdens bedste e-sportshold kommer fra Danmark: "Adrenalin-suset, når publikum jubler, er for vildt"

Interview: Fem danskere har gennem tusindvis af træningstimer opnået at bliver blandt verdens absolut bedste e-sportsmænd. Belønningen for de mange timer bag skærmen er skyhøje lønninger og stjernestatus. Vi har mødt en af dem.

Annonce:
Annonce:

Astralis består af:

Rene ‘cajunb' Borg
Finn ‘karrigan' Andersen
Nicolaj ‘devve' Reedtz
Peter ‘dupreeh' Rasmussen
Andreas ‘Xyp9x' Højsleth
Danny ‘zonic' Sørensen, træner

Interview: Da René Borg var en lille knægt, listede han sig ind på sin storebrors værelse, når han var til bordtennis.

Bag døren på det forbudte område var der nemlig noget, der var så interessant, at selv frygten for en overhaling blev tilsidesat.

Lysten til oplevelsen var større end frygten for straffen.

Det var her på broderens værelse, at de første trin til at blive en af verdens dygtigste og mest feterede e-sportsstjerner blev grundlagt.

Det lokkende bag døren var nemlig den computer, som broderen havde købt for sine konfirmationspenge og de computerspil, der fulgte med i kølvandet.

"Jeg var omkring 12 år, da jeg fik øjnene op for min storebrors computerspil. Når han var hjemme måtte lillebror pænt sidde på sengen og følge med på skærmen, men når han var ude, så rykkede jeg selv ind foran skærmen. Jeg sørgede dog for at komme væk, før han var tilbage, så jeg ikke fik ballade," fortæller René Borg.

Da spillet Counter-Strike for første gang blev loadet, skete der noget i den lille drengekrop.

"Jeg var helt hooked lige fra begyndelsen. Jeg blev fascineret af kampen mellem det onde og de gode. Og af headshots, hvor man skulle være ekstra god for at komme helt tæt på sin modstander."

I dag godt 15 år senere hører René Borg til i den absolutte verdenselite indenfor spillet Counter-Strike.

Rollerne er nu helt byttet om, og det er hele verden, som sidder og kigger på, at René Borg fører musen.

"Nu følger min bror mig, når jeg spiller rundt omkring i verden," siger han med et grin.

Sidste år blev de fem danske spillere, der udgør det samlede team med navnet Astralis, nummer to på verdensranglisten.

De sidste tre år af René Borgs 26-årige liv, har han arbejdet som fultidsprofessionel e-sportsmand.

Sidste sæson spillede de fem danskere på holdet SoloMid. I dag har de åbnet deres eget hold.

En tiltrængt lur. Foto: Privat.

Annonce:

Pludselig var jeg et kendt ansigt
Hvornår fandt du ud af, at du var bedre end de andre?

"Da jeg var 15 år, begyndte vi at deltage i lokale stævner, hvor vi vandt hver gang. Omkring de 17 år slog mit talent rigtigt igennem, og vi begyndte at vinde over landets bedste spillere i de større byer."

Pludselig var René Borg fra Skærbæk syd for Ribe blevet den person, som de andre gerne ville have med på holdet.

Den lokale stjernestatus var opnået og vejen mod international anderkendelse lå åben.

Der skulle dog gå en del år, før det næste kvantespring blev taget.

"I starten af tyvenderne vandt vi de første pengepræmier. Sammenlignet med i dag var det småpenge, men det gav blik for, at man rent faktisk kunne leve af at spille computerspil."

Kan man blive rig af at spille computerspil?

"Det kommer selvfølgelig an på, hvordan man definerer rig. Vores grundløn er på 60.000 kroner, og så kommer der pengepræmier oveni. Skal man sammenligne med lønningerne i Superligafodbold, så ligger vi vel i top 25, når man samler det hele."

I dag ligger årsindtægten således på den rigtig gode side af en million kroner. 

René Borg og de fire øvrige spillere på holdet har netop startet Danmarks første professionelle e-sportshold sammen med en række investorer for at skabe et bedre indtjeningsgrundlag.

Det kan du læse meget mere om her: Danske Counter Strike-stjerner åbner eget firma: Får fremover fast løn på mere end 100.000 kroner om måneden

Er det stadig sjovt at spille Counter-Strike?

"Ikke så sjovt som i starten. Det er blevet et arbejde, som jeg skal leve af, og det er helt sikkert blevet noget andet. Det, der virkelig tænder mig i dag, er at vinde og så den massive tilskuerinteresse. Det adrenalin-sus, som blæser gennem en, når man har lavet noget spektakulært i et spil."

Hvad er den fedeste oplevelse, du har haft?

"Suset ved turneringerne. Sidste år spillede vi eksempelvis en turnering i den tyske by Køln med 15.000 tilskuere. Holdene blev introduceret, som var det ved et boksestævne, og stemningen var vild. Det var fantastisk."

I videoen herunder kan du se, hvordan holdet blev introduceret.

Annonce:

Interessen for e-sport er stigende. Kilde: Newzoo.com

Er det ikke et kæmpe pres at spille i sådan en hektisk forsamling?

"Faktisk er vi så koncentrerede under spillet, at det ikke er et problem. Men når vi går på banen, er det med svedige håndflader og en høj puls. Jeg synes ikke, det er et pres. Det er fedt. Det er det, vi spiller for."

På trods af stjernestatus er det ikke omkostningsfrit at være topsportsmand i e-kategorien.

Fem gange om ugen træner holdet med hinanden fra klokken 17:00 til 24:00. Ud over det bliver der trænet masser af timer på egen hånd.

Ligeledes kan det være svært af slå rod i Danmark.

"Vi er vel på farten i to til tre uger i hver måned, så selv om jeg har min egen lejlighed, bruger jeg den ikke ret meget. Det er ikke altid lige fedt at være så meget væk fra Danmark. Jeg har sagt nej til at deltage i mange familiefester og fødselsdage på grund af spillet."

Er det den største ulempe?

"Ja. Jeg savner tit kammerater og familie. Ligeledes kan jeg godt savne en rigtig ferie en gang i mellem. Vi spiller eller træner altid."

Bliver I aldrig trætte af hinanden på holdet, når I nu er så meget sammen?

"Selvfølgelig er der gnidninger og diskussioner. Men vi er gode venner, og vi kommer også til at holde sammen, når holdet går i opløsning. Jeg kender næsten de andre bedre end deres kærester."

Træner du også fysisk, eller er det kun foran skærmen?

"Jeg træner fysisk. Når vi er til turneringer, har jeg en rutine, hvor jeg efter morgenmaden løber fire kilometer. Det giver ekstra energi og sparker kroppen i gang. Fysikken er helt sikkert en faktor, der gør, at man kan klare sig bedre."

Hvor længe kan man holde som e-sportsmand? Kan du blive ved, til du er 50 år?

"Det er så ny en sport, at vi ikke helt har nogle referencer. Det er min generation, der skal vise, hvor længe man kan blive ved. Hvis jeg skal give et bud, tror jeg ikke, at man kan være med efter midten af trediverne. Der kommer hele tiden nye, gode spillere, som vil gøre alt for at overhale os, så der er hård kamp om pladserne bag skærmen."



Ytringer på debatten er afsenders eget ansvar - læs debatreglerne
Indlæser debat...

Computerworld
Den næste iPhone bliver kedelig - men så sker der noget virkelig interessant
ComputerViews: Til næste år sker der noget interessant med iPhonen, og derfor kan iPhone-brugere gøre klogt i at vente med at udskifte den gamle iPhone.
CIO
Sådan fik Johnny Vad reduceret it-nedetiden fra 37.000 timer til næsten nul på et enkelt år
Ved at overvåge it-leverandørernes præstationer røg antallet af spildte arbejdstimer ned fra 37.000 til ganske få timer på et enkelt år. "Det er ganske enkelt og uhyre effektivt," fortæller it-chefen, der fik ideen.
Comon
Stortest af antivirusprogrammer: Microsofts sikkerhedsprogram havner helt i bunden
Microsoft havner helt i bunden af denne antivirustest. I den modsatte ende af skalaen klarer en russisk produceret sikkerhedspakke sig bedst. Læs en sammenlignende test af 19 antivirusprogrammer her.
Channelworld
Dansk HP-direktør efter opsplitning: Her er HP's fremtidsplan i Danmark
Interview: Opsplitningen af it-mastodonten HP har givet større frihed til at hjælpe kunder og forhandlere, siger den danske chef for HP's pc- og print-firma, HP Inc. Han spår, at markedet for mobile devices kommer til at drive fremtidens vækst og innovation.
White paper
Betydningen af virtualiseringssikkerhed for dit VDI miljø
I dette white paper: Virtualisering giver virksomheder en mulighed for at opnå omkostningsbesparelser og øge deres forretningsagilitet.