Ukendt dansk iværksætter: "Da det gik vildest til, ansatte vi 650 personer om måneden"

Han fik aldrig gjort sin uddannelse færdig, men tog som 22-årig flyet til Japan for at blive iværksætter. I den vildeste periode ansatte hans team 3.000 personer på under fem måneder, og nu kommer han på Forbes liste over top-erhvervsfolk i Asien. Mød Stefan Bruun, der styrer forretningen fra Hong Kong.

Interview: Som en 22-årig knægt satte Stefan Bruun sig ind i en flyver med kurs mod Japan for at udforske iværksættertilværelsen på nærmeste hold.

Og den beslutning skulle vise sig at være god for karrieren, selv om han smuttede fra kandidatstudierne, der ellers lå som den naturlige del af studieplanen.

"Igennem en ven fik jeg mulighed for at være med i det team, der skulle skabe vækst for internetforretningen Groupon i Kina, og det blev en ret vild oplevelse, Vi var heldige med at være på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt, og over en periode på små fem måneder ansatte vi 3.000 nye medarbejdere. Det var som at ride på en bølge af adrenalin, der ikke stoppede igen," fortæller Stefan Bruun til Computerworld.

Hvordan kan man nå at ansætte 3.000 folk på så kort tid?

"Arbejdet i Kina har været et parløb med mine nuværende partnere i Nova Founders Capital, så vi var flere om opgaven. Men det var ret vildt. Det handlede om at finde nogle gode folk, der kunne hjælpe. Andet ville være helt umuligt. I en periode åbnede vi i Kina mellem fem og ti kontorer hver eneste uge. Det gik rigtig stærkt."

Er det ikke svært at bygge en virksomhed op i Kina?

"For nogle virksomheder er det nok svært. Men for internetvirksomheder hopper man uden om mange forhindringer. Vi er eksempelvis aldrig stødt på korruption eller lignende. Når der kommer en blond fyr hele vejen fra Europa, så tænkte mange nok også, at så måtte det være et spændende projekt," griner han.

Stefan Bruun er netop blevet sat på magasinet
Forbes liste over de mest håbefulde erhvervsfolk i Asien under 30 år.

Hvad kan du bruge anderkendelse til?

"Anerkendelse er dejlig. Men det er også blevet lettere at finde folk og få opmærksomhed fra andre."

Finansplanerne bliver skrinlagt
Det var ellers slet ikke it-iværksætteri, der stod øverst på listen over jobønsker for den ambitiøse CBS-studerende.

Han havde nemlig et defineret ønske om at indtage Londons finansunivers og gerne fra et skrivebord placeret bag murene i en af de store investeringsbanker. For at komme forrest i jobkøen og nå frem til de rigtige folk fik Stefan Bruun en lys ide.

I stedet for at støde hovedet mod muren i bankernes HR-afdelinger i jagten på jobbet, så vendte han sammen med en partner tingene på hovedet og arrangerede i stedet en konference om finans-emnet og inviterede på den måde de potentielle arbejdsgivere til at komme til ham.

Og held skulle vise sig at være noget, som han selv opsøger.

"Vi havde den bagtanke, at konferencen kunne være en vej ind i finansbranchen. Men ideen udviklede sig til at blive ret omfattende. I starten var det svært at få folk til at komme og tale men da, der først gik hul på bylden, så gik det pludselig stærkt."

Hvordan fik I stablet den på benene?

"Vi var heldig, at et par gode navne sagde ja til at komme. Da den første havde sagt ja, så var det straks lettere, at få den næste med ind i folden, og så gik det slag i slag."

Da de rigtige talere kunne præsenteres, så kom deltagerne også.

"Deltagere og talere kom fra hele Europa og Financial Times kom og dækkede den. Det gik en del over forventning."

Men det var vel et selvpromoveringsprojekt?

"Både og. Det gav mulighed for, at en 20-årig dansker kunne komme i direkte kontakt med relevante personer. Men deltagerne fik også en oplevelse."

Hele projektet skulle dog være medvirkende til, at Stefan Bruuns plan om et finansjob i London blev ændret. Arbejdet med at sætte nye ting i gang havde givet blod på tanden til i stedet at rette blikket mod iværksætteri.

"Arbejdet med konferencen åbnede virkelig mine øjne for iværksætteriet. Bagefter var der ikke tvivl om, at det i stedet var den vej jeg skulle gå."

Ligeledes lå it og teknologien også i kortene, selv om emnerne heller ikke befandt sig længst fremme i hukommelsen.

"Jeg har altid været teknologiinteresseret, men det var ikke planen, at gøre det til en levevej. I forbindelse med iværksætter-tilværelsen kom det dog helt naturligt ind i planerne igen," fortæller han.

Rejste rundt med to tolke
Efter flyet var landet i Japan, begyndte arbejdet med at få vækst i Grupon.

"Jeg rejste rundt med to tolke, for jeg kunne ikke et eneste af de sprog, der bliver talt i regionen. Den ene oversatte tale mens den anden oversatte mine e-mail. Det var sjovt og skørt, men det virkede."

Efter et par år forlod han Groupon.

Først for at arbejde i Rocket Internet, der er en platform til online spartups og siden som partner i Nova Founders Capital, der investerer i, køber og opbygger online virksomheder fra bunden.

I øvrigt sammen med den danske kammerat Mads Faurholt-Jørgensen.

Læs mere her: Manden med 300 millioner it-investeringskroner i lommen: Her er markedet for den næste store online-succes


Virksomheden har i øjeblikket investeret i mere end 30 projekter i Asien og i Europa.

I Danmark har man blandt andet penge i projektet samlino.dk, der sammenligner finansielle produkter som bank eller forsikring.

Et koncept, som udbydes i rigtig mange regioner.

Læs også: Dansk prissammenlignings-site får 15 millioner kroner: Sådan skal pengene bruges

Et år i en kuffert
Hvor meget rejser du?

"Meget. Når man starter noget, så er det vigtigt, at man er på stedet. Man kan ikke sidde i Hong Kong og etablere en forretning i Taiwan. Da det gik hurtigst, var der et år, hvor jeg kun boede på hoteller. I dag har jeg base i Hong Kong, og jeg har da også en kæreste, selv om jeg ikke sidder hjemme og ser tv hver aften," griner han.

Er du rig?

"Vores penge er bundet i vores projekter. Men jeg håber da, at jeg bliver rig en dag. Det er dog ikke pengene, der driver mig. Det er projekterne."

Vender du tilbage til Danmark igen

"Næppe Danmark, men jeg vender nok tilbage til Europa."



Ytringer på debatten er afsenders eget ansvar - læs debatreglerne
Indlæser debat...

Computerworld
Dansk sikkerhedsfirma slår alarm: "Jeg har fundet et atomkraftværk, hvor man kunne hæve strålingsniveauet og et fængsel, hvor fængselsdørene kan åbnes fra en server"
Dansk sikkerhedsfirma finder hidtil ukendt fejl, der kan udløse en katastrofe, hvis data havner i de forkerte hænder. Men der findes en løsning.
CIO
It-sikkerhed skal tænkes helt om: Det forkromede overblik er en mangelvare
Klumme: It-sikkerhed og bekæmpelse af cybercrime er kommet øverst på to-do-listen på direktionsgangene. Men hvis virksomhederne for alvor skal forstærke det digitale forsvarsværk, skal sikkerhedsbranchen se anderledes på it-løsningerne.
Comon
25.000 danskere gået i kuponsvindel-fælde på Facebook på blot seks timer: "Det spredte sig som en steppebrand"
Fakta, Netto, Aldi, Lidl, Lego og flere andre varemærker bliver lige nu udnyttet i forbindelse med kuponsvindel på Facebook, og danskerne klikker i hobetal. Læs hvad der sker, hvis du klikker.
Channelworld
Dansk hosting-direktør: På disse tre områder banker danske hosting-firmaer Microsoft og Amazon af banen
Den danske hostingbranche er godt polstret til at modstå konkurrencen fra globale cloud-spillere som Amazon og Microsoft. Her er tre grunde til, at danske hostingudbydere ikke blæser omkuld i konkurrencen.
White paper
Innovation gennem intelligent forretningsdrift
Intelligent Business Operations gør det muligt at transformere missionskritisk indsigt til den rette handling og derved styrke forretningen.