Når du første gang bevæger dig ud i det sneklædte New York, så føler du med det samme, at stemningen er iskold og dyster.
En virus har ramt byen, og det meste af befolkningen er gået til.
De få, der stadig er i live i byen, har enten barrikaderet sig inde i huse, eller er blevet til nådesløse og/eller lettere forstyrrede tyveknægte og voldsmænd.
Byen skal reddes fra banditternes kløer, og de mange mennesker der gerne vil kapitalisere på samfundets forfald, skal helst ende i grøften.
Det er hvad The Division handler om, og det kan gøres sammen eller hver for sig.
Spillet er nemlig et lidt anderledes MMO, i det man faktisk kan gå "lone wolf" igennem det meste af spillet, og stadig klare sig fint.
Det er dog sjovest når man er flere, og følelsen af sammenhold er en stærk katalysator for spillets vedholdenhed.
RPG-elementerne er meget tydelige (som forventet), og din karakter kan støbes efter din foretrukne spillestil:
DPS-rytteren der skal smadre alt, Medic-typen der holder folk i live, eller Tech-nørden der bruger gadgets der passer til enhver situation (der er selvfølgelig variationer til setups, men de førnævnte er hovedidéerne bag).
Man kan endvidere specialisere sig yderligere gennem sit valg af våben, da der kan smides alt fra sigtekorn til lasersigte og større magasiner på de fleste geværer.
Det gør, at man kan tilpasse sit våbenlayout til sin spillestil - og det virker.
Men for alt det fede der findes af kosmetisk udstyr og vilde våben, så kan man undre sig over, hvorfor man sådan set kun kan vælge imellem ganske få ansigter - og endnu færre frisurer.
Det gør figurerene ganske skabelonskårede at se på.
Det er træls, for at sige det ligeud, men heldigvis ikke en deal breaker.
Psst, Ubisoft, tilføj lige nogle flere valgmuligheder.
Når du drager i kamp, så er det en helt fantastisk fornemmelse at smide sin karakter i dækning.
Der er en tilfredsstillende tyngde, når skulderen knalder ind på overfladen, og når der skydes, kan man føle våbenets kraft - også på trods af, at fjenderne til tider suger et helt magasin til sig, inden de dejser om.
I det hele taget, så er det helt ustyrligt underholdende at pløkke fjenderne - om det er på afstand med sniper, eller lige i fjæset med en shotgun.
Netop fjenderne er det, som man ofte hører klager om i disse dage.
"Der er ikke nok variation" bliver der råbt ud.
Men det er faktisk fint, efter min mening.
Her er jeg bare glad for, at der ikke er hvileløse zombier der render rundt i alle mulige afskygninger, og påfører dommedagsscenariet endnu et sci-fi twist.
Levels er selvfølgelig også en del af spillet.
Der er to forskellige levels, du kan stige i: Almindelig character level, som man kommer op igennem via historien og missioner, og Dark Zone-levels, der kun kan stiges - og faldes - i, gennem deltagelse i Dark Zone området.
Det sidstnævnte område er især der, hvor The Division bliver spændende.
Her er spillere efterladt til sig selv, og man kan derigennem danne grupper med fremmede, eller skyde sine venner, mens man ihærdigt kæmper om det bedste loot i spillet.
Det er også her, at "endgame" indtil videre finder sted, da man kommer ud for de mest interessante genstande og oplevelser i Dark Zone.
Hele verdenen som Ubisoft har skabt i The Division, er fyldt med ting der skal opdages.
Små skænderier mellem borgere på gaden, sidemissioner, der giver indblik i byens hændelser, redningsaktioner og meget andet.
Det er typisk proppet Man skal ikke forvente nogen unik fortælling, og der er heller ikke mange (læs: ingen) nyskabende idéer der ligger til grund for spillets kerne.
Det, der dog er at finde, er en fantastisk sammenstøbning af MMO og third-person-shooter genrene, der giver et solidt slutprodukt, der uden tvivl fortjener din opmærksomhed. Selve historien er fin, og Dark Zone byder på uhyggeligt intense øjeblikke spillerne imellem.
Det er længe siden at jeg har haft så meget sjov i et spil, der faktisk i bund og grund er så ensformigt.
Læs også: Anmeldelse: Skæbnetimen for Destiny