Prøvekørt: Sådan fungerer YouSees nye tv-boks

YouSee har lanceret en ny tv-boks, der følger med nye abonnementer eller kan tilkøbes for 30 kroner. Se hvad den nye boks kan her.

YouSee har lanceret en ny tv-boks, der skal trække flere kunder til butikken i en tid, hvor alle taler om streamingtjenester og ikke flow-tv. 

Det kan du læse mere om her: YouSee lancerer ny tv-boks - vil have dig til at betale 30 kroner ekstra om måneden

Den lille sorte boks skal holde kunderne fra at klippe tv-kablet helt over. Det gør den ved at blande features fra moderne streamingtjenester med de mange evner fra moderne tv-bokse.

I videoen herover kan du kan se, hvordan det gik, da vi prøvede boksen hos YouSee.

Vi har ikke testet boksen længe nok til at konkludere, om den er værd at købe eller ej. Men vi kan allerede nu sige, at det kommer meget an på, hvorvidt du egentlig har behov for boksens nye egenskaber. 

Nyhederne i boksen inkluderer blandt andet muligheden for at se programmer tidsforskudt samt en meget let-anvendelig og intuitiv optagefunktion.

Ved et tryk på en knap optages et givent program, og to tryk på samme knap optager samtlige programmer i serien på boksen, der er udstyret med en harddisk på en terabyte. Så ingen lange og ulogiske menuer her. 

Samtidig kan du se programmer, som er blevet vist på et tidligere tidspunkt.

Det gælder for næsten alle programmer, at du kan trykke på en knap og se programmet. Du kan også trykke ind på en menu omkring programmet og se en liste over alle de afsnit af programmet, som YouSee har adgang til. Igen fungerer det meget let.

YouSee har op til 14 dages programmer i arkivet. Derefter forsvinder afsnittene, med mindre du selv har gemt dem på harddisken. Du kan altså ikke se samtlige afsnit af Spise med Price igennem YouSee-boksen - med mindre der har været et Price-marathon inden for de seneste 14 dage.

Det fungerer alt sammen intuitivt og er meget let at finde rundt i.

Systemet bygger på selvproduceret Linux-software, og det fungerede ganske godt under den korte test. Fjernbetjeningen har ikke forstyrrende mange knapper, menuerne virker enkle, og du får let adgang til dine optagede programmer eller programmer, som du har favoriseret.

Du kan også få en oversigt over de mest sete programmer lige nu fordelt over alle YouSee-kunder, hvis du skal have hjælp til at vælge en film lørdag aften, og der er også hurtig adgang til film og tv, hvis du har et bredbåndsabonnement hos YouSee samtidig med en tv-pakke.

Vi vil som sagt ikke konkludere noget i denne meget korte test, men YouSees boks virker ikke desto mindre som et ganske godt bud på, hvordan en tv-boks anno 2016 skal se ud. Hvis du i dag er kunde hos YouSee uden en tv-boks, vil det koste dig 30 kroner ekstra om måneden at få boksen under fjernsynet - 360 kroner om året. 

Om det er pengene værd, kan kun du vurdere. 

Læs også: Derfor kan denne sorte boks rumme fremtiden for YouSee


Loading ikon