Artikel top billede

Rob Nail fra Singularity University. Foto: Lars Jacobsen.

"Jo mere kunstig intelligens er i stand til, jo mere skal vi være på vagt"

Syv fundamentale byggesten skal danne rammen om vores fremtidige it-samfund.

Reportage: Når folk fra den digitale tænketank Singularity University i it-verdenens højborg Silicon Valley taler, slår tilskuerne ørebøfferne ud.

Sådan må det være, når man samler en stor gruppe dristige digitalfilosofer, der taler om alt fra nærfremtidig opsamling af folks DNA i toilettet over teknologisk kur mod analfabetisme til business casen i at tænke på 3D-printere i verdensrummet.

Siden Singularity University blev stiftet i 2008 af blandt andre Googles AI-evangelist Ray Kurzweil, har folk fra tænketanken turneret verden rundt med en digital dagsorden om at gøre verden til et bedre sted.

Tirsdag var turen så kommet til Danmark.

Her var folk fra Singularity University inviteret til at tale på Google-konferencen 'Digital Frontrunners' foran et par hundrede konferencedeltagere fra det danske erhvervsliv, forskningssfæren og iværksættermiljøet i Industriens Hus ved Rådhuspladsen i København.

Udvikling med ekspotential hastighed

I en it-verden, hvor hurtig udvikling og usikkerhed om fremtiden er grundvilkår, har folkene fra Singularity University gode rammebetingelser for deres forudsigelser.

For alt hvad de siger, kan efter forgodtbefindende tages med et gran salt, hvilket de gode folk fra 'universitet' er ganske klar over.

"I vil gå væk herfra og ikke være i stand til at se verden på samme måde igen. Nogen af de ting, vi siger, lyder skøre og kommer ikke til at ske. Men vi lever i en spændende tid," lød introduktionen fra tænketankens direktør og medstifter Rob Nail fra scenen i Industriens Hus.

Herefter gravede han et spadestik dybere med en gennemgang af menneskets lineære verdensopfattelse kontra den teknologiske udvikling, der stormer fremad med ekspotentiel hastighed.

Artiklen fortsætter under billedet...

"Udviklingen går nogle gange så langsomt, at det føles som en skuffelse. Andre gange går det så hurtigt, at det hele føles kaotisk," fortæller Rob Nail.

Efter en seance med forklaringer om, at internettet inden længe når ud til to tredjedele af verdens befolkning, og bioforskning i selvlysende planter kan erstatte store dele af verdens gadelys, summerer han verdenssituationen op på følgende måde:

"Verdens største problemer er samtidig verdens største forretningsmuligheder."

Syv byggesten til kunstig intelligens

Herefter er scenen overladt til kollegaen Neil Jacobstein, der er 'universitetets' ekspert i kunstig intelligens´.

Han har en fortid hos blandt andre Ford, General Motors, Det amerikanske flyvevåben og Boing på resumeet.

Neil Jacobstein opstiller syv nødvendige byggesten for, at vi kan få en velfungerende kunstig intelligens-fremtid uden frygt for, at maskiner overtager jordkloden i bedste/værste Hollywood-stil.

Først punkt på dagsordenen er økonomiske investeringer, som er nødvendige for, at verdens klogeste it-hoveder kan bygge fremtidige løsninger.

Neil Jacobstein fortæller, at efter seks årtiers forskning i kunstig intelligens bliver der i år spenderet 10 gange så mange penge på kunstig intelligens som eksempelvis machine learning, end det var tilfældet for blot fem år siden.

Alene Sydkorea har for nyligt gjort klar til investeringer på mere end 20 milliarder kroner i kunstig intelligens, efter Googles kunstige intelligens-maskine AlphaGo slog landets verdensmester i brætspillet Go.

Læs også: Googles kunstige intelligens-system stormer frem

Næste nødvendighed er udbygningen af algoritmer i, hvad han kalder multilageret neurale netværk.

Eksempelvis sker billedgenkendelse i de mange lag ikke blot i form af pixels, men ved hjælp af op mod 150 forskellige lag af mønstergenkendelse.

Hardware og data

Tredje punkt på dagsordenen for kunstig intelligens-eksperten er den nødvendige hardware, som alle CPU- og GPU-giganter som Intel, Nvidea og Qualcomm arbejder intenst på at gøre endnu bedre.

Artiklen fortsætter under billedet...

Det er også tilfældet for IBM, som udvikler på sin TrueNorth-chip, der tilbyder teknologi tilsvarende 16 millioner neuroner og fire milliarder programmerbare synapser i en chip.

Også Google er godt i gang med sin egen specieldesignede kunstig intelligens-chip TPU (tensor processing unit).

Læs også: Sådan arbejder IBM på det helt store gennembrud for kunstig intelligens

"Har I søgt på Google for nyligt?," spørger Neil Jacobstein muntert publikum, hvorefter han selv svarer, at så har alle blandt tilhørerne også stiftet bekendtskab med TPU-teknologien.

Data er fjerde byggesten, hvor Neil Jacobstein fortæller om selskaber som Dataminr.

Selskabet indsamler data fra alverdens kilder, som derefter kan sættes sammen i den ønskede big data-løsningen alt efter formål og pengepung.

Artiklen fortsætter under billedet...

Når det gælder data, fremhæver han også et specifikt eksempel fra Googles egne datacentre, hvor søgegiganten ved hjælp af kunstig intelligent strømstyring har reduceret sit el-forbrug med op mod 40 procent.

Det kan du læse mere om her: Så enormt er Googles energiforbrug - kunstig intelligens finder enorme besparelser

Neil Jacobstein fortæller videre, at andre selskaber som Facebook arbejder også med den såkaldte DeepText-teknologi, hvor det sociale medie kategoriserer alt, hvad du skriver, hvilket senere kan oversættes direkte til relevante annoncer på din væg.

Talent og applikationer

Femte trædesten i færden mod en kunstig intelligent virkelighed med maskiner, der uden brug af skærm tastaturer, kan gøre verden til et bedre sted, er talentudvikling.

En graf over opkøb i it-industrien viser, at alle it-giganter som Apple, Microsoft og Google har investeret heftigt i at opkøbe AI-virksomheder med henblik på at score de hotteste hoveder inden for udviklingen af kunstig intelligens.

Læs også: Apple køber endnu et kunstig intelligens-firma i ny milliard-handel

Hvis du eller din egen virksomheder ikke har et par milliarder kroner på kistebunden til den slags investeringer, oplyser Neil Jacobstein, at kunstig intelligente løsninger i dag kan crowdsources eksempelvis via et website som data science-platformen Kaggle.

Sjette og næstesidste byggesten til et kunstigt intelligent samfund er applikationer, som vi alle slæber rundt med i vores mobiltelefoner. De digitale assistenter Siri, Cortana og Google Now er blandt de fremmeste applikationer i den henseende.

"Selvom der er hjemmesider dedikeret til at vise alle mulige skøre Siri-fejl, har Apples digitale assistent udviklet sig enormt siden begyndelsen," siger Neil Jacobstein med henvisning til, at Siri første gang kunne sige hallo til verden i 2011.

Han fremviser også et bud på applikationer som Viv fra folkene bag Siri. Viv er modsat Siri en åben platform med plugins til styring af alle ens digitale og elektroniske dingenoter i hjemmet.

Så er det bare at bygge løs. 

Vi har alle et ansvar

Samlet set er økonomiske investeringer, smarte algoritmer, ny hardwareteknoligi, databrug, menneskeligt udviklingstalent og applikationer altså det fundament, som skal udvikle kunstig intelligens mod (endnu) bedre tider.

Og her løfter Neil Jacobstein så sløret for den syvende og måske allervigtigste ingrediens i gryden: Vores ansvar for, at vi ikke udsletter os selv ved at overse noget i opbygningen af verdens smarteste maskiner.

"Jo mere kunstig intelligens er i stand til, des mere skal vi være på vagt," siger Neil Jacobstein.

Læs også: For menneskehedens overlevelse: Google udvikler dødsknap til kunstig intelligens

Dermed tilslutter han sig det kor af prominente it-folk som Bill Gates og Elon Musk, der alle har advaret mod at lade teknologien løbe løbsk i jagten på profit, længere liv og forskningsmæssig hæder.

Læs også: Prominente it-navne er bekymrede: Vil sikre, at intelligente it-systemer og robotter ikke vender sig mod os

Han afrunder sin gennemgang af de mangfoldige muligheder inden for kunstig intelligens med et satellitbillede.

Billedet er taget på en afstand af omkring 4,4 milliarder kilometer væk og forestiller en lille blå planet med syv verdensdele.

"Her bor alle de mennesker, som du nogensinde har mødt og holder af. Vi er i dette her sammen, og vi bliver sgu nødt til også at opføre os sådan," lyder afskedssaluten.

Læs også:
"De fleste har jo tre-fire milliarder linjer kunstig intelligens-kode i lommen"

It-udviklere frygter at blive erstattet af kunstig intelligens