Artikel top billede

Dansk logistikfirma henter ny CIO hos KMD - nu skal der automatiseres: "Færre varme hænder skal være i berøring med processerne"

Han har gjort lynkarriere hos KMD og er blevet fremhævet som et af Danmarks store erhvervstalenter. Nu er han blevet CIO i logistikvirksomheden Leman, hvor målet er klart: "Der skal ganske enkelt være færre varme hænder, der er i berøring med de enkelte processer," siger han.

I 2008 tiltrådte Kasper T. Davidsen som nyuddannet cand.merc i den danske it-gigant KMD's graduate program. Det er her, virksomheden skoler sine unge talenter.

I løbet af de følgende otte år hos KMD steg han i graderne og blev i 2014 udnævnt som områdedirektør for intern it. I den forbindelse opnåede han at komme med på Berlingskes liste over 100 danske erhvervstalenter under 35 år.

For nylig er Kasper T. Davidsen blev ansat som CIO for den danske transport- og logistikvirksomhed Leman.

I en branche, hvor marginaler er altafgørende, får han her til opgave at hente effektiviseringsgevinster.

"I dag er det ikke muligt at forbedre marginalerne på sin forretning uden at kigge på it-siden," siger Kasper T. Davidsen til Computerworld og uddyber:

"Den erkendelse er Leman - ligesom mange andre virksomheder - kommet til i dag, og det kommer til at udgøre kernen i det arbejde, som jeg nu skal i gang med." 

Automatisering bliver vigtigt

Han forklarer, at han især vil være fokuseret på at automatisere flest mulige af de processer, der i dag stadigvæk er manuelle.

"Der skal ganske enkelt være færre varme hænder, der er i berøring med de enkelte processer. I den proces, hvor et produkt bliver fragtet fra A til B, skal tingene flyde gennem de forskellige systemer af sig selv," siger han.

Som eksempel nævner han en historie, hvor transportfirmaet UPS ved at anvende big data har reduceret bilernes brændstofforbrug ganske drastisk ved at vælge ruter med færrest venstresving.

En historie der blandt andet er blevet afprøvet - og bekræftet - i det amerikanske tv-program Mythbusters,

Læs også: Post Danmark om trussel fra Uber: Sådan vil vi modstå konkurrencen

Kunder er blevet forkælede

Ifølge Kasper T. Davidsen skal virksomheder vænne sig til, at kunderne i dag er blevet langt mere forvænte.

Eksempelvis forklarer han, at hele logistikbranchen må indstille sig på, at det bliver nødvendigt at stille langt flere data til rådighed for kunderne.

"Især en virksomhed som Amazon har været med til at forkæle kunderne. De er blevet vant til at få stillet data til rådighed, når de har brug for det, og når de vil have det. Tilgængeligheden af data kan også ofte være med til at give kunden en tryghed i deres leverance," siger han.

Som eksempel nævner han, at det i dag ikke er normen, at transportvirksomheder oplyser kunderne om leveringstidspunktet for deres fragt.

De får typisk kun at vide, hvornår varen er afsendt fra lageret.

"Men kan vi give kunderne det, så giver vi dem meget bedre mulighed for, at de også selv kan optimere deres egne arbejdsgange. Som almindelige forbrugere ved vi jo selv, hvor afgørende det kan være, at vi ved, hvornår pakkeposten er fremme," siger han.

Han forklarer, at denne type data også er en fordel for Leman selv, der kan bruge dem til at optimere på egne arbejdsgange.

"Tilgængeligheden af data betyder også, at vi selv får bedre mulighed for selv at optimere vores egne interne forretnings-processer. Når vi pludselig får data fra alle knudepunkterne i leverancen, får vi også selv et bedre indblik i, hvor vi ikke er effektive nok, og det giver os mulighed for at sætte ind der, hvor kæden er svagest," siger han.

Læs også: Hver sjette vognmand har ikke en hjemmeside: "Hvis de ikke digitaliserer, går kunderne et andet sted hen"

Track and trace er godt, men ikke nok

Allerede dag findes der track and trace-systemer, der giver folk oplysninger om, hvilken rute deres fragt har bevæget sig på. 

Han forklarer, at det for mange almindelige forbrugere har været en gamechanger, som betyder, at de føler ejeskab over produktet stort fra det øjeblik, hvor det er blevet afsendt. 

"Når du som kunde først én gang har oplevet at få et track and trace-nummer, så kan du ikke forestille dig en verden, hvor du ikke har adgang til de informationer," siger han. 

Men hvor du som almindelig forbruger, kan stille dig tilfreds med et track and trace-nummer, så sukker virksomhedskunder i dag efter endnu mere data om deres fragt.  

"Track and trace er fint nok for consumere, men hvis du skal have fragtet et større læs gods fra den ene verdensdel til anden, så vil du som virksomhed også gerne have data om varernes tilstand. Eksempelvis er det helt afgørende for transport af medicinalprodukter, at kunderne ved at de bliver behandlet efter forskrifterne," siger han. 

Ifølge Kasper T. Davidsen kan det gøres ved at udstyre godset med sensorer, der eksempelvis kan oplyse om temperatur og luftfugtighed. 

Kunderne forventer øjeblikkelig adgang

I dag har vi med Netflix adgang til tusindvis af film, der blot er museklik væk. På samme måde forventer kunderne i stigende, at fysiske produkter er tilgængelig med en lignende hast.

"Folk forventer i dag, at deres varer er på vej fra det øjeblik, de trykker på 'bestil'. Det ser vi eksempelvis hos Amazon i dag, der i udvalgte byer er i stand til levere varer til kunderne i løbet af en time. Det betyder, at du kan bestille en liter vaniljeis hos Amazon og være sikker på, at den er fremme, før den smelter," siger han.

Læs også: Vi stod klar ved ankomsten: Førerløse lastbiler indvaderer de danske motorveje

Det er ikke uden grund, at der i logistikbranchen bliver skulet med en vis bekymring til Amazon. 

For i øjeblikket ser vi en tendens til, hvor Amazon overtager en større del af fragten selv i stedet for at sætte sin led til amerikanske fragtvirksomheder som FedEX og UPS.

Tidligere på året kom det eksempelvis frem, at Amazon har leaset 20 Boeing 767-fragtfly, og samtidig er det velkendt at Amazon også eksperimenterer med levering ved hjælp af droner.

"Det er det alle i logistikbranchen taler om i øjeblikket," siger han og tilføjer

"De taler om, hvordan Amazon er i gang med insource alle kæderne, om hvordan de bruger droner, og hvordan de selvkørende lastbiler kan forandre branchen." 

Men i første omgang tror han, at det er anvendelsen af data, der får den største indflydelse på den stadig mere digitaliserede  logistikbranche. 

"Jeg tror, at vinderne i denne branche er dem, der bedst forstår at bruge data til at optimere deres forretning," afslutter han. 

Læs også: 
Amazon åbner flyselskab: Her er det første Amazon-fragtfly, Amazon One