Artikel top billede

Niels Korsholm, Bestyrelsesformand DTU Scion.

"Jeg er overbevist om, at vi kommer til at diskutere borgerløn eller noget der ligner"

Interview: Hvor er den politiske diskussion om det samfund, vi skal have i en tid, hvor det teknologiske tog kører stærkt. Er Danmark med på det tog? Vi bør kigge mere mod horisonten. Både virksomheder og politikere er mest optaget af kontrol og det økonomiske rammer lige nu, mener Niels Korsholm, tidligere topchef for Devoteam og i dag investor.

Vi vil alle sammen gerne kende fremtiden.

Det vil gøre os i stand til at vælge det rette job, den rette pensionsopsparing, hjælpe ungerne med den rette uddannelse og måske købe de rigtige it-aktier på det rigtige tidspunkt.

Men hvad nu hvis fremtiden simpelthen ikke længere lader sig forudse? Hvis vi blot kan se et par år ud i fremtiden - og så i øvrigt forberede os så godt vi kan på resten?

Det er den konklusion, som rådgiver og tidligere direktør Niels Korsholm er kommet frem til efter mere end 25 år i spidsen for konsulent- og rådgivningsvirksomheder.

Som bestyrelsesformand for DTU Scion og investor er Niels Korsholm med til at skabe kontakt mellem virksomheder, forskere og den teknologi som ofte er selve omdrejningspunktet for forandringer.

Og selv om fremtiden er uvis, så er Niels Korsholm overbevist om, at den i store træk også er lys for både dig og din virksomhed - hvis du følger et par gode råd.

Men først lader vi Niels Korsholm forklare, hvorfor fremtiden er blevet næsten umulig at spå om:

Niels Korsholm, når så mange kloge hoveder over hele verden kigger mod fremtiden, så kan den alligevel vel ikke være så svær at forudse? 

"Det synes jeg, at den er, for selv om vi synes, at der sker meget nu, så skal vi erkende, at det kun er en lille del af vores fremtid, som vi kan ane."

"For nylig læste jeg en analyse af konsulentbranchens evne til at forudse forandringer. Forfatteren var gået meget systematisk til værks og kigget på blandt andet McKinseys og Gartners evne til at forudse mobilteknologiens udvikling. Deres bud var en vækst på omkring 18 procent, men det som reelt skete var en vækst på 100 procent. Og det gentog sig over flere omgange.

Det er virkelig tankevækkende, at de bedste folk, som lever af at lave forudsigelser, skød helt ved siden af.

Den historie vil gentage sig. For vi er vokset op med lineær tænkning, hvor vækst sker på en pæn og forudsigelig måde. Men se lige hvad der sker inden for områder som apps og app-økosystemer. Den branche er knapt otte år gammel og omsætter for 100 milliarder dollar - det er mere end filmindustrien.

Det har ledt til to ting. Den ene er, at jeg er begyndt at se flere science fiction-film, fordi jeg kan se, at nogle af forfatterne formår at anskueliggøre scenarier for fremtiden bedre end andre.

Den anden er, at jeg ikke lytter så meget til min investeringsrådgiver nede i banken mere, for han ser ikke ud i samme fremtid, som jeg gør."

For mange er den uvisse fremtid, som du taler om også en usikker fremtid for dem. Og vi har folk som Trump i USA, som får mange i taler, når han spiller på den usikkerhed. Alligevel er du optimist?

"Jeg kan sagtens forstå, at det er nemt at blive sortseer. Og der ER mulige meget negative scenarier, som blandt andet er knyttet til kunstig intelligens, hvis vi ikke passer på. Hos Singularity University hørte jeg Marc Goodman tale om, hvordan mexicanske kriminelle har adgang til et bedre krypteret mobilnetværk end de offentlige myndigheder. Det er da skræmmende.

Og man kan også tænke på hvor nemt det er, at udstyre en drone med en bombe eller hvordan man kan tage en lastbil i Nice og gøre frygtelige ting.

Jeg har valgt at tage den positive kasket på og er helt i tråd med en institution som World Economic Forum, der peger på, at vi lever i en verden, hvor ting bliver bedre: Der er flere demokratier end nogensinde før, levealderen stiger og børnedødeligheden falder.

Så jeg tror på en positiv fremtid. For selv om vi ikke nødvendigvis kan forudse den, så kan vi have meninger om den og forsøge at præge den.

Men her er min helt store bekymring, at vi to godt kan sidde her og begejstre hinanden, men hvor er det, at den politiske diskussion er om, hvad for et samfund, vi skal have? Og toget kører stærkt - og er Danmark med på det tog?

Et råb om opmærksomhed

Jeg vil ikke bare sidde her og skyde på politikerne, men det er et råb om opmærksomhed. De skal se lidt mere mod horisonten.

Det samme gælder i øvrigt mange bestyrelser. For hvem og hvad er det, som dikterer hvad de sidder og diskuterer? Her oplever jeg, at både virksomheder og politikere er optaget af kontrol og det økonomiske rammer lige nu.

Der er en kæmpe opgave for os alle sammen at få politikerne og topledere i tale og opgraderet til et mere passende vidensniveau. Det er jo ikke mange år siden, at vi havde en transportminister, som knapt vidste, at de selvkørende biler var på vej.

Og det er beskæmmende, at se en 2025-plan fra regeringen, som er så perspektivløs. 

Der er også et par lyspunkter. Ida Auken har på eget initiativ startet Siri-kommissionen, som diskuterer flere af de her emner. Det havde jeg ikke set komme, men det er et rigtigt initiativ.

Og Magrethe Vestager sidder som en meget aktiv EU-kommissær og holder øje med nogle af de store firmaers adfærd - og er nok så dybt inde i stoffet, at hun måske har fået øje på nogle af de fremtidsscenarier som vi ikke ønsker."

Artiklen fortsætter under billedet...

En del af de fremtidsscenarier, som du efterspørger, indeholder dystre forudsigelser omkring arbejdsmarkedet. Er vi i dine øjne på vej mod en teknologisk skabt massearbejdsløshed - og hvad kan den enkelte gøre for at undgå at havne i arbejdsløshedskøen? 

"Mange mener, at om 10-20 år fra nu, så vil halvdelen af de jobs som findes i dag, ikke være her mere. Det, som overrasker mange er, at det nu også rammer specialjobs og videnmedarbejdere.

For selv læger, advokater eller revisorer udfører jo ofte bare en kontrol og videnformidling, som vi kunne lade en "deep mind" som IBMs Watson varetage - hurtigere og bedre.

Så halvdelen af job vil være forsvundet, men samtidig skal man huske, at andre industrier opstår. Som sagt er app-industrien ekstremt meget værd og omsætter for mange penge. Så der er skabt nye job.

Men selvom det overordnet set er godt, så kan det jo sagtens være dommedag for den enkelte.

Derfor tror jeg, at hvis vi ikke passer på, så får vi et kæmpe gab. Og det er der allerede lidt på vej.

Så jeg er overbevist om, at vi kommer til at diskutere borgerløn eller noget der ligner, når vi taler fremtiden.

På vej mod et overflodssamfund

Selvom det er svært at se nu, så kommer vi til at leve i et overflodsamfund med næsten gratis adgang til energi, internet og dermed uddannelse. Og på endnu længere sigt vil også fødevareomkostningerne nærme sig nul.

Indtil da, så handler det rigtigt meget om hvordan uddannelsessystemet skal se ud. For lige nu er det jo håbløst bagud. Håbløst! Næsten enhver uddannelse er forældet, når man står med eksamensbeviset.

Jeg har ikke de vise sten her, men jeg er overbevist om, at det bedste vi kan give vores børn er nogle bløde værdier. Evne til at begå sig socialt, evnen i at fungere i et team og evnen til at omstille sig - udvikle evnen til at disrupte sig selv hele livet.

Det er jo sådanne folk som passer ind i et superteam og nogle af de samme ting jeg kigger efter i en virksomhed når jeg investerer. Se selv hvordan en virksomhed som Google går efter de såkaldte 'smart creatives'.

Det er typisk folk, som forstår både teknologi, business og samtidigt er kreative. De er nysgerrige og har en basal kommerciel tankegang og ved, at der findes mange forskellige forretningsmodeller."

Medarbejdere skal være omstillingsparate, motiverede og have sans for forretningssiden. Men hvad med virksomheder? 

"Jeg får vel tre til fem henvendelser om ugen fra virksomheder. De fleste forklarer deres forretningsplan, men den kigger jeg næsten ikke på i første omgang. Forretningsmodellen kan også skifte, og det gør den helt sikkert.

Det jeg især kigger på er teamet, som står bag virksomheden eller en forretningsideen. Selvfølgelig skal jeg tro på ideen og perspektivet, men det er teamet bag som er rigtigt spændende.

Er din forretning 'coachable'?

Men skal man have succes fremadrettet, så skal ens team også være det jeg kalder 'coachable'. Altså om de er i stand til at bruge deres nysgerrighed og bruge omgivelserne til at få input. Hele den der rolle som ensom supermand tror jeg er lidt passé.

Og det er endnu bedre hvis virksomheden samtidig kan sætte ord på deres vision og formål. Især fordi forbavsende mange virksomheder har glemt deres oprindelige fokus og meningen bag virksomheden.

Det fokus er vigtigt når alting ændrer sig hastigt.

Derfor tror jeg også, at langt flere virksomheder skal erkende, at forandringsagtigheden aldrig har været større. Og at det må man indrette sig efter, uanset om man er en del af ledelsen eller medarbejder.

Samtidig er forandringerne drevet af informationsteknologien, som skaber den digitalisering alle taler om. Og når først ens branche er blevet digitaliseret så går det kun én vej: Hastigheden stiger og priserne falder.

Undervejs vil der være en periode, hvor kvaliteten eller prisen ikke nødvendigvis er i top, men på et tidspunkt så tager det fart. Bare se på hvad der sker med solceller lige nu - og de vil i den grad sætte olieindustrien og omliggende brancher under pres.

Ingen god løsning at løbe lidt stærkere

Det kan du ikke matche ved bare at bruge it til at løbe lidt stærkere.

Det kan dog sagtens være, at det er rigtigt for en eksisterende virksomhed at drive moderskibet videre. Hilton-hotelkæden kan sikkert klare sig godt selvom Airbnb findes. I hvert fald i en årrække.

Det er bare sådan, at de bedste og dem med de bedste og mest omstillingsparate folk siger: Ok, så skal vi tænke på en helt anden måde - og så er det, at det bliver rigtigt interessant.

Det er de fleste store virksomheder helt klar over - og de har pengene. Så hvis de vil, så kan de.  Udfordringerne er i de små og mellemstore virksomheder her i Danmark. Der er et stort potentiale, men de skal ud over det der BMW-syndrom, hvor alt er fint så længe ejeren tjener en million og har råd til en BMW.

De virksomheder bliver i den grad nødt til at forholde sig til hvordan de møder fremtiden."



Flere artikler om Job & Karriere

Find dit nye drømmejob i påsken: Vi har fundet 10 stillinger, som du kan søge netop nu

Kunne det friste med et it-job hos eksempelvis Kræftens Bekæmpelse, Banedanmark eller Region Midtjylland? Så skal du læse med her.

Er din karriere kørt fast? Vi har fundet 10 ledige stillinger, som du kan søge netop nu
Her er 10 spændende it-job som er ledige lige nu: Søg dem her
Vi har fundet 10 spændende it-stillinger, som du kan søge nu
Tag det næste skridt i din karriere: Her er 10 spændende stillinger, som du kan søge lige nu

Er du på udkig efter nyt it-job?

På Computerworld it-jobbank kan du hver dag søge og sortere i nye spændende it-stillinger i ind- og udland. Vi har lige nu ledige it-stillinger på siden.

Computerworld it-jobbank er et samarbejde mellem Computerworld og it-jobbank, Danmarks førende karrieresite for it-folk.

Har du spørgsmål til jobannoncerne på disse sider, så er du velkommen til at kontakte it-jobbank

Lynsøgning

Find dit næste It-Job her - Der er ledige it-stillinger lige nu