Artikel top billede

Så meget dyrere er Apples nye Macbook Pro end de (mindst) lige så gode Windows-alternativer

De nye Macbook Pro-computere fra Apple er "de bedste Macbook Pro'er nogensinde," men hvad betyder det i en verden med gode og markant billigere Windows-computere?

Apple lancerede i sidste uge tre nye Macbook Pro-computere. 

Det er selvfølgelig de bedste Macbook Pro-computere til dags dato - andet ville være underligt - men det er også de dyreste Macbook-computere nogensinde med en startpris, der er langt højere end tidligere. 

Er du ikke låst til Apples MacOS, ser det ud til, at du får meget mere for pengene i Windows-land. 

Specielt i forhold til hvor meget mere du må hoste op for en ny Macbook Pro med Touch Bar i forhold til, hvad en matchende Windows 10-computer koster.

I gamle dage var de fleste Windows-computere indhyllet i billig plast, ligesom de var store, klodsede og tunge og med en elendig batterilevetid. 

Men sådan er det langtfra længere. Vi har taget en sammenligning med tre Windows-computere, der ligger inden for samme kategori af mobile, premium-computere med en solid ydeevne: Dell XPS 13 (2016), HP Spectre x360 (2016) og Lenovo Yoga 910. 

Vi har som udgangspunkt forsøgt at finde den model af de bærbare computere, der matcher Apples nye Macbook Pro 13 med Touch Bar. De tre Windows-computere er alle blevet lanceret før den nye Macbook Pro.

Du betaler over 4.000 kroner mere for en Apple Macbook Pro (2016 med Touch Bar) end for en Dell XPS 13-computer, der endda har en nyere og mere kraftfuld processor samt en - på papiret - markant bedre batterilevetid og en skærm med højere opløsning.

Hvilken skærm, der bedst repæsenterer Adobe RBG og lignende, har vi ikke taget højde for, men skærme på Windows computere er ikke længere fuldstændig skæve i farverne som tidligere.

Selv hvis du flotter dig og vælger en model med en i7-7500U-processor, 16 gigabyte RAM og 512 gigabyte lagerplads på en SSD, koster Dells XPS 13 (9360) stadig godt 2.000 kroner mindre end Apples standardmodel med Touch Bar.
  
Hardwaren inde i Macbook Pro 13 er god, og selvom de tre Windows-computere har den nyere Kaby Lake-processor, burde der ikke være den store forskel målt på ydeevne. 

Men du betaler også 4.000-5.000 kroner mere for Macbook Pro 13 med Touch Bar.

Træder vi et skridt op og kigger på Macbook Pro 15 med et dedikeret grafikkort, får du godt nok en lidt bedre i7-processor end i Dells nu ni måneder gamle XPS 15, men også en merpris på 7.000 kroner.

Men Apple Macbook Pro 15 har en Touch Bar! (Dells XPS har en touch-skærm).

Læs også: Efter fire måneders test af Apple Macbook: Flot skærm og vild batterilevetid - men alt for dyr

Selv hvis du køber den dyreste Dell XPS 15 med en 4K-skærm, Windows 10 Pro, 512 gigabyte lagerplads (SSD), koster computeren stadig kun 17.400 kroner. 

Bagud på grafiske evner

Hvordan Apples Macbook Pro 15 og dens spritnye AMD Radeon Pro 450 står målt mod Dells XPS 15's Nvidias 960M-kort er endnu uvist.

De nye Macbook Pro'er er de første computere med AMD's Radeon Pro 450-kort (Polaris), men vores amerikanske kollegaer hos PCworld.com vurderer AMD's kort til at yde en smule dårligere end Nvidias, men med et halvt så stort strømforbrug.

Det er dog på sin vis ligegyldigt, når du i dag allerede kan købe bærbare computere med de nye Nvidia GTX 1060, 1070 og 1080-kort, der sparker gedigen bagdel i forhold til sin 980M-forgænger. 

PCworld.com har lavet en oversigt, der placerer Macbook Pro'en i bunden af listen af computere målt på deres grafiske evner.

Placeringen er udregnet med Apples oplysninger om, at de nye Macbook Pro 15 er 60 procent bedre til spil end sin forgænger.

Den forudsigelse kan vise sig at være lidt ved siden af, men næppe signifikant anderledes.

En masse "men'er"

Der er selvfølgelig stadig meget, vi endnu ikke ved om de nye Macbook-computere, der kan komme de nye Macbooks til gode.

De nye Macbook Pro-computere kommer med MacOS, som nogle ganske enkelt foretrækker fremfor Windows 10 eller ikke kan undvære i sin arbejdsdag.

I samme omgang er det også nødvendigt at sige, at programmer og styresystemer kræver forskelligt af hardwaren.

Et klassisk eksempel er Premiere Pro mod Apples eget Final Cut Pro. Final Cut Pro renderer en film næsten dobbelt så hurtigt på den samme hardware som Premiere Pro, alene fordi Apples egen software bedre udnytter Apples hardware.

Ligeså fortæller IBM, at firmaets Macbooks kræver markant mindre service og er på den måde en besparelse i forhold til tidligere Windows-computere.

Læs også: Så meget billigere er en Mac: IBM sparer tusindvis af kroner, når de ansatte dropper Windows

De nye Macbook Pro-computere er uden tvivl de bedste Macbook Pros verden har set, og til de af jer, der lever og arbejder i MacOS, får I en bedre computer end den Macbook Pro I ejer nu. 

Men du må også straffe mulvarpen markant hårdere, end hvis du købte dig en tilsvarende Windows-computer. 

Læs også: Fjernes helt: Disse seks teknologier får dødsstødet i de nye MacBook Pro'er