Artikel top billede

Hvor skal Apples næste store hit komme fra? Her er alle de revolutionerende teknologier, som Apple arbejder med

Apple har det seneste år brugt 67 milliarder kroner på forskning og udvikling. Det er det tredobbelte af Danmarks forsvarsbudget. Men hvad går pengene til?

Da en af verdens største og mest magtfulde tech-virksomheder, Apple, i sidste uge afsluttede sit årsregnskab, stod det klart, at virksomheden for første gang i 15 år oplevede en årlig omsætningstilbagegang.

Det skyldes, at Apple i år - for første gang siden lanceringen i 2007 - blev ramt af en vigende interesse for virksomhedens succesprodukt, iPhonen.

Et produkt, der står for 60 procent af Apples omsætning.

Der er næppe nogen tvivl om, at iPhonen også i de kommende år vil være en kæmpe forretning for den californiske virksomhed.

Men det bliver svært at nå de eksplosive væksttal, som vi har set gennem det seneste årti, hvis ikke Apple igen kan lancere et nyt banebrydende produkt.

Læs også: Apple i gang med stor mystisk milliard-satsning: Hvad er der i gære?

Vi ved, at Apple i løbet af det seneste år har investeret 67 milliarder kroner i forskning og udvikling.

Det er er mere end tre gange så meget som det danske forsvarsbudget og en stigning på 30 procent sammenlignet med Apples udgifter på området sidste år.

Men det store spørgsmålet er, hvilke nye produkter, som det enorme forsknings- og udvikingsbudget er med til at finansiere.

Vi har taget et kig på de teknologier, som vi ved, at Apple har vist interesse for.

Augmented realty - AR

I modsætning til sin forgænger, Steve Jobs, giver Apples administrerende direktør Tim Cook ofte små hints om, hvad virksomheden arbejder på.

Eksempelvis har han nu adskillige gange understreget, at han ser store perspektiver i augmented reality, også kaldet AR. Det gjorde han senest i et intervew med den amerikanske tv-station ABC, hvor Tim Cook fortalte, at han vurderer at AR har et betydeligt større potentiale end virtual reality (VR)

Et budskab, som han har gentaget adskillige gange i løbet af det seneste halve år.

Vi kan også finde en indikator for Apples interesse for området, hvis vi kigger på nogle af de opkøb, som virksomheden har fortaget de seneste år.

Sidste år opkøbte Apple det tyske AR-firma Metatio og det schweiziske firma Faceshift, hvis motion-capture teknologi bliver brugt i Star-Wars-filmene.

Derudover opkøbte Apple i 2013 virksomheden PrimeSense for 360 millioner dollar. PrimeSense teknologi udgjorde blandt andet grundlaget for Microsofts Kinect-sensor.

I starten af året kunne Financial Times ligeledes berette, at Apple har hundredvis af ansatte, der arbejder på VR og AR-projekter. Blandt dem er adskillige tidligere ansatte hos Microsoft og kamera-virksomheden Lytro.

Financial Times har desuden tidligere fortalt, at Apple har hyret en VR-ekspert ved navn Doug Bowmann, der kommer fra det amerikanske universitet Virginia Tech samt højtprofilerede folk, som Apple har rekrutteret fra det Facebook-ejede VR-firma Oculus samt virksomheden Magic Leap.

Ifølge Financial Times arbejder de mange AR- og VR-eksperter helt specifikt med at udvikle AR- eller VR-briller.

Men det er dog værd at huske på, at augmented reality-teknologi har flere forskellige anvendelsesmuligheder og ikke nødvendigvis behøver at komme i form af en brille.

Platform for selvkørende biler

For nylig har både Bloomberg og New York Times rapporteret, at Apple har sat de meget omtalte planer om udvikle en bil på pause.

Men selvom Apple tilsyneladende har opgivet planerne om bygge sin egen bil fra bunden, vil virksomheden ifølge Bloomberg fortsætte arbejdet med at udvikle en platform for selvkørende biler.

Det vil dog være ganske usædvanligt, hvis Apple vælger at bygge en platform uden også selv at have kontrol over hardwaren.

Det er måske i denne forbindelse, at vi skal se rygterne om at Apple vil opkøbe bilfabrikanten McLaren samt den elektriske motorcykelproducent Lit Motors.

Læs også: Flere rygter om Apples bilprojekt: Vil Apple købe super-bil-producenten McLaren?

Kunstig intelligens, bots og intelligente højtalere

Amazon har i disse år stor succes med sin Echo-højtaler og den indbyggede digitale assistent Alexa.

Men både Silicon Valley-mediet The Information og Bloomberg har tidligere beskrevet, at Apple går med planer om at lancere et lignende produkt.

Da Apple offentliggjorde det seneste kvartalsregnskab antydede Tim Cook dog, at Apple foretrækker at integrere Siri i mobile enheder fremfor en stationær højtalere.

Her sagde Tim Cook, at en højtaler er "et fint marked", men at "de fleste foretrækker at kunne have deres assistent med sig over alt". Lanceringen af de trådløse Airpod-hovedtelefoner skal formodentlig ses, som det første træk i den strategi.

Ifølge Bloomberg er Apples udfordring dog, at virksomhedens digitale assistent, Siri, indtil videre ikke lever op til Apple egne kvalitetskrav.

I dag lader Amazon og Google således til at være de førende virksomheder inden for udviklingen af digitale assistenter og kunstig intelligens på forbruger-niveau.

Med lanceringen af den digitale assistent Siri i 2011 blev Apple ellers den første store smartphoneproducent, der integrerede en digital assistent i sine produkter. Men på trods af at Apple med den tidlige start fik et forspring, så ser virksomheden i dag ud til at halte bagefter konkurrenterne.

Der er dog næppe nogen tvivl om, at det er et område, der stadig har Apples intense interessse.

Så sent som i sidste måned hyrede Apple Russ Salakhutdinov, der er ekspert i kunstig intelligens og professor ved Universitet Carnegie Mellon University, der tiltræder som chef for forskning i kunstig intelligens hos Apple. Det oplyste Russ Salakhutdinov selv i et tweet.

Ifølge techmediet The Register bliver han blandt andet ansat, fordi Apple ønsker knytte tættere bånd til universiteternes forsknings-miljø på området for kunstig intelligens.

I et interview med den legendariske tech-journalist Steven Levy fortalte Apple tidligere på året også om virksomhedens indsats på området for kunstig intelligens.

Af artiklen fremgår det blandt andet, at Apple i dag hyrer mere aggressivt på området end tidligere, og at virksomheden også gennem de seneste år har opkøbt mellem 20 og 30 små kunstig intelligens-virksomheder om året.

Eksempelvis opkøbte Apple for få måneder siden virksomheden Turi, der er specialiseret i machine learning og kunstig intelligens, for knap 200 millioner dollar - svarende til knap 1,3 milliarder danske kroner.

Sidste år opkøbte Apple også det britiske talegenkendelses-firma VocalIQ.

Læs også: Dansker var med til at skabe Siri: "Jeg havde tjent mange millioner, hvis jeg var blevet tre måneder længere"

Vil stadig forbedre din fjernsynsoplevelse

Apple har efter alt at dømme droppet planerne om at lancere et fladskærms-tv. Men virksomhedens interesse for at forandre tv-oplevelsen er stadigvæk intakt.

Tim Cook har tidligere sagt, at tv-oplevelsen "sidder fast i 70'erne", og i sidste uge sagde Tim Cook i forbindelse med offentliggørelsen af Apples kvartalsregnskab, at tv er et område, der har Apples "intense interesse".

I første omgang ser det ud til, at Apple satser på tv-boksen Apple-TV. Og gennem de seneste år har der været rygter om, at Apple ønsker at lancere sin egen tv-abonnements-tjeneste, hvor folk kan tegne abonnement på tv-kanaler gennem Apple-TV og uden om kabel-tv-udbyderne.

Men indtil videre har forhandlingerne med de enkelte tv-selskaber ikke båret frugt for Apple.

Den amerikanske avis Wall Street Journal kunne for få uger siden desuden fortælle, at Apple er blandt de selskaber, der har udvist interesse for at opkøbe det store amerikanske tv-selskab Time Warner, der for nylig blev opkøbt af teleselskabet AT&T for en astronomisk sum på 580 milliarder kroner.

Læs også: Telegigant køber Warner for gigantiske 580 milliarder kroner

Ifølge Wall Street Journal er det netop Apples ambitioner om at starte sin egen tv-abonnements-tjeneste, der fik Apple til at overveje at byde på Time Warner.

Et opkøb ville give Apples tv-tjeneste adgang til en mængde indhold af meget høj kvalitet. Her i blandt indhold fra den populære tv-serie-producent HBO, der er ejet af Time Warner.

Apple er dog også begyndt at producere sine egne tv-serier. I øjeblikket er Apple i gang med at producere tv-serien Planet Of The Apps.

Indtil videre ved vi ikke meget om tv-serien udover, at det er en reality tv-serie, der handler om "apps og deres grundlæggere", og at filmstjerner som Gwyneth Platrow og Jessica Alba vil være at finde på rollelisten.

Sundhed- og fitness

Før lanceringen af Apple Watch var der massive rygter om, at uret ville indholde sundheds- og fitness-funktioner, der er langt mere avanceret, end dem som vi indtil nu har set.

En formodning, der blev understøttet af, at Apple i årene op til Apple Watch-lanceringen ansatte en lang række eksperter og forskere i avanceret sensor-teknologi med erfaring fra sundheds- og medicinalbranchen.

Her i blandt eksperter med erfaring i at udvikle teknologier til måling af blodsukker, søvnmønstre og forudsigelser af blodpropper.

Læs også: Et nyt Apple-produkt kan blive din læges nye bedste ven

I foråret blev Tim Cook interviewet på scenen til konferencen Startup Fest Europe.

Her fortalte han ifølge den amerikanske tv-station CNBC, at han ser store muligheder på sundhedsmarkedet for Apple.

Eksempelvis forestiller han sig, at vi i fremtiden vil se enheder, der kan advare os, hvis vores krop opfører sig unormalt og udviser symptomer på sygdomme.

I et interview med den britiske avis The Telegraph har Tim Cook tidligere fortalt, at Apple er tilbageholdende med at udstyre Apple Watch med avancerede sundheds-funktioner, fordi det vil kræve, at uret skal gennemgå en langsommelig godkendelsesproces hos sundhedsmyndighederne.

Men Tim Cook antydede til gengæld, at Apple overvejer at skabe nye sundhedsrelaterede produkter, der kan fungere som et supplement til uret.

"Jeg vil ikke afvise, at vi vil sende et produkt, der supplerer Apple Watch gennem myndighedernes godkendelsesprocesser, men vi vil ikke gøre det med uret, fordi det vil begrænse vores mulighed for at innovere (...) men i dag kan vi også begynde at forestille andre produkter, der kan fungere som et supplement til uret," lød det kryptisk fra Tim Cook.

Læs også: Spritnyt regnskab fra Apple: Her er seks væsentlige oplysninger om selskabets tilstand