Artikel top billede

Erhvervsminister Brian Mikkelsen (K) lover it-branchen bedre rammer og konkrete initiativer: Se dem her

Reportage: Erhvervsminister Brian Mikkelsen (K) lover nemmere adgang til kapital, flere børsintroduktioner og konkrete planer for smartere danske byer.

"Digitalisering står 43 gange i det nye regeringsgrundlag.", fremhævede erhvervsminister Brian Mikkelsen da han holdt hovedtalen til IT-Branchens årlige nytårskur, hvor knapt 200 repræsentanter for it-Danmark mødtes på Børsen i København.

Det gør det, understregede ministeren, fordi digitaliseringen og it-branchen spiller en hovedrolle i at sikre, at Danmark fortsat er et konkurrencedygtigt land.

Derfor vil Brian Mikkelsen, som over for de forsamlede it-folk, betegnede sig selv som "erhvervslivets digitaliseringsminister" sætte sig i spidsen for en række initiativer som skal forbedre rammebetingelserne for danske it-virksomheder, sikre bedre muligheder for finansiering samt sikre, at danske virksomheder kan tiltrække kvalificeret udenlandsk arbejdskraft.

Aktiesparekonto skal sikre flere danske børsintroduktioner

Konkret nævnte ministeren, at han personligt var inspireret af den svenske aktiesparekonto-model, som gør det enklere rent skattemæssigt for privatpersoner at investere i virksomheder.

Målet er at sikre mere kapital til danske virksomheder, fastslog Brian Mikkelsen og fremhævede, at der i Sverige finder væsentligt flere børsintroduktioner sted, end det er tilfældet i Danmark.

Brian Mikkelsen fremhævede også potentialet for vækst i it-branchen, da hen henviste til en nylig undersøgelse, som viser, at tre ud af fem danske små- eller mellemstore virksomheder ikke har udviklet et nyt produkt eller på anden vis medvirket til innovation i de seneste fem år.

Ministeren inviterede derfor også it-branchen til en dialog om at få grebet de digitale muligheder for ikke-it-virksomheder og resten af samfundet.

Konkrete planer for smart city-initiativer

I den forbindelse nævnte Brian Mikkelsen specielt transporterhvervet og uddannelse og livslang som spændende områder - og lovede at der på "smart cities"-området snart ville komme en række konkrete initiativer fra regeringen.

Formand for IT-Branchen, Cecilia Bonefeld-Dahl, kvitterede for Brian Mikkelsens tale og kaldte de mange initiativer for en drøm, som er gået i opfyldelse for it-branchen. Formanden fremhævede samtidig, at væksten inden for it-området også kunne mærkes på medlemstilgangen, hvor IT-Branchen i løbet af 2016 fik knapt 100 nye medlemsvirksomheder.

Læs også: Den største fejl, en virksomhedsledelse kan begå i 2017, er manglende erkendelse af teknologiens betydning