Artikel top billede

Årets største CS:GO turnering starter i dag - her er din guide til holdene ved ELEAGUE i Atlanta

ELEAGUE Major 2017 er årets første - og største - af fire Valve-sponsorerede events i år. Det er et af de vigtigste events indenfor CS:GO, derfor har vi her en oversigt over de deltagende hold.

I enhver major er der to kategorier af hold; Legends og Challengers. Førnævnte er automatisk kvalificerede gennem deres placering ved sidste major, og Challengers er holdene der har været igennem regionale og online-kvalifikationsrunder, for derefter at sikre sig plads ved turneringen.

Det er første gang nogensinde, at den gennemsnitlige Challenger placering på verdensranglisten overgår Legends, og det giver anledning til en helt aldeles spændende turnering i Atlanta.

Med det in mente dykker vi ned i de "tunge drenge" først. Holdene der bærer den tvivlsomme ære at ligge i favoritkategorien, trods det faktum, at de ikke alle kommer til at leve op til deres "Legend" status.

Legends:
SK Gaming: Det brasilianske mesterhold anført af kaptajn FalleN. SK Gaming har uden tvivl en favoritværdighed at leve op til, og med fire spillere i sidste års top 20, så kan man ikke helt regne med andet. Holdet er berygtet for at bringe innovative strategier på banen, og nedbryde modstandernes eksekveringer med hård hånd.

Læs også: De Bedste eSportsspil i 2016

Astralis: Danskerne fra Astralis er pt verdens bedste hold ifølge hltv.org, og det giver selvfølgelig lidt ekstra fokus på de rød/hvide. Med et nyt hovedsponsorat i form af Audi, er Astralis endnu engang en frontløber iblandt CS:GO hold, og en solid placering i Atlanta vil manifestere dev1ce og co. blandt de aller største.

Team Liquid: Amerikanerne hos Team Liquid har haft noget af en rutsjebanetur gennem de sidste turneringer. Holdet kan levere overraskelser såvel som kæmpe skuffelser. Med en enkelt dansker på holdet, i form af spilleren Jacob "Pimp" Winneche, er der fin grund til at heppe på holdet som underdogs, men forvent ikke det store.

Virtus.pro: Polens superhold. Virtus.pro er et pragteksemplar på holdånd, vindermentalitet og sammenhold. Spillerne hos VP er de ældste i CS:GO, men det afholder dem ikke fra at levere store resultater. En sløv periode i starten af 2016 blev hurtigt afløst af fremragende præstationer, og polakkerne har bragt disse med ind i 2017.

Fnatic: Svenskerne var engang verdens bedste, med stor afstand ned til de næste i rækken og en nærmest fast placering i top 3 over flere år. Men så byttede de spillere med landsmændene hos Godsent, og pludselig var hverken det ene eller andet hold at finde i top 10. Fnatic underleverer hårdt for tiden, og det er rent held, hvis de præsterer noget mindeværdigt i Atlanta.

Flipside Tactics: Det ukrainsk-baserede hold er en af de mere overraskende legends på listen. Holdet er hverken stjernespækket eller specielt bemærkelsesværdigt, men alligevel hiver de ofte fine resultater i hus. Finske wayLander er nyeste mand på holdet, og samtidig også den mest interessante i opstillingen.

Gambit: Et hold bestående af den russiske legende Dosia, tre kazakhstanere og en enkelt ukrainer. Gambit er et mix af spillere der har alle har oplevet storhed med tidligere hold, men stadig jager de helt store resultater i Gambit-organisationen. Et relativt nyt hold, der ikke er blege for at gå helt i fjæset på de store drenge.

Natus Vincere: Endnu et ukrainsk-baseret hold. Na'Vi er den russiske regions bedste hold, anført af ungareren GuardiaN. De nyder at tage runderne i eget tempo, og det er ofte til deres fordel. Na'Vi har ikke helt fundet formen fra 2016 endnu, men der er potentiale i holdet, og de kan sagtens nå langt ved ELEAGUE.

Challengers:
Godsent: Siden holdets oprindelse i primo 2016, har det ligget i skyggen af Ninjas in Pyjamas og Fnatic. Nu er situationen så den, at Godsent er det bedre af de to svenske hold i Atlanta, og Ninjaerne fra NiP må se på fra sidelinjen, eftersom de ikke er kvalificeret. Hvor der førhen nærmest var garanti for et svensk hold i top 3, er der nu en del tvivl om, hvorvidt de leve op til det.

FaZe Clan: Et amerikansk YouTube-kollektiv der lagde ud med at spille Call of Duty, er nu en internationalt anerkendt organisation, med et rent internationalt line-up i CS:GO. Med to danskere i truppen (Karrigan og Aizy) er det også et af "vores" hold, der bliver bedre og bedre med tiden. De havde en hård start med at finde rytmen, men efter nogle transfers, er det nu som om, at de klikker.

OpTic Gaming: Nordamerikas bedste hold pt. OpTic har formået at skabe resultater sidst i 2016, endda med en overraskende sejr over Astralis i ELEAGUE sæson 2 finalen, der indbragte en gevinst på $400.000 og en del anerkendelse til det hidtil undertippede hold. OpTic er klart "one to watch", med deres underholdende stil og hårdtslående talent.

Mousesports: Tysklands bedste hold er som regel at finde ved de store turneringer, men de formår ikke helt at levere varen. Det bosniske stortalent NiKo er holdets ubestridte stjerne, der ofte må bære holdet igennem ild og vand. Mousesports har det med at være "lige ved og næsten" når det kommer til de afgørende kampe, men falder oftest til kort når presset hober sig op.

Team EnVyUs: Et stjernespækket fransk hold, med masser af firepower og store resultater i medaljeskabet. EnVyUs måtte se sin Legend status gå til anden side, efter en overordentligt skuffende tidlig exit ved sidste major. Franskmændene indledte 2017 med en sejr ved WESG og den største præmiepulje i CS:GO nogensinde. Forvent dog ikke det store i Atlanta, da rygterne går om en større spillerrokade med G2 Esports, hvilket kan påvirke motivationen og stemningen.

G2 Esports: Endnu et fransk storhold. G2 kan beskrives som EnVyUs-light, med resultater der varierer med alt fra finale-placeringer til skuffende nederlag i gruppespil. Det er et hold der - på en god dag - kan spille lige op med de aller bedste, men som regel ikke vinder de største turneringer. Man får som regel en underholdende kamp at se på, når G2 indtager et map.

North: Danmarks næstbedste trup, der for nyligt blev opkøbt af FC København. Et sandt underdog hold, der trækker tænder ud på de tunge drenge, og fejer de mindre hold af banen. Ganske vist er truppen ung og med få større titler i skabet, men der er masser af potentiale hos drengene i North, og de skal nok gå til den i Atlanta.

HellRaisers: Et af de få hold, der aldrig er gået glip af en major (det andet er Fnatic). Imponerende at tænke på, når man tager holdets spillerkvalitet i betragtning, og især når man kigger på de sløve resultater, som holdet som regel får hevet hjem. I den russiske region er de et af de mere solide hold, men når et europæisk storhold venter i kulissen, er det som regel et garanteret nederlag til HR.

Læs også: Anmeldelse: Heroes & Generals er en gratis fornøjelse med danske rødder