Artikel top billede

Formand trækker sig: Tidligere TDC-topchef i stilling til toppost i NNIT

NNIT's mangeårige bestyrelsesformand trækker sig fra posten. I stedet står tidligere topchef i TDC til at blive ny formand for selskabet.

NNIT's bestyrelsesformand gennem mange år, Jesper Brandgaard, trækker sig fra posten, meddeler NNIT i selskabets netop offentliggjorte årsrapport, som du kan læse her.

Jesper Brandgaard har været formand for NNIT's bestyrelse i 15 år, men søger altså ikke genvalg, når selskabet 8. marts afvikler sin årlige generalforsamling.

"Efter 15 år som formand for NNIT's bestyrelse, er min turnus slut," skriver han i årssrapporten.

Jesper Brandgaard er finansdirektør i Novo Nordisk, som NNIT udspringer fra, og som stadig er NNIT's absolut største kunde.

NNIT løsrev sig formelt fra Novo Nordisk i begyndelsen af 2015, da selskabet blev børsnoteret.

Det kan du læse mere om her: Fantastisk børsintro for NNIT - aktien steget 40 procent på tre minutter

NNIT vil i stedet indstille til generalforsamlingen, at tidligere koncernchef i TDC, Carsten Dilling, bliver valgt til ny bestyrelsesformand for selskabet.

"Med hr. Dillings omfattende erfaring in mente er jeg overbevist om, at han besidder alle de rigtige kvalifikationer til at håndtere NNIT's udvikling frem mod selskabets ambitiøse mål," skriver Jesper Brandgaard i årssrapporten.

Han peger her på, at NNIT står over for øget konkurrence - ganske som det er tilfældet i hele it-industrien.

"NNIT vil fortsat stå overfor øget konkurrence, disruptive forandringer og makroøkonomiske realiteter. Selskabets konkurrencedygtighed er baseret på en robust organisation, der er i stand til at møde disse udfordringer," skriver han.

Carsten Dilling er for tiden næstformand i NNIT. Han stoppede i sommeren 2015 pludselig som koncernchef i TDC efter tre år på posten.

Det kan du læse mere om her: Teleekspert om direktør-exit i TDC: Det er lidt af en overraskelse

Det fremgår i øvrigt af NNIT's netop offentliggjorte årsregnskab, at hovedkunden Novo Nordisk har skåret en del i sine ordrer til selskabet, som til gengæld har haft god vækst i den del af forretningen, der gælder andre kunder end Novo Nordisk.

NNIT landede i 2016 en omsætning på knap 2,8 milliarder kroner og et overskud på 216 millioner kroner, hvilket svarer til en stigning på 1,5 procent i forhold til året før.

Det er mindre end forventet, da NNIT har en langsigtet målsætning om vækst på mindst fem procent om året. Det har onsdag morgen fået NNIT-aktien til at dykke med 5,4 procent.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Fiftytwo A/S
Konsulentydelser og branchespecifikke softwareløsninger til retail, e-Commerce, leasing og mediebranchen.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
OT og IT: Modernisér produktionen og byg sikker bro efter et årelangt teknologisk efterslæb

Moderne produkter skal have mere end strøm for at fungere – og deres navlestreng skal ikke klippes når de forlader fabrikshallen. På denne konference kan du derfor lære mere om hvordan du får etableret det sikre setup når der går IT i OT.

30. april 2024 | Læs mere


Roundtable for sikkerhedsansvarlige: Hvordan opnår man en robust sikkerhedsposition?

For mange virksomheder har Zero Trust og dets principper transformeret traditionelle tilgange til netværkssikkerhed, hvilket har gjort det muligt for organisationer at opnå hidtil usete niveauer af detaljeret kontrol over deres brugere, enheder og netværk - men hvordan implementerer man bedst Zero Trust-arkitekturer i et enterprise set up? Og hvordan muliggør Zero Trust-arkitekturen, at organisationer opnår produktivitetsfordele med AI-værktøjer samtidig med, at de forbliver sikre i lyset af fremvoksende trusler?

01. maj 2024 | Læs mere


ERP-trends 2024

Bliv derfor inspireret til, hvordan du kan optimere dine systemer og processer når af nogle af de fremmeste eksperter på ERP-markedet dele deres iagttagelser af det aktuelle marked og vurderinger af, hvad vi har i vente de kommende 3-5 år. Vi sætter også fokus på, hvordan udviklingen kommer til at påvirke din organisation, hvordan du bedst forbereder og planlægger ERP-indsatsen og om, hvilke faldgruber du skal være opmærksom på.

02. maj 2024 | Læs mere