ANNONCE:
DSB har ændret sin køreplan for adgang til internettet på togene og vil sandsynligvis allerede næste år tilbyde trådløst internet til de danske passagerer. Det skriver fagbladet Ingeniøren.Det er nye signaler fra statsbanerne, som for knap et år siden afviste at give danskerne internetadgang på toget, fordi de tekniske løsninger var for dyre og dårlige.
Siden er efterspørgslen fra passagerne steget i takt med, at teknikken er blevet både billigere og bedre.
Bjørn Wahlsten, der er direktør for DSB Salg, siger til Ingeniøren, at han satser på at gøre internettet gratis for alle på 1. klasse, mens andre passagerer skal betale ekstra.
Kundeundersøgelser viser, at folk er villige til at betale 10 til 20 kroner per gang.
Ifølge Ingeniøren bliver det sandsynligvis i Århus, København og på de store fjernstrækninger, at passagerne fra slutningen af 2005 vil få adgang til nettet, mens DSB først senere vil sætte fuld damp på udrulningen over hele landet.
Som tidligere beskrevet på Computerworld Online er blandt andet DSB's nye og forsinkede IC4-tog forberedt på DSB's nye strategi, da togene allerede indeholder trådløse opkoblingspunkter, som skal bruges af de ansatte.
DSB har endnu ikke besluttet sig for en teknisk løsning, men blandt andet det danske selskab Zealconnect har lagt billet ind på at levere løsningen.
Selskabet har netop lanceret teknologien Pulz8express til internet på tog, og Zealconnects direktør, Alexander H. Eriksen, har tidligere sagt, at han vil gå langt for at få en kunde i Danmark.
Det svenske firma Linx, der kører mellem Stockholm, Oslo og København tilbyder allerede internet på toget, og flyselskabet SAS vil i samarbejde med Boeing-selskabet Connexion gå i luften med trådløst internet fra december på ruten Seattle til København.



