ANNONCE:
Hackere har brudt ind i en database tilhørende det amerikanske firma Lexisnexis og her stjålet information om mindst 32.000 personer. Det oplyser moderselskabet Reed Elsevier.Dataene blev stjålet fra afdelingen Sesint, som driver en kæmpe database med offentlig og privat information om personer, inklusive sygesikrings-numre, kredithistorik og straffeattester.
Sagen minder om et lignede tilfælde hos konkurrenten Choicepoint, der i februar oplyste, at hackere havde fået adgang til informationer om 145.000 mennesker.
Lexisnexis købte selskabet Seisint i september for et milliardbeløb og opdagede indbruddet i databasen ved en gennemgang af selskabets sikkerhedsprocedurer.
Det amerikanske firma har undskyldt for hændelsen og forsøger nu at hjælpe politiet med at komme til bunds i sagen.
En af selskabets øverste direktører oplyser, at hackerne har fået adgang til databasen på en anden måde, end det skete hos konkurrenten Choicepoint, men ønsker ellers ikke at oplyse detaljer.
Uheldet er blot det seneste i rækken, hvor følsomme personoplysninger er sluppet ud. Ud over Choicepoint oplyste Bank of America i sidste uge, at den havde mistet bånd, som indeholder kreditkortoplysninger om 1,2 millioner statsansatte, heriblandt 60 senatorer.
Den amerikanske lovgivning gør i dag, at firmaer som Seisint og Choicepoint kan sælge oplysninger om private personer uden at oplyse dem om det.



