ANNONCE:
Brugerne af Googles webmail-tjeneste Gmail får dobbelt så meget plads at gøre godt med, når firmaet bag verdens mest populære søgemaskine fra fredag øger kapaciteten fra en til to gigabyte.Udvidelsen stopper dog ikke her, for Google vil løbende øge loftet, så brugerne ikke løber tør for plads til deres e-mails.
Konceptet i Gmail er nemlig, at brugerne ikke sletter e-mails, men i stedet arkiverer dem til fremtidig søgning.
Da Computerworld fredag testede kapaciteten var den foreløbig steget til 1.214 megabyte.
Det nye tiltag fra Google kommer præcist et år efter, at selskabet først skabte røre i branchen med lanceringen af Gmail. Dengang var tiltaget så overraskende, at mange tilskrev det en aprilsnar.
Siden har konkurrenter som Microsoft og Yahoo været nødt til at svare igen ved at øge kapaciteten til 250 megabyte på deres mail-tjenester. Microsoft har i Danmark dog haft svært ved at leve op til sine løfter på den front.
Ifølge Gmails produktchef, Georges Harik, er det ikke et stort antal af brugerne, som nærmer sig grænsen på en gigabyte lagringskapacitet.
Der vil fortsat være en begrænsning på 10 megabyte for vedhæftninger til e-mails.
Trods udvidelsen er Gmail fortsat i en testfase, så man skal inviteres for at komme med. Antallet af brugere og invitationer er dog nu så stort, at det reelt ikke er en begrænsning.



