Microsoft undskylder dansk skræmmekampagne

En annonce på Google får Microsoft Danmark til at undskylde for en skræmmekampagne mod den konkurrerende open source-database MySQL. Marketingdirektør kalder det for en fejl.

Microsoft Danmark erkender nu, at diskussionen om open source-produkter har fået softwaregiganten til at gå over stregen i en annonce mod den populære databasekonkurrent MySQL.

En søgning på Google har i et stykke tid ført til en annonce med overskriften "Mysql Fakta", hvorfra der linkes videre til Microsofts hjemmeside.

Her nævnes MySQL ikke, men til gengæld er siden fyldt med Microsoft-historier om kunder, som har haft glæde af at gå langt uden om open source-produkter.

Dårlig markedsføring

Flere advokater har tidligere sagt til Computerworld, at den slags misbrug af andres varemærker er i strid med god markedsføringsskik.

Hos Microsoft er marketingdirektør Jens Storm Lernø heller ikke sen til at undskylde kampagnen.

- Der er ingen tvivl om, at vi er en meget stor fortaler for, at man benytter sig af god markedsføring, og det her er en fejl fra vores side. Det bliver fjernet så hurtigt som muligt, siger han.

Populær database

MySQL er en meget populær open source-database, som også vinder frem i erhvervslivet og sammen med styresystemet Linux, webserveren Apache og scriptsproget PHP udgør kernen blandt open source-produkter.

Hos det svenske firma, der står bag MySQL, har marketingdirektør Bertrand Matthelié ikke meget til overs for kampagnen.

- Det viser, at open source er en ustoppelig kraft, og at Microsoft er stadig mere tvunget til at tage det alvorligt. Man kunne forvente lidt mere kreativ markedsføring fra et selskab som Microsoft, siger han.

Netop for at tage kampen op med MySQL frigav Microsoft sidste år en gratis light-udgave - ligesom Oracle har gjort det - af selskabets eget databaseprodukt under navnet MSSQL Express edition.

Bertrand Matthelié kritiserer dog det produkt for at være meget begrænset, hvis der skal skaleres op.

Annoncen fjernes

Omvendt hilser han selskabet meget velkommen til at samarbejde om den store gruppe af MySQL-brugere og -udviklere, som benytter Windows.

Hos Microsoft Danmark vil man nu hurtigst muligt forsøge at få annoncen mod MySQL fjernet fra Google.

- Det er ikke sådan, at vi bevidst går ud og laver ting, hvor vi forsøger at tryne andre. Det her er simpelthen en misforståelse, som vi retter op på, siger Jens Storm Lernø.

Annoncen var ved denne artikels frigivelse ikke længere synlig på Google.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Advania Danmark A/S
Hardware, licenser, konsulentydelser

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
AI Business Excellence Day – sådan folder du mulighederne ud

Mange danske virksomheder har eksperimenteret med AI-projekter af begrænset omfang, men kun de færreste har for alvor udforsket mulighederne i storskala. Det gør vi her! Du vil blandt andet få mulighed for at se eksempler på, hvordan AI kan anvendes som accelerator i storskala og skubber til grænserne for, hvordan det er muligt at integrere teknologien, så potentialet for alvor foldes ud.

24. april 2024 | Læs mere


Unbreakable - sådan sikrer du dig vedvarende og uafbrudt adgang til dine data

Vi dykker ned i værdien af en stabil og pålidelig storage-platform og hvilke muligheder der findes, for at sikre den højeste grad af redundans og tilgængelighed. Områder som date-beskyttelse og cyber-sikkerhed vil også blive berørt.

25. april 2024 | Læs mere


OT og IT: Modernisér produktionen og byg sikker bro efter et årelangt teknologisk efterslæb

Moderne produkter skal have mere end strøm for at fungere – og deres navlestreng skal ikke klippes når de forlader fabrikshallen. På denne konference kan du derfor lære mere om hvordan du får etableret det sikre setup når der går IT i OT.

30. april 2024 | Læs mere