300.000 unge snakker med dansk chat-robot

Over 300.000 unge forventes i januar at snakke med 20-årige Spleak via Microsofts beskedtjeneste MSN. Men den unge pige er i virkeligheden en chat-robot udviklet i Danmark.

20-årige Spleak blev født i Frankrig, men bor nu i New York, hvor hun læser på universitet.

Hendes far er fransk, hendes mor britisk og hver måned chatter hun med flere hundrede tusinde mennesker via nettet.

Hvis de kiggede efter, ville de opdage, at Spleak i virkeligheden lever på servere i amerikanske Texas og i København, hvor det danske it-firma IMT Labs i løbet af få år håber at skabe en millionforretning ud af den unge dame.

Spleak er nemlig en såkaldt chatbot, som er i stand til indgå i samtaler via i første omgang Microsofts beskedtjeneste Messenger.

Microsofts ide

Ideen til Spleak fik it-iværksætteren Morten Lund i 2004 efter et besøg hos Microsoft i USA.

Han har sammen med Nicolaj Reffstrup stiftet firmaet IMT Labs, som siden har fået et milliontilskud fra Vækstfonden.

Målet er at bygge Spleak op som et medie, der fungerer via beskedtjenester, hvor unge mennesker i dag bruger meget af deres tid.

- Vi kommer til at bygge et helt community op omkring Spleak, hvor hun bliver stjerne. Hun skal nok få en lillebror eller noget, så det bliver til en familie, og det ultimative vil være, at hun bliver stjerne i en film eller et computerspil og udgiver et album, fortæller Nicolaj Reffstrup.

Ni ansatte i Danmark og 17 i Delhi i Indien arbejder dagligt med at forfine Spleak.

Køber kerneteknologien

Selve kerneteknologien har IMT Labs ikke selv udviklet, men i stedet købt hos det amerikanske firma Conversagent.

- Vi er mere et medieselskab, end vi er et teknologiselskab. Kernen køber vi hos Conversagent, og vi producerer så alle dialoger i et scriptsprog, siger Nicolaj Reffstrup.

En ny aftale med Microsoft betyder, at man i dag blot skal tilføje Spleak som ven i programmet MSN for at komme i gang, og det betyder at antallet af aktive brugere er tredoblet alene fra december til januar.

Nicolaj Reffstrup forventer, at mere end 300.000 personer i løbet af januar vil chatte med Spleak, og erfaringerne viser, at de i gennemsnit bruger mere end 45 minutter.

Mønstergenkendelse

Spleak er både underholdning og søgemaskine. Man kan således spørge chatrobotten om de seneste sportsresultater, om vejret eller om opslag i et leksikon.

Teknologien er baseret på mønstergenkendelse, hvor robotten vender tilbage med en bestemt dialog, når forskellige ord og ønsker optræder.

- Det er ikke kunstig intelligens eller neurale netværk. Det kunne man poste en masse penge i uden at komme nogen steder. Det her er et meget pragmatisk projekt, det er ren og skær logik, siger Nicolaj Reffstrup.

Pengene skal komme fra, at chatrobotten mod betaling leder brugerne videre til bestemte produkter, der passer ind i samtalen.

Flere aftaler

Efter aftalen med Microsoft håber IMT Labs, at Spleak også kan blive tilgængelig i andre beskedtjenester, også kaldet Instant Messaging eller IM.

- Vi skal ud på alle IM-tjenester som Skype og Yahoo og etablere en brugerbase, som er betydelig. Og så skal vi rejse en tredje runde kapital, som sandsynligvis bliver fra amerikanske investorer, fortæller Nicolaj Reffstrup.

Her kan firmaet formentlig trække på erfaringerne fra medstifter Morten Lund, som sidste år tjente en formue på salget af Skype og i dag arbejder hårdt med at gøre sikkerhedsfirmaet Bullguard til en international succes.

Spleak kan afprøves ved at tilføje spleak@hotmail.com som ven i MSN Messenger.

AL Sydbank

Afdelingsleder til Finans Systemer

Københavnsområdet

Netcompany A/S

Linux Operations Engineer

Nordjylland

Metroselskabet I/S

Customer Success Manager

Københavnsområdet

Socialpædagogernes Landsforbund

Chefkonsulent – digital strategi, IT-arkitektur og leverandørstyring

Københavnsområdet

Navnenyt fra it-Danmark

Netip A/S har pr. 1. maj 2026 ansat Ida Hyllested Friis som Key Account Manager ved netIP's kontor i Thisted. Hun kommer fra en stilling som Key Account Manager hos Københavns erhvervshus. Nyt job
Pinksky har pr. 1. maj 2026 ansat Alexander Skou Henkel, 39 år,  som Rådgivende konsulent. Han skal især beskæftige sig med optimering af forretningsprocesser i Microsoft platformen. Han kommer fra en stilling som IT forretningskonsulent hos Evobis ApS. Han har tidligere beskæftiget sig med forretningsudvikling i Microsoft platformen. Nyt job
Immeo har pr. 1. maj 2026 ansat Sofie Amalie Buur som Consultant. Hun kommer fra en stilling som Frontend Engineer & UI/UX Designer hos Valyrion. Hun er uddannet Cand.it. Softwaredesign ved ITU. Nyt job