Fladskærm med fjernsyn

Philips har fået den oplagte idé at indbygge en tv-tuner i en fladskærm. Så kan skærmen nemlig bruges både som computerskærm og almindeligt fjernsyn, uden man behøver at tænde for pc'en. Man kan endda se tv i et hjørne, mens man har Windows-programmer på resten af skærmen. Vi har testet vidunderet.

Både pc og tv

Anmeldelse: Philips 150MT er ikke bare en 15 tommer fladskærm, den er også et fjernsyn. Der er så at sige frit valg mellem pc og tv, og man kan endda kombinere signalerne, så man kun ser tv på en del af skærmen.

150MT kan ikke bare forbindes til tv-antennen og computerens skærm- og lydudgang, men også til en videomaskine eller dvd-afspiller via SCART eller S-VHS-stik. Video-signalet kan selvfølgelig fylde hele skærmbilledet, men man kan også vælge picture-in-picture-funktionen, så man kun ser tv eller video i et vindue i et hjørne af skærmen, men man arbejder med computer-programmer på resten. Tv-billedet kan have tre forskellige størrelser.

Philips 150MT er født med en opløsning på 1.024x768, og skærmen har et synligt areal på 304 gange 228 millimeter.

Det er nok lige i underkanten for de fleste, der er vant til noget større fjernsynsskærme. Skærmen er dog oplagt som hjemmets tv nummer to til arbejdsværelset, og man kan jo spare en hel del plads, hvis fladskærmen erstatter en traditionel CRT-skærm såvel som et fjernsyn.

Fladskærmen har et flot design i farverne sølv og sort, så den kan absolut tåle at stå i stuen. Den måler 39 x 37 x 20 centimeter inklusive foden, mens skærmens dybde uden fod er syv centimeter. Vægten er 5,8 kilo, og 150MT kan monteres på væggen, hvis man skulle have sådanne lyster. Strømforbruget er 48 watt, og der er separat strømforsyning.

Flot billede

Billedkvaliteten er, som den skal være. Farverne er superflotte, og både kontrast og lysstyrke er helt i top. Kontrastforholdet er opgivet til 500:1, og lysstyrken er 310 candela pr. kvadratmeter. Kontrasten falder og farverne ændrer sig lidt, hvis man ikke betragter skærmen lige forfra, men man kan dog godt sidde lidt skråt for skærmen uden at få ødelagt oplevelsen.

Responstiden, altså den tid de enkelte pixels er om at reagere på et signal, er på omkring 25 millisekunder. Det er omtrent det bedste, man kan opnå på en TFT-skærm, men ved rulletekster og anden hurtig grafik kan der stadig opstå "spøgelser" på skærmen. I praksis vil det sjældent være et problem, men generelt kræver tv-kigning på den knivskarpe fladskærm noget tilvænning, når man er vant til det gode, gamle fjernsyn.

Den TCO'95-godkendte skærm er udstyret med to små højttalere, hver på 2,5 watt, og tv-tuneren understøtter Nicam stereo.

Lydkvaliteten imponerer dog ikke, og eksterne højttalere er nok at foretrække. Der medfølger selvfølgelig en fjernbetjening, og der er også indbygget tekst-tv med 100 siders hukommelse.

Brugermanualen medfølger på cd, men den er ærlig talt ikke til megen hjælp i forbindelse med tv-funktionen.

Vejledningen findes ikke på dansk, og den engelske version er så ringe, at det tog meget lang tid at finde ud af, hvordan man fik fjernsynet til at finde kanaler automatisk.

Der medfølger også et godt lille program, der hjælper til med at indstille skærmen korrekt. Skærmen har en funktion, hvor den forsøger at finde den optimale indstilling selv, og det virker udmærket.

Alt i alt er 150MT præget af høj kvalitet, og skærmen har kun to ulemper: Den er for lille, og den er for dyr. Med dagens priser på fladskærme og fjernsynsapparater kan man få en del for de 11.995 kroner, Philips 150MT koster med moms.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
TIETOEVRY DENMARK A/S
Udvikler, sælger og implementerer software til ESDH, CRM og portaler. Fokus på detailhandel, bygge- og anlæg, energi og finans.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
OT og IT: Modernisér produktionen og byg sikker bro efter et årelangt teknologisk efterslæb

Moderne produkter skal have mere end strøm for at fungere – og deres navlestreng skal ikke klippes når de forlader fabrikshallen. På denne konference kan du derfor lære mere om hvordan du får etableret det sikre setup når der går IT i OT.

30. april 2024 | Læs mere


Roundtable for sikkerhedsansvarlige: Hvordan opnår man en robust sikkerhedsposition?

For mange virksomheder har Zero Trust og dets principper transformeret traditionelle tilgange til netværkssikkerhed, hvilket har gjort det muligt for organisationer at opnå hidtil usete niveauer af detaljeret kontrol over deres brugere, enheder og netværk - men hvordan implementerer man bedst Zero Trust-arkitekturer i et enterprise set up? Og hvordan muliggør Zero Trust-arkitekturen, at organisationer opnår produktivitetsfordele med AI-værktøjer samtidig med, at de forbliver sikre i lyset af fremvoksende trusler?

01. maj 2024 | Læs mere


ERP-trends 2024

Bliv derfor inspireret til, hvordan du kan optimere dine systemer og processer når af nogle af de fremmeste eksperter på ERP-markedet dele deres iagttagelser af det aktuelle marked og vurderinger af, hvad vi har i vente de kommende 3-5 år. Vi sætter også fokus på, hvordan udviklingen kommer til at påvirke din organisation, hvordan du bedst forbereder og planlægger ERP-indsatsen og om, hvilke faldgruber du skal være opmærksom på.

02. maj 2024 | Læs mere