Danmark sætter spirende spilbranche over styr

Danmark risikerer at miste sin talentmasse af spiludviklere. Udlandet byder på bedre finansierings­muligheder og mere ­attraktive spilmiljøer.

Seks danske spilfirmaer søger i denne uge lykken på spilmessen E3 i Los Angeles.

Sammen med omkring 400 andre spilfirmaer fra 80 forskellige lande forsøger de at overbevise spilforlag og investorer om potentialet i deres projekter.

Men hvis Danmark ikke passer på, risikerer vi, at spiludviklerne aldrig kommer hjem igen, advarer iagttagere.

Hjerneflugt

Mulighederne for at få finansieret og udgivet spil i Danmark er meget begrænsede, og det kan medføre en hjerneflugt, hvor spil­talenterne søger til andre lande med bedre støtteordninger og mere attraktive spilmiljøer.

Det mener Henriette Moos, videnchef i Diginet Øresund, der er et netværk, hvor erhvervsliv og forskningsinstitutioner samarbejder om at udvikle den digitale oplevelsesindustri i Øresundsregionen.

– Der er en langt større investeringsvilje i udlandet, og spiludviklerne er ikke dummere, end at de godt kan finde ud af at købe en flybillet til USA eller Canada. De forlader Danmark, hvis de ikke kan få realiseret deres idéer her, siger hun.

På Copenhagen Business School er Mark Lorenzen, leder af Creative Industries Research, enig i den vurdering:

Frygten er forståeligt

– Jeg kan sagtens nikke genkendende til den frygt, for når der endelig er nogen danskere, der får lavet et godt spilprodukt, sælger man alle rettighederne til det til et stort udenlandsk spilforlag, fordi man ikke selv kan distribuere det, og fordi det er svært at finde investorer i Danmark, siger Mark Lorenzen.

Han peger på, at det direkte finansieringsbehov kun er en del af problemet.

Det handler i lige så høj grad om, at Danmark skal kunne tiltrække kreative udlændinge, som kan hjælpe med at få skabt et attraktivt dansk spilmiljø.

– Spiludviklerne er meget optagede af at komme med i de nyeste og hotteste spilproduktioner, så det er meget fristende for dem at rejse til USA eller Japan. Hvis vi ikke får skabt de kreative miljøer i Danmark, så forsvinder de danske talenter til et eller andet flippet spilmiljø i San Francisco, hvor de kan få tilfredsstillet deres kreative behov, siger Mark Lorenzen.

Han mener, at lovgivningen gør det svært at rekruttere arbejdskraft fra lande, der ikke er med i EU.

Sender projekter ud af landet

Netop fordi der i dag mangler de rigtige udviklingsmiljøer i Danmark, sendte det danske spilforlag The Game Factory sidste år flere spilprojekter ud af landet, fordi de ikke kunne finde danske producenter, der kunne løfte opgaven.

– Rent indholdsmæssigt og teknisk sidder kompetencerne her, de er bare ikke organiseret. Det er specielt styringen, vi efterlyser hos de danske firmaer, sagde direktøren i The Game Factory, Henrik Mathiasen, dengang i Computerworld.

Danmark oplevede sin hidtil største spilsucces, da IO Interactive skød sig ind på det internationale marked med Hitman-spillene om den skaldede snigmorder.

Spillene er blevet solgt i millioner af eksemplarer, men opskriften på lignende danske spilsucceser er ikke så ligetil, for konkurrencen på spilmarkedet er steget voldsomt i de senere år.

Offentlige kroner ville lune

Derfor bliver det offentlige nødt til at gå mere aktivt ind i udviklingen af spilmiljøet, mener Mark Lorenzen fra CBS.

Han foreslår, at man skal satse på at koble spiludviklerne med forretningsfolk, så man kan få stablet flere virksomheder på benene.

Hos Diginet Øresund har Henriette Moos også konkrete bud på, hvordan man kan hjælpe spiludviklerne.

– Man kan i den tidlige fase stille det rigtige hardware til rådighed, så spiludviklerne i det mindste kan komme i gang med at lave en demo, siger Henriette Moos. Et andet bud fra hendes side er, at det offentlige kan fremme miljøet ved at investere i spil til læring i uddannelsessektoren.

Copenhagen Capacity, der er hovedstadsregionens officielle investeringsfremmeorganisation, er med på E3 i Los Angeles for at gøre forlag og investorer opmærksom på spilmiljøet i Danmark.

– Andre kreative erhverv som film, musik og teater har støtteordninger, som har medvirket til, at Danmark har kunnet gøre sig gældende internationalt. Det samme er ikke gældende for danske spiludviklere, hvilket kan medføre, at Danmark forpasser en åbenlys chance for at blive en førende europæisk klynge inden for spiludvikling, siger Palle C. Hansen fra Copenhagen Capacity.

Læs mere om den danske spilbranche i torsdagens trykte udgave af Computerworld.

Læses lige nu

    Navnenyt fra it-Danmark

    Netip A/S har pr. 1. april 2026 ansat Claus Berg som Account Manager ved netIP's kontor i Esbjerg. Han kommer fra en stilling som Client Manager hos itm8. Nyt job

    Claus Berg

    Netip A/S

    Mohamed El Haddaoui, er pr. 7. april 2026 ansat hos Dafolo A/S som IT-systemudvikler. Han skal især beskæftige sig med udviklingsopgaver relateret til Brugerklubben SBSYS. Han er nyuddannet datamatiker og har erfaring med udvikling af REST API'er og integreret databaser. Nyt job

    Mohamed El Haddaoui

    Dafolo A/S

    Sharp Consumer Electronics har pr. 1. april 2026 ansat Daniel Eriksson som salgsdirektør for de nordiske lande. Han skal især beskæftige sig med at accelerere virksomhedens vækst i Norden. Han kommer fra en stilling som nordisk salgsdirektør hos Hisense. Han har tidligere beskæftiget sig med detailhandel, kommerciel strategi og markedsudvidelser med bemærkelsesværdige resultater til følge. Nyt job

    Daniel Eriksson

    Sharp Consumer Electronics

    Den danske eID-virksomhed Idura har pr. 1. april 2026 ansat Kari Lehtimäki som Country Manager. Han skal især beskæftige sig med at styrke kendskabet til Iduras løsninger i Finland samt fremme samarbejdet med økosystemet omkring det finske Trust Network. Han kommer fra en stilling som Salgschef hos Telia Finland. Han er uddannet uddannet civilingeniør (M.Sc. Tech.) og medbringer ledelse, markedsindsigt og praktisk erfaring. Han har tidligere beskæftiget sig med salg og forretningsudvikling inden for Telias trust services-forretning. Nyt job

    Kari Lehtimäki

    Den danske eID-virksomhed Idura