Conzern til Microsoft: C5 skal da ud i verden

Indehaveren af C5-huset Conzern er i Boston for at overtale Microsoft til at globalisere mini-ERP-løsningen C5, der i dag kun findes i Danmark. Avanceret it-anvendelse i de mindste virksomheder står højt på dagsordenen på Microsofts partnerkonferencen.

Boston: Danny Fogel er en mand med en sag.

Indehaveren af løsningshuset Conzern med speciale i løsninger baseret på Microsoft C5 er taget til Boston for at slå et slag for mini ERP-løsningen til de mindste virksomheder, som Microsoft hidtil har valgt udelukkende at udvikle til og sælge på det danske marked.

Neddroslet udgave

C5-softwaren er oprindeligt en neddroslet udgave af Navisons XAL, som Microsoft har valgt ikke at bruge flere kræfter på at udvikle.

Men 60.000 danske virksomheder anvender C5, og derfor garanterer Microsoft Business Solutions en videreudvikling af softwaren til 2013. Men kun på det danske marked.

- Det er meget ærgerligt at begrænse produktet til Danmark. Microsoft C5 er et langt bedre produkt end den Microsoft Office Small Business Accounting-software, som i et par år har været på markedet her i USA, siger Danny Fogel.

Hans 24 medarbejdere i Conzern har 6.500 Microsoft C5-kunder i Danmark.

Skal ud i verden

- Jeg kæmper for at få C5 ud i resten af verden. Det budskab har jeg brugt tid på, at få bredt ud her i Boston - både til partnere men også til topfolk i Microsoft Business Solution, siger Danny Fogel.

Han har blandt andet haft mulighed for at diskutere sagen med Tami Reller, der er corporate vice president i Microsoft Business Solutions Marketing Group.

Men hos Klaus Holse Andersen, der er vice president i Microsoft Business Solutions og ansvarlig for salget af Microsoft Dynamics-produkterne i Europa samt Microsofts udviklingscenter i Vedbæk, er linien klar:

- C5 er et dansk produkt. Og det skal ikke ud i den store verden, siger Klaus Holse Andersen.

Fordelagtige løsninger

Han peger på, at C5-markedet vokser og stadig er en god forretning, men omvendt har Microsoft også lavet fordelagtige løsninger for mindre virksomheder, der ønsker at flytte til ERP-produkterne i Dynamics serien.

Danny Fogel håber stadig på, at Microsoft vælger at ændre beslutningen om at begrænse udbredelsen af C5 til Danmark.

Omvendt giver han ikke op, hvis Microsoft holder fast i, at C5 skal være et rent dansk produkt.

- Så må vi gøre det på den besværlige måde, og løfte opgaven mellem partnerne. Hvis ikke det lykkes at overbevise Microsoft-ledelsen, så vil jeg prøve at tale mere direkte med partnerne i andre lande for at høre, om ikke de kunne være interesseret i også at levere til de mindste virksomheder, siger Danny Fogel.

Får stor opmærksomhed

Bortset fra på bogførings- og mini ERP-området, så får arbejdet med at sælge muligheden for avanceret it-anvendelse hos de mindste virksomheder stor opmærksomhed på Microsofts partnerkonference.

Konferencen er blandt andet blevet brugt til at annoncere anden udgave af Small Business Server 2003.

På det danske marked har Microsoft stor succes med at sælge servere til de mindste virksomheder, men i resten af Europa og USA ser det noget anderledes ud.

Analysehuset IDC vurderer, at der globalt findes 21 millioner virksomheder, der har forbundet et antal pc-ere i et netværk, men uden en server.

Og samme analyse, som er lavet for Microsoft, viser, at der alene i USA vil blive implementeret servere for første gang i 600.000 mindre virksomheder frem til 2009 – på verdensplan er tallet en million mindre virksomheder.

- Det er det største salgspotentiale Microsoft har lige nu. Og formålet med Small Business Serveren er jo at tage de avancerede it-funktioner fra de største virksomheder og gøre dem tilgængelig for de mindste, siger Steven VanRoekel, der er senior director of marketing for Windows Server Solutions for SMB.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Itm8 | IT Relation A/S
Outsourcing, hosting, decentral drift, servicedesk, konsulentydelser, salg og udleje af handelsvarer, udvikling af software.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
EA Excellence Day

Hvad er det, der gør it-arkitektens rolle så vigtig? Og hvad er det for udfordringer inden for områder som cloud, netværk og datacentre, som fylder hos nogle af landets bedste it-arkitekter lige nu? Det kan du her høre mere om og blive inspireret af på denne konference, hvor du også får lejlighed til at drøfte dette med ligesindede.

23. april 2024 | Læs mere


AI Business Excellence Day – sådan folder du mulighederne ud

Mange danske virksomheder har eksperimenteret med AI-projekter af begrænset omfang, men kun de færreste har for alvor udforsket mulighederne i storskala. Det gør vi her! Du vil blandt andet få mulighed for at se eksempler på, hvordan AI kan anvendes som accelerator i storskala og skubber til grænserne for, hvordan det er muligt at integrere teknologien, så potentialet for alvor foldes ud.

24. april 2024 | Læs mere


Unbreakable - sådan sikrer du dig vedvarende og uafbrudt adgang til dine data

Vi dykker ned i værdien af en stabil og pålidelig storage-platform og hvilke muligheder der findes, for at sikre den højeste grad af redundans og tilgængelighed. Områder som date-beskyttelse og cyber-sikkerhed vil også blive berørt.

25. april 2024 | Læs mere