Sikkerhedsfirmaet Sophos har udpeget verdens værste spam-nationer ud fra de IP-adresser, de indsamlede spammails er udsendt fra.
Spam-nation nummer ét er fortsat USA, hvor de tidligere to års fald i mængden af spam nu er stagneret ifølge Sophos.
Spam afsendes i dag hovedsageligt ved hjælp af virusinficerede pc'er, såkaldte zombier, som kan sættes til at udsende store mængder spam ved hjælp af virksomheder eller privates bredbåndsforbindelser.
Er den ægte eller ej?
Derfor afspejler Sophos' opgørelse ikke oprindelsen af spammailens indhold eller afsender, men blot hvor i verden den er afsendt fra.
Således optræder der en IP-adresse på listen, som tilhører Vatikan-staten.
Det er dog ikke til at fastslå med sikkerhed, hvorvidt den pågældende pc faktisk står hos Vatikanet eller blot er blevet tildelt en IP-adresse, der tilhører Vatikan-statens område.
Til sammen er det dog Kina og USA, der står for næsten halvdelen af verdens spammails. USA står bag 23 procent, fulgt af Kina med 20 procent.
- I lyset af antallet af anholdelser og de store bøder til spammere er det svært at kritisere USA for ikke at gøre noget. Måske er virkeligheden sådan, at tallene ikke falder yderligere, før private pc-brugere i USA gør noget for at sikre deres pc'er og stoppe zombie-problemet, siger chefkonsulent Graham Cluley fra Sophos.
Rusland er ikke med
Det mest overraskende fravær fra Sophos' liste over de tolv værste spamnationer er Rusland, der regnes for at være tilholdssted for flere af de værste spamgrupper.
Det kan skyldes, at landet tilsvarende ikke er så langt fremme med private bredbåndsforbindelser og pc'er som visse lande i Vesteuropa, Asien og Nordamerika.
Ifølge Sophos tilbyder de russiske spamgrupper adgang til at sende spam til én million adresser i et vilkårligt land for blot 3.000 kroner.
Relevant link