Brist i e-butikker åbner for betalings-svindel


Publiceret d. 14. september 2006 kl. 09.24 | Antal kommentarer (6)


Annonce:
 
ANNONCE:
 
Et mere end syv år gammelt hul i sikkerheden hos en lang række web-butikker gør det muligt at snyde med prisen med få klik med musen og et par tastetryk.

I flere tilfælde kan snyderen oven i købet få leveret en kvittering på varens rigtige beløb og med et ændret bestillingstidspunkt, som kan gøre det sværere at opklare bedrageriet.

Problemet skyldes grundlæggende, at en del web-butikker ikke har låst alle kodefelter, hvor eksempelvis priser, rabat- og valutakoder er skrevet.

Men også manglende kontrol og automatisk godkendelse af ordrer spiller ind.

Henrik Stenmann fra it-firmaet IIH Copenhagen, der arbejder med at optimere websider, vurderer, at problemet med åbne felter forekommer hos mellem 20 og 25 procent af alle webbutikker i verden.

- Vi har testet problemet både i ind- og udland, men det er klart, at vi har været forsigtige med at eksperimentere alt for meget, fordi det rent faktisk er ulovligt, siger Henrik Stenmann.

Derfor har Henrik Stenmann heller ikke gennemført nogen handler fuldt ud.

Alligevel vurderer han, at mange webbutikker efter al overvejende sandsynlighed kan blive snydt, hvis butikken samtidig er sløset med ordrekontrollen.

Udbredt problem
Computerworld har overværet, hvordan det eksempelvis i netbutikken hos radioforretningen Hi-Fi Klubben var muligt at ændre i de åbne felter og få godkendt prisen på et fladskærms-tv, så butikssystemet i stedet for at bede om 24.990 kroner bad om at trække i alt 25 kroner på dankortet.

Alligevel garanterer Jacob Malmgaard, som er butikschef for Hi-Fi Klubbens webshop, at der er styr på sikkerheden.

Hi-Fi Klubbens system kontrollerer nemlig prisen en ekstra gang i forhold til webshoppens back end priser.

Derfor kan kunden godt ændre prisen i de åbne felter, men ændringen bliver fanget automatisk i systemet, forklarer Jacob Malmgaard.

Derudover har Hi-Fi Klubbens webshop så forholdsvis få ordrer om dagen, at det stadig er til at overskue ordrelisten. Derfor ville et manipuleret beløb blive opdaget, selv hvis systemet ikke havde regnet beløbet efter.

- Men jeg kan forestille mig, at det ville være svært at fange svindelen, hvis det drejede sig om tusindvis af ordrer på eksempelvis mobiltelefoner og tilbehør, siger Jacob Malmgaard.

Nemt at snyde
Ifølge Henrik Stenmann fra IIH Copenhagen kan kunderne snyde web-butikkerne enten med et simpelt add-on i Firefox eller ved at gemme websiderne lokalt på computeren og foretage ændringerne herfra.

Herefter godkender de almindelige eksterne betalings-systemer i mange tilfælde de manipulerede data i forbindelse med betalingstransaktionen, og webshoppen gennemfører herefter handelen, forklarer Henrik Stenmann.

Problemet med åbne felter stammer helt tilbage fra før årtusindskiftet og burde være et problem, som folk har styr på.

Uprofessionel kodning
- Jeg vil tro, at problemet er stort. Det er en af de hurtige måder at tabe en masse penge på, siger Ole Svenningsen, som er formand for Dansk IT-Sikkerhedsforum.

Ifølge Ole Svenningsen skyldes muligheden for snyd også, at butikkerne stoler på kunden.

Det betyder, at de ikke holder de oplysninger, som sendes frem til folks browser, op mod en tabel på bagsiden af butikken.

- Du er død, hvis ikke du kontrollerer, om transaktionen er ændret i forhold til det, som du sendte ud. Det er uprofessionelt og ubetænksomt, at man skriver så dårlig kode, mener Ole Svenningsen.

Et anden problem er ifølge formanden, at rygtet vil løbe som en steppebrand, når først kunderne finder ud af, at man kan snyde.

- Hvis først kunderne kan se, at det her virker, så går der jo kun et øjeblik, før det ligger på en eller anden weblog, siger Ole Svenningsen.

Butikker vælger sikkerhedshullet
Foreningen FDIH (The Danish eBusiness Association) har omkring 200 af de omkring 4.300 danske e-butikker som medlemmer.

Og her mener direktør Morten Kamper hverken, at problemet er særligt udbredt eller rammer ret mange.

Men han forklarer samtidig, at nogle butikker ønsker at bevare muligheden for at redigere de åbne felter, fordi det gør det nemmere at opdatere priserne i butikken løbende.

Derfor har de ikke lukket det gamle sikkerhedshul. Imidlertid øger det risikoen for, at butikken ikke længere lever op til PBS' og kreditkortselskabernes regler, fortæller Morten Kamper.

- Jeg har bedt om en redegørelse for, hvordan man kan teste, at det ikke kan ske hos en selv. Og så vil vi overveje, om det er noget, som vi skal informere om, siger Morten Kamper.

Når det gamle sikkerhedshul stadig eksisterer, skyldes det, at leverandørvirksomhederne ikke har tiden til at analysere de fejlmeldinger, som de får ind fra kunderne. Der skal varer over disken, og derfor er der ikke tid til produktforædling.

Det mener Preben Andersen, som er direktør i sikkerheds-organisationen, DK-Cert

Skaber tvivl hos kunder
- Websites er jo lavet af mennesker. Og mennesker må erkende, at de laver fejl. Derfor må de få testet deres produkt af en ekstern partner. Man kan jo tabe sit image på otte sekunder hvis man har et site med fejl i, siger Preben Andersen.

Selv om det er e-butikkerne, som risikerer at blive snydt på grund af de åbne felter, vedrører problemet både kunder og web-butikkerne, siger Preben Andersen.

- Det giver tvivl hos kunderne, hvis de læser om den slags problemer. Så afholder de sig jo fra at gå ud i den slags forretninger en anden gang, siger Preben Andersen.




Kommentarer - Debatoversigt


Jeg undre mig over problemstillingen?
6 indlæg

Hvordan kan man som udvikler finde på at lægge disse værdier direkte i "åbne" felter i klient-delen så tilbagesendes og herefter gå ud fra at disse aldrig vil blive manipuleret med?

Hvis man bygger et bestillingssystem, bør man da foretage opbygningen af "ordren" på server-siden? Er dette ikke elementær viden for alle os systemudviklere?

Man kan så benytte ID'er til linier i ordren eller ID'er til varene, men da ikke prisen?

Ved at bevare beregninger og priser mv. på serveren og blot lave udtræk ud fra disse, vil man ikke umiddelbart kunne manipulerer med indholdet som det nævnes i artiklen.

Jeg ryster på hovedet og tænker - ok, vi tænker nok ikke alle ens, når vi designer og udvikler applikationer...

Undre mig...

#1, " Hvordan kan man som udvikler finde på at lægge disse værdier direkte i "åbne" felter i klient-delen så tilbagesendes og herefter gå ud fra at disse aldrig vil blive manipuleret med?"

Det er intet problem at gøre denne antagelse hvis man er udvikler.

Hvis man derimod er *seriøs* udvikler, vil man aldrig gøre denne antagelse.


#2, jeg er interesseret i at høre hvad der menes med "åbne felter" i artiklen, og om der findes online artikler der går dybere ind i emnet. :)


#1,

Det er utroligt hvad der en gang imellem slipper ud af
kode. Det er menneskeligt at fejle. Og specielt hvis
udviklerne arbejder 14 timers arbejds dage op til en deadline.
Og hvis code review og QA er en by i rusland, så kan det gå
rent galt.

Som et kuriosum kan jeg nævne at jeg engang arbejdede
med en bestemt applikation, hvor vi efter en ny release
fik masser af fejl rapporter om at den ikke virkede. Alle
os IT folk prøvede og den virkede perfekt. Efter lang tid
blev det konstateret, at problemet kun ramte brugere
hvor password=brugernavn. Derfor var der ingen af os IT
folk som kune genskabe problemet. Hvordan man koder et
program således at password=brugernavn giver en funktions
fejl senere ved jeg stadig ikke. Men moralen er at der
releases software med de mest utrolige fejl.

Hvis man vil undgå den slags fejl så er der 3 ting som skal til:
process, process og process.


#3, Som jeg læser "åbne felter", så er det blot almindelige input="text" felter der benyttes til visning af kritiske data (pris, valutakode m.m.) og at dette så vil blive læst ved en tilbagesendelse af formular til serveren.

Hvordan det nogen sinde kan blive bedømt som et "sikkerhedshul" frem for en programmerings bøf/fejl, det kan jeg så ikke helt se, da det er den tiltænkte funktionalitet til sådanne felter.

Burde sådanne fejl forekomme, nej - men hvis man har erfaring med kodening, så ved man også at fejl der ikke burde kunne forekomme, rent faktisk kan forkomme ofte. Det kræver blot et øjebliks uopmærksomhed, hvorefter man kan "kigge sig blind" på problemet.


#5, Menes nok nærmere input="hidden" eller querystring parametre.

Men har også svært ved at se hvordan man kan beskrive det som "sikkerhedshullet". Og så med dato. Måske der først kom dårlige programmøre til for 7 år siden :)


Kommentér
Titel:

Ytringer på debatten er afsenders eget ansvar - læs debatreglerne

Forsiden lige nu

CSC mister sin største privatkunde i Danmark. Hundredvis af CSC-ansatte kan blive berørt.
8. februar 2012 kl. 14.08 | (4) | læs »

Banker, der giver kunderne mulighed for logge på netbanken uden brug af NemID, spiller højt spil med sikkerheden.
8. februar 2012 kl. 15.59 | (3) | læs »

Her er CSC Danmarks reaktion på, at TDC har valgt TCS (Tata Consultancy Services) som ny leverandør af firmaets it-drift og udvikling.
8. februar 2012 kl. 16.04 | (5) | læs »

Det har været spild af penge at udstyre de britiske politibetjente med smartphones. Se her hvorfor.
8. februar 2012 kl. 12.59 | læs »





 
White papers
Uden data, dør virksomhederne. Udfordringen inden for datasikkerhed er at vide, hvor alle data...

Det koster tid og penge hele tiden at holde virksomhedens værn mod sikkerhedstrusler i den bedst...

Som it-chef ønsker man at gøre det muligt for sine brugere selv at hente deres tabte filer frem...

 


Mest læste seneste uge

For under 100 millioner svenske kroner har svenskerne løst politiets it-problemer. I Danmark er budgettet sprængt med mere end 100 procent.

#Fail - sådan skal du ikke gøre. Se hvordan store virksomheder klokker i det på Facebook og Twitter.

Er du klædt på til succes, eller spiller tøjet ingen rolle på din arbejdsplads? Læs her, hvordan danske it-medarbejdere går klædt i virksomheder som Mærsk, Google og i en lille dansk kommune.

Med 4G kommer du voldsomt hurtigt på nettet med mobilt bredbånd. Men hvilken udbyder skal du vælge?

CSC mister sin største privatkunde i Danmark. Hundredvis af CSC-ansatte kan blive berørt.