Ny plan skal bringe Århus i it-førertrøjen

Århus er smilets by, og særligt i it-byen Katrinebjerg er smilene store i denne tid. En helt ny Masterplan 2011 skal gøre Århus førende inden for it-relateret forskning, uddannelse og erhverv.

Århus vil være mere end bare smilets by og Jyllands hovedstad.

I dag præsenteres den storstilede Masterplan 2011 for IT-byen Katrinebjerg, hvor udviklingen frem til 2011 beskrives, og ambitionsniveauet er højt.

Katrinebjerg skal ganske enkelt være et internationalt kraftcenter for it-baseret erhvervsudvikling, it-forskning og it-uddannelser og et innovationsmiljø i verdensklasse, hvor innovationen skabes mellem brugere, erhvervs-virksomheder og forskere.

Nordeuropæisk centrum

Endelig skal Katrinebjerg være centrum for pervasive computing i hele Nordeuropa.

Planen præsenteres af en række prominente gæster, der fortæller om de nye visioner for Katrinebjerg.

Århus-borgmesteren Nicolai Wammen (S) og amtsborgmester Johannes Flensted-Jensen (S) byder velkommen, og videnskabsminister Helge Sander (V) giver sit bud på, hvad danske verdensklasse-innovationsmiljøer betyder i en stadig mere globaliseret verden.

Ud over selve præsentationen af Masterplan 2011 fortæller en række aktører og samarbejdspartnere om, hvad deltagelsen i Katrinebjerg-samarbejdet giver af merværdi, både forsknings- og erhvervsmæssigt.

Nærmiljø skal styrkes

Masterplan 2011 markerer ambitionerne for Katrinebjergs udvikling i tidsperioden 2006-2011.

Målet er at udvikle den midtjyske it-kompetenceklynge og styrke udviklingen af Katrinebjergs nærmiljø og internationale profil. Katrinebjerg baserer sig fremover på seks fokusområder i form af erhverv, forskning, uddannelse, netværk, innovation og oplevelse.

Om kort tid går Ingeniørshøjskolens it-uddannelser også ind i Katrinebjerg, og allerede ved årsskiftet 2003/04 besluttede Aarhus Universitet at koncentrere al sin it-udannelse og al sin it-forskning på Katrinebjerg. Aarhus Universitet er i dag en meget aktiv del af hele Katrinebjerg.

Katrinebjerg er et begreb

– Katrinebjerg er ikke bare et geografisk sted, hvor folk fra erhvervsliv, forskning og uddannelse bor dør om dør, samarbejder og skaber innovation. Katrinebjerg er et begreb med national og efterhånden også international synlighed – en samarbejdsmodel og en dynamo for erhvervsudvikling både regionalt og nationalt, siger rektor for Aarhus Universitet, Lauritz B. Holm-Nielsen.

– Masterplan 2011 for Katrinebjerg bygger videre på den etablerede samarbejdsmodel, men skruer op for intensitet og ambitionsniveau. På uddannelsessiden kommer det blandt andet til udtryk ved, at Ingeniørhøjskolen flytter sine elektronik- og it-uddannelser til området. Dermed er alle Aarhus Universitets it-kandidatuddannelser samlet på ét sted. Forskningsmæssigt er der lagt op til hidtil uset synergi og samarbejde på tværs af det videnskabelige spektrum fra den teoretiske datalogi over de tekniske ingeniørfag til de humanistiske kompetencer inden for Informations- og Medievidenskab, siger Lauritz B. Holm-Nielsen.

Kraftig udvikling

Det er gået stærkt siden centrale aktører inden for erhvervsliv, forskning, amt og kommune i 1999 tog initiativ til at omdanne det gamle erhvervsområde Katrinebjerg til en moderne, pulserende it-bydel med et unikt innovationsmiljø.

Samarbejdet på Katrinebjerg foregår fordomsfrit mellem erhvervsliv og offentlig forskning, mellem små og store virksomheder og mellem forskellige fagtraditioner. Fra naturvidenskab over samfundsvidenskab til humaniora.

En vigtig brobygger er Alexandra Instituttet, som er et forsknings-aktieselskab der formidler samarbejder mellem private virksomheder og den forskning, der har givet Århus et internationalt ry inden for blandt andet objektorienteret teknologi, hypermedier og it-støttede arbejdsformer.

Katrinebjerg samler også et stort antal it-relaterede virksomheder. En del af Katrinebjerg er det nyåbnede IT-Huset, der allerede nu huser over 60 virksomheder i et dynamisk miljø, hvor studerende og forskere også har deres daglige gang.

Samtidig har Innovation Lab med Preber Mejer i spidsen fungeret som it-byens udstillingsvindue for fremtidens teknologiske muligheder.

Spotter fremtidens teknologier

Virksomheden har via et omfattende netværk kontakt til globale it-forskningsmiljøer og bruger det til at spotte og formidle fremtidens teknologier.

Endelig er det forskningsmæssige tyngdepunkt på Katrinebjerg det såkaldte Center for Pervasive Computing, der forsker i den tendens, at informationsteknologi gradvist integreres i flere og flere konventionelle industriprodukter.

Også internationale virksomheder placerer sig på Katrinebjerg. Senest har amerikanske Google åbnet en udviklingsafdeling i den århusianske it-by.

Med Masterplan 2011 formuleres nye visioner for fremtidens Katrinebjerg, og stadsarkitekten har lavet en såkaldt "byrumsmanual" for Katrinebjerg.

Her skitseres blandt andet nogle spektakulære visioner om en bypark på taget af det nærliggende indkøbscenter Storcenter Nord (med en sø) og højhusbyggeri på hjørnet af Helsingforsgade og Møllevangs Allé (en århusiansk version af den svenske Turning Torso) og et tilsvarende højhusbyggeri ned mod Ringgaden.

Desuden et snoet vandløb nedad Helsingforsgade. Den endelige aktitekt-mæssige udformning af it-byens næste fase er endnu ikke afklaret, men en ting står fast.

Katrinebjerg sætter smilets by på det internationale landkort.

Læses lige nu

    Navnenyt fra it-Danmark

    Netip A/S har pr. 1. maj 2026 ansat Ida Hyllested Friis som Key Account Manager ved netIP's kontor i Thisted. Hun kommer fra en stilling som Key Account Manager hos Københavns erhvervshus. Nyt job
    Netip A/S har pr. 1. april 2026 ansat Claus Berg som Account Manager ved netIP's kontor i Esbjerg. Han kommer fra en stilling som Client Manager hos itm8. Nyt job

    Claus Berg

    Netip A/S

    Den danske eID-virksomhed Idura har pr. 1. april 2026 ansat Kari Lehtimäki som Country Manager. Han skal især beskæftige sig med at styrke kendskabet til Iduras løsninger i Finland samt fremme samarbejdet med økosystemet omkring det finske Trust Network. Han kommer fra en stilling som Salgschef hos Telia Finland. Han er uddannet uddannet civilingeniør (M.Sc. Tech.) og medbringer ledelse, markedsindsigt og praktisk erfaring. Han har tidligere beskæftiget sig med salg og forretningsudvikling inden for Telias trust services-forretning. Nyt job

    Kari Lehtimäki

    Den danske eID-virksomhed Idura

    IFS Danmark A/S har pr. 1. april 2026 ansat Sarah Warm som Account Executive, Energy & Utilities. Hun skal især beskæftige sig med salg af IFS' løsninger til nye kunder inden for energibranchen. Hun kommer fra en stilling som Account Executive hos Synergy Investment Group i Holland. Hun er uddannet BSc Economics and Business Economics, Neuroscience & MSc Business Administration Digital Business. Hun har tidligere beskæftiget sig med Solution Sales & Cybersecurity. Nyt job

    Sarah Warm

    IFS Danmark A/S