Netbutikker: DRM hindrer vores online-musiksalg

Til Gert Agerholm:

"Tager man begrænsningerne i betragt, så er priserne alt for høje."

Det er symptomet på musikbranchens grundlæggende problem: De elsker penge, men hader deres kunder.

Til Bent 0. Jensen:

Ja, sikke en overraskelse!!
Hold da helt fast, det kan være de er ved at vågne op nu!?

Læste lige publikationen.

What a piece of CRAP!

Man skulle tro at uden DRM ville universet kollapse :D Manden roser DRM som kæmpe succes der skal implementeres over alt. Virker som om "virkelighed" er et fremmed ord for ham :D


I følge IFPI: moral er god, dobbeltmoral dobbelt så godt :o)

Til Brian Busk:
"og at DRM dermed meget snart dør"

Egentlig har jeg ikke så meget imod DRM som sådan. Problemet er måden den er implementeret.

Hvis nu man kunne finde ud af at implementere DRM på en ikke-restriktiv måde, som var totalt gennemsigtig for forbrugeren, så fint med mig.

Det kunne jo f.eks. være vandmærkning. Måske et format hvor vandmærket integreres som en del af musikfilen (ikke bare som en del af f.eks. et IDv3 tag eller noget i den stil).

I den afskygning er DRM noget jeg sagtens kan leve med.

For, jeg synes sådan set det er fint hvis musikbranchen kan spore et stykke musik tilbage til en bestemt forbruger.

Jeg synes bare ikke det er særlig fint hvis de vil bestemme hvilken afspiller jeg skal bruge, og hvor mange gange jeg må kopiere det til f.eks. min mp3 afspiller, og alt det jazz.

Til Jacob Saaby Nielsen:

Det er i midlertid to problemer med DRM:


1. DRM is a complete lie:

"DRM has absolutely nothing to do with protecting content, it is about protecting the wallets of major corporations. The funny thing is they aren't protecting it from you, they are protecting it from each other."
http://www.theinquirer.net/ (...)


2. DRM will never work:

"DRM systems are broken in minutes, sometimes days. Rarely, months. It's not because the people who think them up are stupid. It's not because the people who break them are smart. It's not because there's a flaw in the algorithms. At the end of the day, all DRM systems share a common vulnerability: they provide their attackers with ciphertext, the cipher and the key. At this point, the secret isn't a secret anymore."
http://www.dashes.com/ (...)


Hvorfor så underholdningsbranchen fortsætter at indføre mere og mere restriktive DRM? Se punkt 1.

Til Anja Keller:

Well, hvad angår nr. 1 vil jeg da mene at The Inquirer har ret, og at det er 100% åbenlyst. Intet nyt i den lejr. Selvfølgelig handler det om beskyttelse af indtægt. Hvilket jeg intet har imod. Musikerne og selskaberne skal sevlfølgelig betales for det produkt de sælger, jeg kan ikke se det kan være anderledes.

Men, forskellen er holdningen man går til problematikken med. Nu kan man desværre ikke se en liste over alle tidligere indlæg, men jeg skrev ifm. en anden artikel om social drm, som jeg mener er langt mere effektiv, og faktisk vil sætte den holdningsændring igang, som nogen efterlyser.

Konceptet er simpelthen, at man fjerner alle restriktioner, men istedet laver en vandmærkning/identifikation af den enkelte musikfil. Musikbranchen skaber en identifikationsservice, hvor hver enkelt forbruger har en profil, som indeholder kontaktoplysninger, alternativt simpelthen bare et kreditkortnummer (hvilket ikke ville virke for mange unge, men det er jo bare på ide-basis vi leger nu ;) ). Således at vandmærker kan spores til en helt specifik forbruger, men man kan bruge sin musik frit, og gøre med den hvad man har lyst til.

Finten er jo så, at den enkelte forbruger kan spores og straffes. Jeg taler ikke om straf á la bøder og fængsel. Næh, gør det næste album procentvist dyrere, alt efter hvor mange gange, og hvor mange numre, der er fundet på nettet, fra den specifikke forbruger. Jo mere åbenlyst pirateri fra den forbruger, jo højere betaling næste gang, og i sidste ende selvfølgelig med retsforfølgelse hvis brugeren med overlæg konstant deler sin musik.

Simpel social mekanisme: Straf den der forbryder sig. Mit bud er, at det enkelte menneske ikke længere deler sin musik, hvis man med sikkerhed kan spore et stykke musik til det menneske. For så falder straffen personligt, og økonomisk. Og det er meget få der er interesserede i det.

Oven i det, så tilbyd da musikken til en anden pris når det er online. Der er nogle distributions- og produktionsomkostninger der spares, og det bør komme forbrugeren til gode. Billigere musik på fair termer = mere salg og større goodwill fra forbrugerne.

Med den nuværende løsning, der har du bare noget DRM musik hvor man får arbejdet sig uden om DRM'en og siger "jaja, fuck musikselskaberne !". Og moralsk set kan man forsvare overfor sig selv at piratkopiere, for "musikselskaberne er også bare nogle idioter".

Jeg synes ikke vi kan forvente af musikbranchen, at de helt opgiver enhver form for kontrol med deres produkt.

Men jeg synes godt vi kan forvente, at vi får et produkt vi kan bruge, får lov til at bruge, og gider at bruge.

Og med simpel identifikation, der vinder alle. Musikbrancen får deres sporing og kontrolmuligheder, forbrugerne får deres DRM fri musik.

Nåh ja, og så skal musikbrancen så nok også lige overveje sin forretningsmodel igen igen ;)

Til nr. 2 vil jeg sige: Helt enig, og jeg har godt læst samme link.

Men igen, hvis nu man valgte ovenstående løsning (tankeeksperiment), hvor mange ville så gide rent faktisk at gøre noget for at slippe for vandmærket ? Jeg tror kun de hardcore delere ville. Alm. forbrugere tror jeg simpelthen ville sige "nåh ja, men jeg får jo hvad jeg vil have, jeg kan godt leve med vandmærket, for jeg lader bare være med at dele det, no big deal".

Frihed under ansvar. Et sundt koncept.

Problemet i alt det her, er tillid og grådighed. Musikbranchen bliver nødt til at have tillid til, at forbrugerne ikke alle sammen vil rippe dem. Samtidig, så bliver de også nødt til at indse, at de får aldrig folk til at købe mere musik, ved at straffe dem. Og de opnår aldrig, jvf. dit punkt 2, den totale kontrol der gør, at de kan kontrollere folks forbrugs- og lyttevaner.

De bliver nødt til at leve med et vist spild, ligesom alle andre brancher.

Jeg tror ovenstående kunne virke, og virke rigtig godt, til alles tilfredshed :)

Til Jacob Saaby Nielsen:

Dit koncept er godt, men total forfejlet, lige som DRM.

At vandmærke filerne er det samme som at bruge DRM, det kan fjernes, og nemt fjernes.

Jeg vil påstå 5 sekunder efter den første fil er på markedet er der et program der fjerner vandmærker.

Men du har gang i noget, selvom jeg ikke syntes om måde, feks at hæve priserne, m.v. Da dette kun vil øge problemet med pirateri.

En langt bedre fremgangsmåde er.

1. Set et target, dvs hvor meget skal der tjenes på et stykke musike.
2. sæt en lav pris (kør på volumen),
3. mål om target prisen nås.
4. Når target er nået, drop prisen gradvis (over nogle år), intil det bliver næsten eller helt gratis.

Hvis target prisen ikke nås, så kan man medele at produktionen af nyt materiale falder, fordi det ikke sælger, dette putter press på det sociale element, da folk som syntes om musikken ved at hvis de ikke køber så kommer der ikke mere.

Dette betyder at folk der ikke har råd venter til prisen er lav nok, men fans vil sørge for at det initielle salg opret holdes.

Med andre ord drop mentaliteten om at hvert stykke skal tjene penge, lad folk kopiere, men stop produktionen hvis target ikke nås (men sørg for at target er opnåeligt, feks er det ikke godt at sætte en stor target på noget der er meget niche).

Social press vil stoppe eller sløve pirat kopieringen med sådan en model.

Straf, water marking m.v. har ingen effekt, det kan man da tydligt se - ikke.

mvh
Michael Nielsen.

Til Michael Nielsen:
Jeg synes det er flot at du dømmer det "totalt forfejlet", når det aldrig er prøvet i praksis. O

g tropper op med en floskel om "hvis ikke I køber vores ting, så er det jeres skyld vi ikke laver mere !".

Hvor er det fede i det ?

Om priser skal være konstant lave, eller dyr først og falde gradvist, skal jeg ikke kunne sige.

Men jeg tror ikke på at man opnår noget som helst ved at presse folk.

Og som jeg skrev: Jeg tror simpelthen ikke størstedelen af folk gider gøre en indsats for at piratkopiere, hvis de får musikken til rimelig pris.

Men klart, en vandmærkefjerner ville være tilgængelig 5 minutter efter. Som jeg også skriver: Du kommer nok ikke til at ændre noget for den hardcore del af kernen der bare ikke VIL betale.

Men det er så heller ikke dem en social mekanisme vil være relevant for. Det er alle de andre der egentlig gerne vil betale, men har modstand mod DRM og firmaer der bruger DRM, man skal have fat i.

Til Michael Nielsen:
P.S.: Vandmærkning er ikke DRM. DRM handler om at definere hvad du må og ikke må med produktet.

Vandmærkning er bare et lille aftryk, og så er resten op til forbrugeren, som vil have total frihed. Også til at dele. Men kommer til at betale for det hvis det bliver opdaget.

Til Jacob Saaby Nielsen:

"Jeg synes det er flot at du dømmer det "totalt forfejlet", når det aldrig er prøvet i praksis. O"

lol. Tror du virkeligt på det du siger her, det har været prøvet, for det meste i billeder, med minimal sucess - vandmærker er for nemme at fjerne, eller sætte falske ind, derfor bliver de total ubrugelige for at straffe folk.

"Og som jeg skrev: Jeg tror simpelthen ikke størstedelen af folk gider gøre en indsats for at piratkopiere, hvis de får musikken til rimelig pris."

Der er vi enige.

Jeg ved udemærket godt hvad vandmærker er, problem.

Vandmærker affektere signalet (ellers er det for nemt at fjerne), derfor er kvaliteten af musikken affekteret.

mvh
Michael Nielsen

Til Daniel Møller:
Jeg er principielt imod at gøre MP3 formatet til international standard. Hvis noget skal bruges i så stor en udstrækning, så mener jeg ikke det skal være baseret på et licenserbart format som MP3.

Det skal være et format á la Ogg, som ikke er producentstyret. Alternativt et helt andet format (FLAC?) Så der ikke kommer nogen om 5 år og siger "HA ! Nu har I brugt vores format, og I skal alle sammen betale licens til os, muahahahaaa !"

Til Kim Christensen:

Jeg må erklære mig dybt uenig. DRM er lige netop et problem for dem der ikke er superbrugere. Reelle superbrugere har utallige tricks i ærmet for at omgås DRM. (Nej, her taler jeg ikke om ulovlig download o.lign. men derimod metoder til at få sine købte musikfiler til at fungere på samtlige afspillere). Langt værre ser det ud for konfirmanden der lige har fået en smart musik mobil men finder så ud af at det musikgavekort han fik til iTunes music store så er nøjagtig 0 penge værd.
Det må være svært at være forælder i den situation og skulle forklare hvorfor det er rigtigt at købe sin musik lovligt, når man så ikke engang kan bruge den!

Til Mikkel Brun Hansen:

Jeg bøjer mig i støvet. Du har ret. Men der er nok mere et andet issue - format-bøvlet end det er DRM.

Min pointe var, at hvis de tror at alt er løst ved at fjerne DRM, så tror jeg ikke det er nok. Hverken min søster, far eller mor kan finde ud af at bruge butikkernes musikfiler, hvis jeg lod dem forsøge og jeg bare stod bagved og hold min kæft. De har alle pc - men de vil dumpe ved et sådant forsøg...

Og der er ikke DRM de vil dumpe ved. Det er at få downloaded musikfilerne, få dem ind i WMP og derefter ud på en mp3 eller cd.

Det kan de ikke finde ud af. Og det er dem, som musikindustrien også gerne ser, kommer til at købe musik på nettet.

Til Kim Christensen:

"Og der er ikke DRM de vil dumpe ved. Det er at få downloaded musikfilerne, få dem ind i WMP og derefter ud på en mp3 eller cd.

Det kan de ikke finde ud af. Og det er dem, som musikindustrien også gerne ser, kommer til at købe musik på nettet."

Dette har du ret i men, DRM er også et stort problem, feks sælger en butik DRM A, en anden DRM B, en trejde DRM C, så står forbrugeren, som knapt nok ved hvordan de får stykket på deres afspiller, over for at skulle finde ud af om det stykke de vil købe rent faktisk også kan fungere på deres afspiller.

Derefter at hvis de skifter afspiller (selv bare at skifte den ud med nøjagtig den samme - pga tab, tyveri, eller andre skader), betyder som ofte de skal genkøbe alt det musik de allerede har købt.

Min kæreste elsker musik, og vil meget gerne købe online, hun skifte dog Telefoner og afspiller ofte, og derfor kan ikke tage musikken med sig, da licenserne bindes til hardwaren. Derefter kan hun ikke selv finde ud af hvilken shop, der sælger noget der vil køre på hendes mp3 afspiller.

Så jeg lærte hende at konvertere CD'er til MP3, altså ingen online salg.

mvh
Michael Nielsen.

Til Daniel Møller:

Du kan typisk brænde lige så mange gange som du kan synkronisere.

Jeg har ca. 7.000 musikfiler hvor de 800 er købt online med DRM. Efterhånden støder de først købte filer på DRM loftet. Så nu kan jeg ikke synkronisere min musik ud til de 2 devices, jeg ejer. Men kun hører dem via pc'en.

DRM er privat krænkende og skal fjernes - ingen tvivl om det.

Kvalitetmæssigt er jeg også utrolig irriteret over at pladeselskaber i flere tilfælde ikke er istand til at rippe deres musik ordentligt. 192 kps er et fint niveau. Jeg har købt flere filer, hvor lyden er svag eller unuanceret - også selvom den 192 kps sagtens kunne gengive den købte musik uden kvalitetstab. Så pladeselskaberne skal også lige huske at lave et kvalitetstjek.

Tilbage til årsagen til mit oprindelige indlæg - her fra et andet svar:

Min pointe var, at hvis de tror at alt er løst ved at fjerne DRM, så tror jeg ikke det er nok. Hverken min søster, far eller mor kan finde ud af at bruge butikkernes musikfiler, hvis jeg lod dem forsøge og jeg bare stod bagved og hold min kæft. De har alle pc - men de vil dumpe ved et sådant forsøg...

Og der er ikke DRM de vil dumpe ved. Det er at få downloaded musikfilerne, få dem ind i WMP og derefter ud på en mp3 eller cd.

Det kan de ikke finde ud af. Og det er dem, som musikindustrien også gerne ser, kommer til at købe musik på nettet.

Til Kim Christensen:

Der er selvfølgelig forskel på DRM-implementationer, min MP3-afspiller kan klare WMA, men den kan ikke klare DRM-beskyttede WMA-filer (har købt et par stykker i TDC's musikbutik) - jeg har ingen ide om jeg kan synce en udgave ud på den som ikke er beskyttet, men det ville vel så lidt ødelægge konceptet da jeg jo så bare kunne kopiere den fil tilbage igen.

Ang. kvalitet så er jeg ikke tilfreds med 192 kbps, jeg er heller ikke tilfreds med 320 - sålænge det er komprimeret risikerer man artifacts og selvom det kan komme så tæt på så man har svært ved at høre forskel så bliver det aldrig det samme som lossless (medmindrer musikken på CD'en er komprimeret i mastering-processen, som det er tilfældet med meget pop-musik idag, så er det lidt ligemeget). Mastering-processen er der selvfølgelig ikke så meget man kan gøre ved, men jeg forlanger at musik købt online er i samme kvalitet som på CD'en - hvilket kun kan opnåes med et lossless format som f.eks. FLAC.

Det er muligt min familie ikke er særlig repræsentativ, men både min mor, far og søster kan uden problemer betjene Windows Media Player og holde styr på at der kan ligge filer i en mappe og det på trods af min mor primært bruger en computer til email og småspil på nettet. Men selvfølgelig er der en gruppe mennesker som slet ikke har styr på en computer og det er klart at de selvfølgelig ikke er dem der er først med på online-vognen.

Men ser vi bort fra denne gruppe, så må det være rimelig bekymrende for branchen at de ikke engang formår at få almindelig kyndige PC-brugere, entusiaster og lign. mennesker for hvem det tekniske ikke er problemet, til at interessere sig for online-musik.

Hvis deres produkt henvendte sig til entusiaster, så skulle vi da lynhurtig få det udbredt til de knap så PC-kyndige mennesker i vores omgangskreds, såfremt det var noget vi mente de ville have fordel af - hr. og fru Jensen vil sagtens kunne finde ud af de mest almindelige opgaver i forbindelse med køb af musik, hvis de får det demonstreret en enkelt gang eller 2.