Log ind
Publiceret d. 4. april 2007 kl. 14.20
| 
ANNONCE:
Det strider nemlig imod et af Unionens grundprincipper, varernes frie bevægelse, når Apples musikbutikker er begrænset til et enkelt land.
Det betyder, at danskere ikke kan købe musik i de europæiske butikker, der betaler med euro, og hvor prisen er lavere.
Men er Apple nu også den rigtige syndebuk?
På pladselskabernes nåde
Apples iTunes Store lever nemlig på pladeselskabernes nåde.
Og selv om virksomheden sandsynligvis også selv har lukreret på at have vandtætte skotter mellem de forskellige landes musikbutikker, var det sidste ord pladeindustriens.
I 2003 stod Apple nemlig dårligt i forhandlingerne med selskaberne, for uden dem blev der ingen musikbutik.
Et spørgsmål om rettigheder
Hver gang Apple åbner en ny iTunes-butik, er det resultatet af forhandlinger med pladeselskaberne i det enkelte land.
Det er nemlig ikke nødvendigvis det samme selskab, der har rettighederne til en kunstner i hele verden.
Og en kunstener under eksempelvis EMI kan sagtens ejes af Sony i et andet europæisk land.
Det umuliggører en fælles-europæisk musikbutik, for hvem skal have pengene, når en kunstners musik er ejet af flere selskaber?
Yderligere har pladeselskaber for vane, at sælge den samme plade i forskellige versioner alt efter landet, hvor pladen bliver langet over disken.
På den måde kan selskaberne bestemme, hvornår musik er tilgængeligt i de enkelte lande.
En fælles-europæisk butik vil betyde, at selskaberne skal afgive kontrollen over musikken, og gøre den tilgængelig i alle europæsike lande samtidig.
Det vil de næppe. Præcis ligesom filmindustrien næppe opgiver regionskodede DVD-film.
Kontrol over markedet betyder nemlig også, at plade- og filmselskaber selv bestemmer prisen på deres produkter.
Af samme grund er det forbudt for en dansker at købe blandt andet Levis-bukser i en amerikansk netbutik, hvor priserne ellers er markant lavere end i Danmark.
Kommissionen symptombehandler
Sagen mod Apple er endnu et eksempel på at udbredelsen af internettet konstant sætter pres på lovgivninger og distributionsprincipper, der ikke er gearet til det 21. århundrede.
Et lignenden eksempel så vi i sagen mod russiske AllofMP3, der også er blevet forhindret i at sælge musik på tværs af landegrænserne. I hvertfald de danske.
Man kan spørge sig selv, om der ikke blot er tale om symptombehandling, når man angriber distributøren af musik, der blot sælger den på rettighedshaverens præmisser.
Burde EU i virkeligheden tage kampen direkte med pladeselskaberne, og bede dem finde en ny løsning på rettighedsproblemet , istedet for at forlange at forhandlerne gør det?
|
