Musikselskabet EMI vil med en ny aftale med Google-ejede YouTube begynde at oploade musik-videoer på YouTube.
Aftalen er en fjer i hatten for YouTube, som med blandt andet Janus Friis-projektet Joost står over for seriøse og tunge udfordrere på markedet for netbaserede levende billeder, som YouTube for tiden sidder tungt på.
Joost har blandt andet indgået leverings-aftale med CBS og Viacom, som betyder, at Joost vil sende underholdnings-programmer fra både MTV og Comedy Central.
Deler i porten
YouTube og EMI er i den nye aftale blevet enige om at dele al eventuel omsætning genereret på visninger af musik-videoerne på YouTube. Der er dog for tiden ingen planer om at tage betalinger for visningerne, hedder det.
Der er samtidig planer om at åbne for, at brugerne selv kan bearbejde musik-videoerne i en vis udstrækning - eksempelvis ved at tilbyde værktøjer til remix eller lignende.