Leder: Overvågningens pris

Computerworld mener: Seks år efter terrorangrebet mod World Trade Center står vi med et overvågningsapparat, hvis lige vi aldrig har set før. Er det godt?

Computerworld mener: Danmark føler fortsat efterdønningerne fra terroranslaget mod World Trade Center i New York den 11. september for seks år siden.

Efter flere års lovgivningsarbejde er den sidste brik i den danske terrorlovgivning nu på plads.

Resultatet bliver en detaljeret kortlægning af danskernes samtaler og kommunikation via internettet og telefonen.

Fra midten af september skal tusinder af danske virksomheder minutiøst registrere al datatrafik fra telemaster og internetudbyderes logfiler.

Enestående indblik

Det skaber i sig selv et enestående indblik i danskernes adfærd på de elektroniske net.

Men implementeringen af logningsbekendtgørelsen er ikke hele historien om vores gennemovervågede samfund.

Big Brother, det allestedsnærværende overvågningssamfund, er ikke længere en spekulativ fremtidstrussel, men en konkret nutidsrealitet.

Videokameraer og avanceret teknologi holder i hidtil uset omfang øje med alle borgere, som det fremgår af Computerworlds nye artikelserie om perspektiverne af det nye danske overvågningssamfund.

Spørgsmålet er selvfølgelig, om den massive overvågning overhovedet er et problem.

Flere meningsmålinger har fastslået, at danskernes tiltro til offentlige myndigheder er stor, og lysten til at føle sig tryg gennem overvågning er markant. Den store danske antiterror-lovpakke blev gennemført med bred politisk opbakning, uden nogen større folkelig interesse og debat.

Skred

Men trangen til tryghed og tilliden til, at vi har et samfund, som kun vil os det bedste, rokker ikke ved, at der i de senere år er sket et grundlæggende skred i balancen mellem på den ene side behovet for at kunne opspore terrorister og grov kriminalitet – og på den anden side hensynet til privatlivets fred, som er forankret i ukrænkelige menneskerettigheder.

Danmark ligger desværre allerede i dag godt til på ranglisten over lande med de værste overtrædelser af borgerrettigheder – og med den nye terrorlovgivning har vi gode forudsætninger for at rykke endnu længere op ad den liste.

Vi må nødvendigvis – og anstændigvis – sætte perspektiverne af det nye danske overvågningssamfund til debat, frem for ukritisk at antage, at mere overvågning er mere tryghed.

Hvor har vi den nødvendige debat om de teknologiske valg, når it-systemer bliver taget i brug i logningens tjeneste?

Hvor er de nødvendige analyser, der kan afdække, om de massive investeringer i overvågningsteknologi og de økonomiske byrder, der pålægges telesektoren og andre virksomheder, giver økonomisk mening?

Hvem overvåger dem, der våger over os?

Hvordan kan vi vide, at den massive overvågning og alle de data, den genererer, ikke med tiden bliver genstand for misbrug? Samfundsregimer ændrer sig, politiske ideologier skifter.

I de seks år siden 11. september forandrede verden, har justitsminister Lene Espersen (K) gang på gang ladet vægtskålen vippe i retning af efterforskningsmyndigheders behov.

Det er ikke vanskeligt at forstå. Men nu står vi med et massivt overvågningsapparat, hvis lige vi aldrig før har oplevet.

Derfor har vi også et helt åbenlyst behov for at nyvurdere balancen mellem tryghed og sikkerhed på den ene side og basale borgerrettigheder og økonomisk fornuft på den anden – og drøfte med hvilke midler vi sikrer den balance.

Fru justitsminister, lad os tage bindet af øjnene og beskue det nye overvågningssamfund med et åbent sind.

Læs meget mere om overvågningssamfundet i Computerworld i den kommende tid.

Læses lige nu

    Navnenyt fra it-Danmark

    IFS Danmark A/S har pr. 1. april 2026 ansat Sarah Warm som Account Executive, Energy & Utilities. Hun skal især beskæftige sig med salg af IFS' løsninger til nye kunder inden for energibranchen. Hun kommer fra en stilling som Account Executive hos Synergy Investment Group i Holland. Hun er uddannet BSc Economics and Business Economics, Neuroscience & MSc Business Administration Digital Business. Hun har tidligere beskæftiget sig med Solution Sales & Cybersecurity. Nyt job

    Sarah Warm

    IFS Danmark A/S

    Guardsix har pr. 1. april 2026 ansat Annbritt Andersen som Global Chief Revenue Officer (CRO). Hun skal især beskæftige sig med at geare organisationen til en markant skalering i Europa. Hun har tidligere beskæftiget sig med globale kommercielle strategier for nogle af branchens allerstørste spillere, herunder Microsoft. Nyt job
    Pentos har pr. 2. juni 2025 ansat Jonas Kyhnau som Seniorkonsulent. Han skal især beskæftige sig med at rådgive virksomheder om HR digitalisering og implementering af SAP SuccessFactors og SmartRecruiters. Han kommer fra en stilling som Seniorkonsulent og PMO lead hos Gavdi. Han er uddannet Cand.merc Human Resource Management fra Copenhagen Business School. Han har tidligere beskæftiget sig med med Onboarding, Employee Central (Core HR). Nyt job

    Jonas Kyhnau

    Pentos

    Netip A/S har pr. 1. april 2026 ansat Claus Berg som Account Manager ved netIP's kontor i Esbjerg. Han kommer fra en stilling som Client Manager hos itm8. Nyt job

    Claus Berg

    Netip A/S