Når min med-direktør Lasse og jeg for Gud ved hvilken gang beslutter os for at gøre noget vanvittigt og risikere hele biksen med endnu et (forretnings-) eventyr har vi følgende, simple måde at tage den endelige beslutning på:
Lasse: Tjah, hvad er det værste, der kan ske?
Mogens: At vore <censur> falder af.
Lasse: Specielt, hvis det ikke kan høres, når de rammer gulvet.
Nøje overvejet
Som det tydeligt fremgår af denne videnskabelige proces, har vi altså ikke bare kastet os ud i endnu et eventyr – vi har skam også nøje overvejet konsekvenserne, hvis det senere skulle ende med at gå galt.
Det kom jeg til at tænke på under læsningen af bogen ’Deep Survival’, hvor forfatteren på side 239 skriver:
”Good survivors, like good wives, husbands, and CEOs, always consider the bleak side of things, too. They plan for them, and have an earnest hope that they will manage. But they do not care overly much that they might not … they know safety is an illusion and being obsessed with safety is a sickness…”
For nogen tid siden spurgte vores engelske au-pair, hvordan det kunne være at vi (min kone og jeg) oplevede så mange ting?
Der skete jo altid noget i huset (og det skal guderne vide).
Jeg anede det ikke. Nogle måneder senere kom hun selv med et muligt svar.
Hun var i gang med at læse en bog, som vist hed ’Just Say Yes’.
Sig ja til alt
Forfatteren havde besluttet sig for at sige ja til ALT, hvad folk foreslog, i et år af sit liv. Ikke kriminelle, dødbringende og lignende forslag. Men ellers.
Han endte med at lave mange underlige ting, inklusive at ryge hash i...fortsættes
... Amsterdam og snakke med meget skæve eksistenser.
Men hans pointe var, at det jo gik godt, og at han fik en masse nye indtryk, oplevelser og venner, fordi han smed den sædvanlige forsigtighed og ’Just Say No’-attitude over bord.
Jeg ved ikke, om han er fortsat med at leve på den måde, men han lavede da en tv-serie om det og havde det både sjovt og spændende – og fik udvidet sin horisont, så det ville noget.
Det kan vi ikke alle sammen bare gøre hele tiden. Men vi kunne måske i det små, på hver vores måde, holde op med at sige nej per automatik indtil vi bliver overbevist om, at det måske var værd at forsøge?
Langt de fleste opgraderinger, patchninger og kodeændringer går jo godt.
Nogle få går galt, men gør det noget? Vi mennesker er fantastiske til at håndtere (og nyder faktisk) kriser inden for vort arbejde.
Sig nej til det
Der er uendeligt megen tid, penge og kedeligt arbejde at spare ved at være bare lidt mere spontan og risikovillig .
PS: Jeg har til gengæld intet forslag til, hvordan den slags effektivitet og morskab kan opnås i en verden, hvor man har foræret alle sine adgangsrettigheder og sine fysiske maskiner til en outsourcer, og hvor aktiviteter, problemer og forespørgsler bliver klistret ind i uendelige processer, procedurer og SLA’er.
Det ligner ofte forskellen på at leve i et frit land og i et diktatur. Så bare sig nej til alt dét …
Mogens Nørgaard er direktør i Miracle.
Computerworlds klummer er ikke nødvendigvis udtryk for Computerworlds holdninger, men er alene udtryk for skribentens holdninger.
