IBM redefinerer virtuelt datacenter

I stedet for at slås mod troldmænd og krigere, får administratorer af datacentre lov at lege med deres servere og storage-enheder. Og det ligner faktisk et spil, selv om det ikke er det.

Artikel top billede

Ved brug af avatarer kan it-driftsansvarlige bevæge sig gennem deres virtuelle datacentre.

Computerworld News Service: IBM giver ny mening til begrebet 'virtuelt datacenter'. Og det ligner meget mere Second Life end VMware.

I stedet for at bygge en virtuel verden til online-spil eller for at give brugere en alternativ virkelighed, har Big Blue lavet en virtuel verden, hvor IT-chefer kan undersøge og håndtere hardware, der kører i deres helt håndgribelige datacentre.

IBM-projektet – kaldet 3-D Data Center – giver it-afdelinger en tredimensionel, realtime virtuel visning af deres datacenter-ressourcer, selv om de skulle være spredt over hele kloden.

Gå rundt som avatar

"Det er en ny måde at se på systemer og interagere med dem på," udtaler forsker ved IBM, Michael Osias, som er manden bag denne ny ide.

"Objekter er ikke kun visualiseringer. Man kan tænke på dem som små maskiner."

Så i stedet for at slås mod troldmænd og krigere, får administratorer af datacentre lov at lege med deres servere og storage-enheder. Og det ligner faktisk et spil, selvom det ikke er det, bemærker Osias.

IBM hævder, at den ny teknologi vil kunne hjælpe virksomheder med at identificere dårligt udnyttede maskiner, der kan afskaffes, fordele arbejdsbyrder mellem datacentre, overvåge strømforbrug og køling og flytte beregninger til køligere områder i forhold til vejret.

Ved brug af avatarer kan it-driftsansvarlige bevæge sig gennem deres virtuelle datacentre og overskue 'en skræddersyet 3D-repræsentation af servere, racks, netværk, strømforbrug og kølingsudstyr'.

Interaktiv virkelighed

Som en kombination af open source-software og IBM's egne værktøjer kan det virtuelle datacenter levere visualiseringer af enhver type hardware, uanset producentens navn, så længe den har en netværks-grænseflade til programmering af applikationer (netværks-API).

I stedet for at gennemlæse en tekst, der beskriver et datacenters forhold, kan it-chefer nu holde øje med flammer, der viser hotspots, undersøge visualiseringer, der viser forhold i serverforbrug eller modtage advarsler om systemfejl.

Bare for at øge den sproglige forvirring kan man endda bruge den virtuelle verden til at modificere virtuelle servere (af VMware-slagsen) i et fysisk datacenter.

"Vi har mulighed for at føre begivenheder gennem den virtuelle verden og tilbage ind i den virkelige verden. Lige nu er fokus på håndtering af strømforbrug, men vi vil fortsætte med at udvide funktionaliteten," forklarer Osias.

"Vi kan håndtere strømforbruget af en virtuel maskine," fortsætter han. Udføring af en handling i den virtuelle verden kan sende en kommando til IBM's Enterprise Workload Manager, som udfører den samme handling i et fysisk datacenter.

Sikkerhed på intranet

3-D Data Center blev udtænkt af Osias og hans kolleger som et eksperiment sidste år, da IBM var i færd med et større initiativ om virtuelle verdener. Osias besluttede at bygge et system af web-baserede værktøjer til at samle geografisk spredte datacenter-ressourcer i ét virtuelt miljø.

IBM byggede nogle få basale modeller, én rettet mod bankverdenen, en anden mod automobilindustrien og en tredje, der ligner noget fra Star Trek, ifølge Osias.

For at øge sikkerheden er hver kundes virtuelle verden hostet på et intranet i stedet for på det globale internet. Den virtuelle verden installeres på hver kundes intranet gennem en IBM serviceaftale.

IBM ville ikke udtale sig om prisen på disse serviceaftaler eller om, hvor mange penge Big Blue har hældt i projektet.

Indtil videre er der kun én kunde, der har det hele oppe at køre, idet projektet netop nu går fra prototypestadiet til beta og bliver præsenteret offentligt på torsdag. Kunden er Implenia, en schweizisk bygge- og ejendomsvirksomhed, der bruger 3-D Data Center til at drive otte sites.

Bredt tilgængeligt

"Nøglen i arbejdet for Implenia er IBM's virtuelle verden integrations-middleware, Holographic Enterprise Interface (HEI), som forbinder drift af fysiske datacentre i cyberspace til deres bygnings-automatiserings-programflade," skriver IBM i en pressemeddelelse.

"HEI har et modulopbygget og fleksibelt design, som lader klienter skræddersy interaktionerne mellem den virkelige og den virtuelle verden efter eget ønske. Hvert fysisk datacenter sammenkoblet gennem denne teknologi har en HEI-enhed, som transmitterer beskeder over det private netværk ved brug af standard internet-protokoller til serveren for den tredimensionelle virtuelle verden."

IBM's software, der renderer 3D-miljøet, er baseret på OpenSimulator, en open source skaber af virtuelle verdener. Det virtuelle datacenter, brugt af Implenia og potentielt af andre kunder, tillader adskillige brugere og muliggør samarbejde i forhold til en kundes datacenter.

Osias udtaler, at 3-D Data Center burde blive bredt tilgængeligt senere på året, og at IBM vil prøve at tilføje funktioner såsom håndtering af katastrofe-recovery.

Oversat af Thomas Bøndergaard

Læses lige nu

    Event: Cyber Security Festival 2026

    Sikkerhed | København

    Mød Danmarks skrappeste it-sikkerhedseksperter og bliv klar til at planlægge og eksekvere en operationel og effektiv cybersikkerhedsstrategi, når vi åbner dørene for +1.700 it-professionelle. Du kan glæde dig til oplæg fra mere end 70 talere og møde mere end 50 leverandører over to dage.

    18 & 19 november 2026 | Gratis deltagelse

    Navnenyt fra it-Danmark

    Alexander Hoffmann, SVP, Technology & IT hos GlobalConnect, er pr. 1. maj 2026 forfremmet til EVP, Tech, IT & Security. Han skal fremover især beskæftige sig med at lede den fortsatte udvikling af en mere integreret og software-drevet infrastrukturplatform. Forfremmelse

    Alexander Hoffmann

    GlobalConnect

    Renewtech ApS har pr. 15. marts 2026 ansat Jouni Salo som Account Manager for Sverige. Han skal især beskæftige sig med med at styrke Renewtechs nordiske tilstedeværelse med fokus primært på det svenske marked. Han kommer fra en stilling som Key Account Manager hos GoGift. Han har tidligere beskæftiget sig med udvikling af salgsaktiviter og kunderelationer på tværs af flere markeder. Nyt job

    Jouni Salo

    Renewtech ApS

    Pentos har pr. 2. juni 2025 ansat Jonas Kyhnau som Seniorkonsulent. Han skal især beskæftige sig med at rådgive virksomheder om HR digitalisering og implementering af SAP SuccessFactors og SmartRecruiters. Han kommer fra en stilling som Seniorkonsulent og PMO lead hos Gavdi. Han er uddannet Cand.merc Human Resource Management fra Copenhagen Business School. Han har tidligere beskæftiget sig med med Onboarding, Employee Central (Core HR). Nyt job

    Jonas Kyhnau

    Pentos