Jeg er en af de 11 'hemmelige millionærer' i TV2’s serie. Jeg kommer nok på engang sidst på året.
Jeg føler mig ikke som millionær. Jeg havde f.eks. ikke lige en kvart million (minimum) af mine egne penge, som jeg kunne overføre elektronisk til den spærrede konto hos tv-selskabet.
Jeg løste finansierings-problemet på følgende elegante måde:
(Scene: Vores dagligstue. Fem børn og hustru i sofa. Mig frisk hjem fra længere udlandsrejse. Bo Bedre møder turistpostkort...)
Jeg: "Jeg har købt dette halssmykke til dig."
Hun: "Det er meget flot. Tusind tak!"
Jeg: "Jeg tager ikke til konference i Dallas den 3."
Hun: "Det var dog dejligt. Vi har også savnet dig."
Jeg: "I stedet tager jeg 10 dage af sted til et ukendt sted i Danmark med et tv-hold ..."
Hun og børnene: "Øh, ok, det lyder - spændende!"
Jeg: "... og så donerer jeg en kvart million af vore egne penge til gode formål til sidst i programmet."
Hun: "Men vi HAR jo ikke en kvart million!"
Jeg: "Nej, det er derfor, vi skal tage et lån i vores hus!"
(Resten af scenen overlades til læsernes fantasi. Men det gik godt. Jeg er her stadig.)
De 10 dage i byen (censur) var spændende og lidt hårde. Det var også fantastisk at møde ildsjæle, der bare GØR det på trods af alle mulige forhindringer og problemer – for at hjælpe andre, der har det værre end dem selv. Fint.
Men mit største chok fik jeg ved at overhøre samtaler mellem folk, der vitterligt ikke har noget, og deres i øvrigt søde og velmenende kontakter i det offentlige system.
Jeg så til min rædsel, at det offentlige har kopieret de store, private matrixer og alt det dér med at lave processer og procedurer for at sikre ensretning.
Fortsættes...
Vi må gøre noget
Prøv at gøre følgende øvelse: Knyt begge hænder. Stræk nu begge pegefingre ud. Kryds armene over brystet, så fingrene peger hhv. til højre og til venstre.
I en matrix-organisation (privat eller offentlig) er det kun den øverste chef, der kan træffe beslutninger. Alle andre peger bare på andre. Ingen kan tage ansvar. Alt størkner.
De har alle procedurer og processer på plads. Der er generaliseret på undtagelser. Der holdes stresskursus flere gange om året.
De er klar.
Men de hjælper ikke dem, de oprindeligt skulle hjælpe, og de støtter ikke dem, der tænker nyt, bedre (og ofte billigere).
Jeg tror det skyldes, at vi KAN. Vi har simpelthen så mange penge i vores overflodssamfund, at det er muligt at lave så store organisationer (private og offentlige) med rigtigt mange ansatte, der kun genererer varme og CO2.
Det er derfor også muligt at ignorere de få, der brænder for noget og har ideer til noget nyt, bedre eller billigere. De, der råber op om, at der er noget galt. Hvorfor forstyrre bæstet, når det sover?
Glem alt om partipolitik, når I læser denne artikel - dårlige politikere (private og offentlige) giver andre skyld for dårlige ting og påtager sig ansvaret for gode ting.
Prøv i stedet at se, om I kan genkende noget fra de private kæmpeorganisationer. Jeg tror det.
Vi må gøre noget.
Mogens Nørgaard er direktør i Miracle.
Computerworlds klummer er ikke nødvendigvis udtryk for Computerworlds holdninger, men er alene udtryk for skribentens holdninger.
