Klumme: Kammerater! Kolleger! Mediepartnere! Jeg har som direktør for landets største IT-biks (så stor, at IT rent faktisk skal skrives med store bogstaver) besluttet mig for at benytte mig af et par Harry Potter-tricks:
Jeg har skruet tiden tilbage, ændret mine teknikeres interne status og privilegier – og placeret nogle få mennesker i IBM's svar på Azkaban. De skal skifte bånd resten af deres liv i et serverrum i Vonsild.
Altså: Jeg har valgt at skrue tiden tilbage til årets 100. dag, den niende april. Netop som flagene overalt i landet gik fra halv til hel, blev vi i datacentret på Prøvelsens Vej i Brøndby overfaldet sydfra.
En meget central hardware-dims valgte, mæt af dage, at forlade denne verden.
Jeg har endnu ikke besluttet, om den skal begraves med fuld honnør eller stenes.
Den store beslutning
En håndfuld af mine meget dygtige teknikere reagerede fantastisk hurtigt og beslutsomt. De var i gang med failover-proceduren inden for få minutter, men blev dér stillet over for et dilemma, der krævede, at de tog en meget hurtig beslutning.
De skulle enten lade stå til og risikere, at en potentiel (og meget farlig) netværksstorm spredte sig til de andre datacentre, eller de skulle trække i det helt store håndtag og dermed lukke for alle kunders adgang til systemerne.
Folkens, jeg ved ikke, hvor rolig jeg selv ville have været i den situation.
Jeg ved heller ikke, om jeg selv havde haft modet til at trække i håndtaget. Mod er jo at gøre noget ubehageligt, selv om man fuldt ud kender konsekvenserne.
Disse gutter havde modet, og de trak i håndtaget, vel vidende, at alle vore kunder rent faktisk ikke kan foretage failover til f.eks. det store, spejlede datacenter i Ejby.
Jeg måtte give Carlsbergs it-boss ret, da han med et skævt smil bemærkede: "Det er megen nedetid for et system med redundans".
Fortsættes...
Det gyldne håndtag
I lyset af disse gutters hurtige indsats og store, personlige mod har jeg med øjeblikkelig virkning besluttet mig for at opløse IBM's matrix med virkning fra den fjerde maj (befrielsesdagen).
Det er den bedste gave, jeg kan give gutterne, og det har sgu altid været irriterende for mine folk, at de havde fire-fem chefer med hver sit mål. Det laver vi om på nu.
Jeg introducerer også en ny belønning Det Gyldne Håndtag, som vil blive uddelt en gang om året til den eller de teknikere, der har taget den sejeste beslutning under pres i det forløbne år.
Der følger en weekend i Paris med ledsager med belønningen.
Hvis de selv ønsker det, vil jeg også forsøge at få dem interviewet i Computerworld, så alle kan se, hvor gode vore folk egentlig er, og hvor dygtige folk vi egentlig har i Danmark (både i IBM og udenfor).
Jeg gider i øvrigt ikke indkalde udenlanske eksperter eller deltage i diverse it-ordføreres fjollede, politiske lege omkring den her hændelse. Vi er danskere. Vi kan udmærket selv klare den slags ting.
Med hensyn til min kommunikationsafdeling: Midt under krisen besluttede de sig for at mørklægge sagen, det vi sige, at de ikke returnerede journalisternes opkald.
Det resulterede i, at journalisterne ringede til min gamle ven, Mogens Nørgaard, og andre i stedet, og det var egentlig ikke meningen.
Jeg tror ikke, jeg kan lære min kommunikationsafdeling, hvad åbenhed betyder, så jeg har sendt dem til Vonsild for at skifte bånd.
Mogens Nørgaard er direktør i Miracle.
Computerworlds klummer er ikke nødven-
digvis udtryk for Computerworlds holdnin-
ger, men er alene udtryk for skribentens holdninger.
