Iværksætter-komet henter millioner og ny direktør

Den danske iværksættervirksomhed iMotions har ansat en ny dansk direktør, og samtidig fået selskabets investorer til at skyde yderligere knap 10 millioner kroner i firmaet.

Artikel top billede

IMotions, der vandt Computerworlds Edisonpris som Danmarks bedste iværksættervirksomhed i 2006, har ansat Peter Schmidt som ny direktør og er samtidig blevet et antal millioner rigere.

"Vores nye direktør hedder Peter Schmidt. Han kommer fra en stilling som administrerende direktør for Softwarepeople og hans baggrund i reklamebranchen og softwareudvikling er en perfekt kombination for os," siger Peter Hartzbech, medstifter af iMotions og administrerende direktør.

Måler reklamens magt

IMotions hovedprodukt er software, der kan måle og analysere den følelsesmæssige påvirkning fra eksempelvis reklamer, brugergrænseflader eller computerspil. Produktet hedder Emotion Tool og er nu klar i en version 2.0.

Selskabets nyansatte Chief Operations Officer eller driftsdirektør Peter Schmidt er 42, gift og har tre børn.

"Jeg ved, hvordan man etablerer og vedligeholder en velfungerende 'back-office'-funktion, og jeg har altid arbejdet sammen med folk, der forstår at tage sig af salg, kunderelationer og marketing – og derfor ser jeg også frem til at arbejde sammen med holdet bag iMotions," siger Peter Schmidt, der starter i sit nye direktørjob i midten af august.

Fra fem til 250 mand

Før Softwarepeople stod Schmidt i spidsen for internetbureauet Framfab, da den virksomhed voksede fra fem til 250 ansatte på mindre end tre år, ligesom han som driftsdirektør var med til at banke AdPeople op fra 20 til 120 medarbejdere.

Peter Hartzbech beholder sin titel som administrerende direktør, men med et globalt perspektiv. Samtidig træder han ind i selskabets bestyrelse som menigt medlem.

"Jeg kan så bruge mere tid på at besøge kunder og tænke på det globale i forretningen, mens Peter Schmidt får mere rum til sit arbejde," siger Peter Hartzbech.

Tænke store tanker

Hartzbech er meget begejstret for at have fået Peter Schmidt ind i virksomheden netop nu, hvor farten er høj, og der skal tænkes stadig større tanker.

"Jeg har interviewet utrolig mange mennesker, men det er svært at finde den helt rigtige. Faktisk mødte jeg Peter Schmidt sidste år, og kemien passede perfekt, men der var mange andre ting, der skulle falde på plads, inden vi kunne ansætte ham," fortæller Peter Hartzbech.

Udover en ny topchef har iMotions også fået to millioner dollars svarende til omkring ni millioner kroner i kassen til at støtte den igangværende ekspansion.

På vej mod den store pot

Blandt deltagerne i den netop afsluttede finansieringsrunde er selskabet The Way Forward, ejet af Mads Kjær, som blandt andet står bag Kjær Group, Inventure Capital, som er den største investor, amerikaneren Kenneth Morse, og Niwa Group og Anwa ApS ved Anders og Niels Wall.

For et år siden fik iMotions også et antal venturemillioner (14,6 mio.), og dengang fortalte Peter Hartzbech, at millionindskuddet var et skridt på vejen mod en stor international finansieringsrunde, som denne sommer skulle rejse mellem 50 og 75 millioner kroner yderligere til iMotions.

"Det er også rigtigt. Den her finansieringsrunde er en 'bridge funding' og dermed et skridt mod den store internationale finansieringsrunde, som jeg forventer at vi får i hus senere på året," siger Peter Hartzbech.

IMotions har i dag kunder i 12 lande og 55 medarbejdere.

Annonceindlæg fra Barco

Sådan er teknologi og design med til at skabe vellykkede hybridmøder

Måden vi mødes på har ændret sig. Så hvorfor ser vores mødelokaler stadig ens ud?

Navnenyt fra it-Danmark

Netip A/S har pr. 1. maj 2026 ansat Michael Schou som Operations Manager ved netIP Aalborg og Aarhus. Han kommer fra en stilling som Senior Director - Head of IT hos BDO. Han har tidligere beskæftiget sig med flere områder indenfor IT-branchen, hvor han bla. også har drevet sin egen IT-virksomhed. Nyt job

Michael Schou

Netip A/S

Guardsix har pr. 1. april 2026 ansat Annbritt Andersen som Global Chief Revenue Officer (CRO). Hun skal især beskæftige sig med at geare organisationen til en markant skalering i Europa. Hun har tidligere beskæftiget sig med globale kommercielle strategier for nogle af branchens allerstørste spillere, herunder Microsoft. Nyt job
Pinksky har pr. 1. maj 2026 ansat Alexander Skou Henkel, 39 år,  som Rådgivende konsulent. Han skal især beskæftige sig med optimering af forretningsprocesser i Microsoft platformen. Han kommer fra en stilling som IT forretningskonsulent hos Evobis ApS. Han har tidligere beskæftiget sig med forretningsudvikling i Microsoft platformen. Nyt job
Elbek & Vejrup A/S har pr. 1. juni 2026 ansat Mikkel Bernt Buchvardt som AI Architect & Product Manager. Han skal især beskæftige sig med udviklingen af AI-Services og AI-Agenter i og omkring Business Central. Han kommer fra en stilling som Lead Data & Analytics hos IBM. Han er uddannet MSc. i softwareudvikling fra ITU. Han har tidligere beskæftiget sig med Data og BI hos KMD og Seges Innovation. Nyt job

Mikkel Bernt Buchvardt

Elbek & Vejrup A/S