Hej Peter,
Peter Larsen (5) skrev:
jeg beklager du ikke kan lide mine argumenter, men de er ud fra min erfaring som lokal registrar, og jeg har faktisk en del erfaringer med netop dette.
Din argumentation var nu rent faktisk blot "Janteloven lever også fint i København kan man så konstatere.".
Jeg ved, du har en del erfaringer med det. Men altså... show, don't tell! Kan de erfaringer ikke munde ud i noget mere brugbart?
I forhold til al den snak, der har været om åbenhed, frygter jeg en arrogance i stil med "Vi ved bedre, vi har mere erfaring, og hvis I er uenige, så er det FUD eller Jantelov".
Peter Larsen (5) skrev:
Jeg synes også jeg tilkendegiver min mening om debatten som helhed, og finder mine argumenter objektive, set fra en registrars synsvinkel.
Altså... det skal ikke være en hemmelighed, at jeg er bekymret for en registrar, som råber FUD (14 gange i dit næstseneste blog-indlæg), "Jantelov" og kalder folk for tosser. Dine karaktermord hjælper heller ikke på det.
Hvis det bare var et spørgsmål om "holdninger", så er det jo fint nok. Men alt andet lige står du jo i en indflydelsesrig situation. Den væsentlige kamp lige nu må vel netop være at skabe tryghed over situation (altså anti-F i FUD).
Og ærligt talt, så er der øjensynligt mange, som er utrygge ved situationen, og få, som er trygge. Det er i hvert fald min opfattelse, hvis jeg kigger på diverse netcommunities som diverse Facebook-grupper og for den sags skyld underskrifter.dk, som bl.a. du også henviser til i din blog.
Peter Larsen (5) skrev:
Jeg har deltaget i en dialog med dotDK, da de er valgt af IT og Telestyrelsen, og i et ønske derom at påvirke situationen til det bedste for mine kunder, såvel som alle andres kunder. I det arbejde har vi fået tilkendegivelser og tilsagn på vigtige elementer.
Jeg er glad for at du har været i dialog med dotDK. Vi andre er blot blevet mødt af et tredjeparts-PR-firma. Det synes jeg ærligt talt ikke er en god start.
Peter Larsen (5) skrev:
Mens vi er ved fakta: Vi er den registrar der allerede for flere uger siden har offenligt udtalt at fornyelsesprisen hos os er 45,- INCL moms, og der dermed INGEN ændring er for slutbrugeren. Dette faktum er tilsyneladende kun opfanget af en enkelt debatør.
Som nævnt er jeg tilfreds med GratisDNS' tekniske system. Men at I gør tingene ordentligt er ikke ensbetydende med at man kan forvente det over hele linjen.
mht jantelov, fud eller deslige, så kan du jo genlæse den tekst jeg har quoted fra dig først, og kom så tilbage og fortæl mig om du finder den passende. Jeg gør ikke.
Først og fremmest vil jeg håbe, at når folk siger "Jantelov", at de i det mindste også angiver hvilken af lovene, de tænker på. Lidt svarende til
Poul-Henning Kamps forklaring om RTFM-protokollen 
Men jeg finder den passende. Jeg finder også, at der er en række detaljer, som du kan vælge at forholde dig til og erkende eller afvise.
Det er min påstand, at du og GratisDNS vil få en langt større magtposition og mere indflydelse end i dag. Er du enig eller uenig i dette?
Min bekymring er, at det giver en polarisering af magtbalancen på nettet, og jeg kan ikke se, hvor en større indflydelse til brugerne skulle komme fra.
Dernæst nævner jeg, at du kommer med temmeligt mange anklager om FUD (deraf FUD-kanonen). Er du enig eller uenig i, at du ofte anklager om FUD?
Her er min bekymring, at FUD tilsyneladende bliver opfattet som et gyldigt argument i sig selv, ligesom Jantelov (og, uden for kontekst, et personligt hade-eksempel: whiner/klynker, som tilsyneladende også er blevet et legitimt argument i den danske politiker-debatverden, men det er en anden sag).
Det bekymrer mig tilsvarende at se på registrant.dk, at de nævner: "Mange af medlemmerne har en tvivlsom tilknytning til internetsamfundet.". Tvivlsom. Er du enig eller uenig i, at den slags udtryk er D'et i FUD?
Min største bekymring er nok springet fra "blot" at køre navneservice (som primært handler om teknik og administration) til de beføjelser, som følger ved shared registry-modellen. Her vil der i højere grad komme vurderingssager for den enkelte registrar, eller for den sags skyld en mystisk sammenblanding af vilkår.
Og her er jeg personligt ikke tryg, hvis den slags vurderinger skabes af et miljø (bl.a. din rolle og registrant.dk), som om nogen råber FUD, i stedet for en mere struktureret debatform.
Jeg håber, at du vil reelt forholde dig til den kritik, folk fremlægger. Jeg tror på, at du føler, at folk ikke læser hvad du skriver, eller at du føler, at folk ikke tror på, at du har indsigt i området.
Til gengæld er det vel kun rimeligt, at folk stiller kritiske spørgsmål til en kommende registrar under den nye model, som ikke alene blåstempler modellen, men også organisationen bag? Her bør man forholde sig til den konkrete kritik, i stedet for blot at opdele verden i tilhængere og modstandere.