Leder: Irriterende mangel på it-drevet innovation

Computerworld mener: I den offentlige sektor udgør it-drevet effektivisering uden innovation en risiko for at bremse digitaliseringen til skade for udviklingen af det danske samfund.

Artikel top billede

Computerworld mener: Effektivisering er godt - it-understøttet effektivisering er rigtig godt. Men især i den offentlige sektor udgør it-drevet effektivisering uden innovation en risiko for at bremse digitaliseringen til skade for udviklingen af det danske samfund.

Med Jan Cilius i spidsen for Statens It er regeringen tilsyneladende godt på vej mod gennemførelsen af den supercenterplan, der skal samle 650 it-folk fra 156 forskellige statsinstitutioner i én it-organisation.

Formålet med denne offentlige, digitale sværvægter er at spare 425 millioner kroner om året.

Statens It er et forbilledligt effektiviseringsprojekt.

Og velgennemført kan det frigive ressourcer til andre udgifter i det offentlige.

Men finansminister Lars Løkke Rasmussen (V) og hans partifælle Kristian Jensen i Skatteministeriet skal passe på, at de ikke glemmer det andet ben i digitaliseringen: Innovation.

For denne uges bud på en finanslov fra regeringen lægger ikke skjul på prioriteringen. Effektivisering er hovedformålet med it-investeringer. Innovation kommer herefter.

Forplanter sig

Den besked forplanter sig helt ud i it-afdelingerne. 66 procent af de offentlige it-chefer svarer i "IT i Praksis 2008" fra Dansk IT og Rambøll Management, at kravet om effektivisering er den drivende faktor for de kommende års digitaliseringsindsats.

Mens blot 20 procent peger på øget innovation i udførelsen af de offentlige opgaver.

Det kan synes som et akademisk problem, om effektivisering kommer før innovation som mål for it-investeringer.

Hvis bare begge dele er på radaren hos beslutningstagerne?

Men pointen er netop, at Jan Cilius og kollegerne i staten lige nu har muligheden for at lægge snittet for helt præcis hvilke dele af statsinstitutionernes it-aktiviteter, der skal centraliseres.

Ny arbejdskultur

Dermed lægger de fundamentet under en organisationsform og en arbejdskultur, der kommer til at dominere i en betydelig årrække.

Og så er diskussionen om vægtning af effektivisering og innovation ikke så akademisk.

For det er helt afgørende, at snittet bliver lagt, så statens it bliver leveret så økonomisk effektivt som muligt samtidig med, at der fokuseres på at anvende it til ikke blot at understøtte, men også at udvikle den service, som er den offentlige sektors kerneforretning.

Finansministeriet risikerer at kaste så tunge effektiviseringsskygger over den offentlige digitaliseringsstrategi, at vigtige initiativer som domænebestyrelser og målet om at sætte borgeren i centrum, bliver glemt.

På samme måde med de såkaldt arbejdskraftbesparende teknologier i det offentlige.

Hvis historien om anvendelse af it i ældreplejen, på hospitaler og så videre alene kommer til at handle om besparelser for at dæmme op for arbejdskraftmanglen, så vil en stor del af de investerede tre milliarder kroner være spildt.

Hvis derimod historien kommer til at handle om, at teknologien kan frigøre menneskehænder til at forbedre eller udvide servicen, så vil afkastet af de investerede milliarder blive anderledes positivt.

Forskellen er målet for it-investeringerne: Effektivisering eller innovation.

"Den offentlige innovation risikerer at drukne i effektiviseringer, så længe det offentliges it-anvendelse primært sker ud fra en effektiviseringsdagsorden og ikke en innovationsdagsorden. Og dette er uheldigt. Især fordi borgerne efterspørger flere digitale løsninger."

Sådan sagde Dansk IT's formand Lars Mathiesen i forbindelse med præsentationen af årets IT i Praksis.

Lars Mathiesen har helt ret.

Manglen på it-drevet innovation bliver endnu mere irriterende, når vi tilføjer vores ansvar for at bruge Danmarks teknologiske forspring til videreudvikling af samfundet. Ansvaret er ikke kun regeringens.

Hvor er oppositionens bud på at anvende teknologien til at udvikle samfundet?

Event: Årets CISO 2026

Sikkerhed | København

Vi glæder os til at løfte sløret for flere detaljer til denne konference. I mellemtiden kan du tilmelde dig og dermed have tidspunktet reserveret i din kalender.

22 oktober 2026 | Gratis deltagelse

Navnenyt fra it-Danmark

IFS Danmark A/S har pr. 1. april 2026 ansat Sarah Warm som Account Executive, Energy & Utilities. Hun skal især beskæftige sig med salg af IFS' løsninger til nye kunder inden for energibranchen. Hun kommer fra en stilling som Account Executive hos Synergy Investment Group i Holland. Hun er uddannet BSc Economics and Business Economics, Neuroscience & MSc Business Administration Digital Business. Hun har tidligere beskæftiget sig med Solution Sales & Cybersecurity. Nyt job

Sarah Warm

IFS Danmark A/S

Sharp Consumer Electronics har pr. 1. april 2026 ansat Daniel Eriksson som salgsdirektør for de nordiske lande. Han skal især beskæftige sig med at accelerere virksomhedens vækst i Norden. Han kommer fra en stilling som nordisk salgsdirektør hos Hisense. Han har tidligere beskæftiget sig med detailhandel, kommerciel strategi og markedsudvidelser med bemærkelsesværdige resultater til følge. Nyt job

Daniel Eriksson

Sharp Consumer Electronics

SAP SuccessFactors Partner Pentos har pr. 1. marts 2026 ansat Plamena Cherneva som Seniorkonsulent indenfor SuccessFactors HCM. Hun skal især beskæftige sig med konfiguration og opsætning af SuccessFactors suiten, samt udvikle smarte løsninger til mellemstore danske virksomheder. Hun kommer fra en stilling som løsningsarkitekt indenfor HR IT hos LEO Pharma. Hun har tidligere beskæftiget sig med HR procesdesign, stamdata og onboarding. Nyt job

Plamena Cherneva

SAP SuccessFactors Partner Pentos

Trafikstyrelsen har pr. 1. maj 2026 ansat Nihad Hodzic som IT og Digitaliseringschef. Han skal især beskæftige sig med med IT-projekter og digital transformation, herunder især det strategiske løft af Trafikstyrelsens digitale niveau. Han kommer fra en stilling som Kontorchef hos Udviklings og Forenklingsstyrelsen. Han er uddannet i statskundskab og har en lederuddannelse fra MIT Sloan, samt en igangværende Master i IT-Ledelse. Han har tidligere beskæftiget sig med IT-udvikling og større projekter på momsområdet, hvor han har ledet et projekt- og udviklingskontor. Nyt job

Nihad Hodzic

Trafikstyrelsen