Microsoft har ansøgt om og fået amerikansk patent på Page Up og Page Down.
Under princippet om "navigating paginated content in page-based increments", har Microsoft således herefterdags de formelle rettigheder over de hyppigt anvendte tastetryk, skriver ZDNet.co.uk
Patentet på tastetrykkene tilskrives opfinderne Timothy Sellers, Heather Grantham og Joshua Dersch.
Page Up- og Page Down-taster fandtes imidlertid helt tilbage i pc'ens barndom, som dette billede af et IBM PC-keyboard viser.
Musehjulet og Dobbeltklikket
De amerikanske patentmyndigheder beskriver patentet nogenlunde således:
"Når brugeren betragter en side med et synsområde fra midten af siden til bunden, vil en Page Down-kommando afstedkomme, at den næste side vises fra midten til bunden af siden. Det samme sker, når siden vises i spalter ved siden af hinanden."
Microsoft har desuden patenter på "musehjulet, der kan rulle op og ned" og "dobbeltklikket".
I marts 2006 fik Microsoft sit patent nummer 5.000, og nærmer sig i skrivende stund patent nummer 10.000.
Ansøgningen om patent på Side op- og Side ned-tastetrykkene blev indgivet til det amerikanske patentkontor tilbage i 2005, men først i år er ansøgningen godkendt og tildelt patentnummer 7.415.666.
De sidste tre cifre i patentnummeret er muligvis en tilfældighed.
Bemærk at der er kommet nye oplysninger frem i denne sag, som du kan læse i artiklen Styrelse: Microsoft har ikke eneret til populære taster