Artikel top billede

"En stor virksomhed burde man kunne stole på. De sad bare og lyttede," siger iværksætteren Rudi Rusfort Kragh, som mener, at Totalkredit har kopieret væsentlige dele af hans beregningsløsning. Foto: Christian Streich

Iværksætter: Totalkredit har stjålet min net-ide

Kreditselskabet Totalkredit afviser at have hugget en lille iværksætters ide til en onlinebaseret energiberegner.

Reklamerne for kreditselskabet Totalkredits Miljøberegner brager løs på TV2 og Radio 100 FM.

"Beregn dit energiforbrug på nettet og se, hvad du kan spare."

Ideen er, at du som husejer kan klikke ind på kreditselskabet hjemmeside og hurtigt beregne, hvad du kan spare i udgifter til energi, hvis du for eksempel efterisolerer dit hus.

Og har du ikke lige pengene til nye vinduer og glasuld, kan du låne dem hos Totalkredit.

Men brageriet fra reklamerne for Totalkredits efterårskampagne runger fælt i ørerne på iværksætteren Rudi Rusfort Kragh.

Han mener nemlig, at den miljøberegner, som Totalkredit tilbyder sine potentielle kunder, er stort set identisk med den, han præsenterede for kreditselskabet i maj måned i år.

Hans Energiberegneren blev lanceret på nettet i april i år og blev omtalt af flere medier.

Kinesiske tilstande

Totalkredit modtog allerede i marts hjemmesideadressen, hvor Energiberegneren 8. april ville være tilgængelig, oplyser Rudi Rusfort Kragh

I slutningen af maj aftalte Totalkredit og Rudi Rusfort Kragh og hans virksomhed Husets Web så at lave en hensigtserklæring om et samarbejde, fortæller han:

"Men få dage senere meddeler Totalkredit, at man har valgt en anden leverandør til selskabets efterårskampagne. Det er jo vilkårene. Og det var fint nok. Indtil jeg så, hvad de havde lavet."

For tre uger siden var han nemlig til møde med Totalkredit, hvor mulighederne for et fremtidigt samarbejde skulle diskuteres, nu da salget af beregningsmaskinen ikke var blevet til noget.

På mødet præsenterede Totalkredit sin efterårskampagne med bøger, plakater og slogans.

"Og så viser de deres Miljøberegneren. Den stiller de samme spørgsmål, som min Energiberegneren. De har ladet sig inspirere så kraftigt af min løsning, at jeg må spørge, om det er kinesiske eller danske forhold, vi har at gøre med her. Og de har ikke engang forbedret konceptet," fortæller Rudi Rusfort Kragh.

33 identiske punkter

Der findes flere energi- og CO2-beregnere på nettet. DONG, Velfac, Isover og Rockwool har eksempelvis alle sammen en.

"Men på Totalkredits Miljøberegneren spørger de om forventningerne til udviklingen i energipriserne. Det er et helt centralt spørgsmål. Ingen andre beregnere end min, stiller det spørgsmål. Så røg vi op i loftet," fortæller Rudi Kragh.

Han analyserede efterfølgende Miljøberegneren op mod sin egen Energiberegneren.

"Der er 33 identiske tilvalg og fravalg. For eksempel er metodikkerne adskilt, når man taster husnummer og vejnavn i hver sit felt. De har bare siddet og lyttet."

Ros fra Connie Hedegaard

Ideen til Miljøberegneren fik Rudi Rusfort Kragh for tre år siden.

Sammen med en række aktører inden for byggeriet, Nykredit, Nordea Bank, Danbolig, Svendborg Kommune og et fjernvarmeværk, afdækkede han udfordringerne og kom frem til, at af de 1,4 millioner huse, der er i Danmark, kan 70 procent med fordel efterisoleres.

I efteråret sidste år gik arbejdet i gang med at lave en energiberegner, der finder det konkrete hus på den konkrete adresse.

"Jeg fik ideen med at kombinere adressen med BBR, det offentlige ejendomsregister. Vi udviklede et system, hvor man nøjes med at indtaste adressen, og så trækkes alle oplysninger fra BBR."

I oktober 2007 gik programmeringen i gang, og løsningen blev introduceret på Fyn 8. april 2008. Den fik blandt andet ros af Klima- og energiminister Connie Hedegaard (K).

Revolver for panden

Da Totalkredit bliver opmærksom på Energiberegneren, og kontakter Rudi Kragh for et møde i april i år, fortæller han om konceptet.

"Totalkredit synes det lyder interessant. De spørger efterfølgende efter koderne til Energiberegneren, men dem ville jeg ikke offentliggøre lige før lanceringen. Lad os se på lidt længere sigt, sagde jeg," fortæller Rudi Rusfort Kragh.

5. maj holder Rudi Kragh og Totalkredit atter et møde.
Mødet foregår hos Bolius, der et aktieselskab ejet af en af Danmarks største fonde, Realdania.

"Totalkredit spørger atter efter koderne. Jeg siger ok, mod at Totalkredit underskriver en aftale. Men så siger Bolius' administrerende direktør, Ulrik Heilmann, som deltog i mødet, at hvis det er et problem, så laver vi beregneren selv. Jeg følte, jeg fik en revolver for panden. Vi er en lille iværksættervirksomhed, vi har ikke kapital til advokater," siger Rudi Rusfort Kragh.

Betales til tavshed

Rudi Rusfort Kragh tilbød, at selskabet kunne købe Energiberegneren for 400.000 kroner, men Totalkredit valgte altså en anden leverandør.

Da Rudi Kragh gjorde opmærksom på, at han mener, at Totalkredit har hugget hans ide, lod Totalkredit et advokatfirma gennemgå sagen.

Advokatfirmaet mener ikke, at der er foregået brud af ophavsretlig karakter.

Alligevel fremsendte advokatfirmaet Johan Schlüter 2. september et forslag til en forligsaftale på vegne af Totalkredit, hvor Rudi Rusfort Kragh og Husets Web tilbydes 50.000 kroner mod at overlade alle rettigheder til ordet "-beregneren".

Husets Web må gerne beholde varemærket Energiberegneren, men skal frasige sig retten til at rejse yderligere erstatnings- eller vederlagskrav, "til en fuld og endelig afgørelse af ethvert mellemværende mellem parterne."

"Det er ikke betaling for løsningen. Vi har tilbudt at kompensere Husets Web for den mødetid og de timer, de har lagt i den kontakt, de haft med os. Det har vi regnet ud til en given timepris, og det er 50.000 kroner. Det er vigtigt, at det er mødetiden, det handler om," siger Ole Lund, marketingdirektør i Totalkredit.

"De kaldte det bropenge," siger Rudi Rusfort Kragh.

Ole Lund beklager sagen, som han finder unødvendig og ærgerlig.

"Det er helt usædvanligt, at en leverandør, som er fravalgt, reagerer som Rudi Kragh. Det har jeg aldrig oplevet i min karriere," siger Ole Lund.

Skade på samarbejde mellem store og små

Rudi Rusfort Kragh har afvist forligsforslaget.

"Uanset at en eventuel retslig afgørelse måtte vise, at udviklingen af Miljøberegneren ikke er lovstridig, er vi stadig overbevist om, at Miljøberegneren ikke var blevet udviklet på den aktuelle måde, såfremt Husets Web og primært Rudi Rusfort Kragh ikke havde udtænkt og udviklet ideen om at lave Energiberegneren, baseret på enkle og umiddelbart tilgængelige informationer, herunder BBR-data," skriver Husets Web i svaret til Totalkredit.

I svaret beklages det også, at en sådan sag kan gøre skade på det fremtidige samarbejdet mellem innovative iværksættervirksomheder og større etablerede firmaer.

"Alle havde sagt til mig, at når du kommer op i det segment, med de store virksomheder, så er der ordentlighed, fordi ingen vil risikere deres image. En stor virksomhed burde man kunne stole på. Så chokket er stort," siger Rudi Rusfort Kragh.

Handler om følelser

Hos Totalkredit mener marketingdirektør Ole Lund, at sagen mere handler om følelser.

"Vi taler ikke business her, vi taler følelser. Hvis vi taler strictly business, så er der ikke noget at komme efter. Men det er altid vanskeligt, når folk bliver såret. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre mere, end det, jeg har gjort," siger Ole Lund, og fortsætter:

"I samme sekund, der kommer sådan noget op om, at vi har planket en løsning, er det en meget, meget grov beskyldning, som kan få store konsekvenser. Derfor tog vi også fat i landets bedste advokatfirma på rettighedsområdet. De vurderede sagen, og der er ikke fugls føde på den," siger Ole Lund.

Meget stort regneark

Den leverandør af Miljøberegneren, som Totalkredit valgte i stedet for Husets Web, er Natur-Energi, der også er et lille iværksætterselskab.

Her siger ejeren Rasmus Christensen, at han ikke kender løsningen bag Energiberegneren.

"Vores løsning er basalt set et meget stort regneark, der indeholder en beregningsmotor. Jeg ville ønske, jeg kunne sige, at den er unik, men der findes altså mange beregningsmodeller på dette område i øjeblikket," siger han.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Ciklum ApS
Offshore software- og systemudvikling.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Compliance og strategisk it-sikkerhed efter DORA

Finansielle koncerner har i snit 85 sikkerhedsløsninger i drift – men er i snit op til 100 dage om at opdage et igangværende cyberangreb. Ydermere viser øvelser, at det typisk tager 4-6 uger at rense og genetablere sikker drift af centrale systemer efter et stort angreb. Fokus for dagen vil derfor være på henholdsvis governance samt om, hvordan du som it-leder i den finansielle sektor skal kunne håndtere fremtidens cybertrusler og arbejde effektivt med sikkerhed på et strategisk niveau.

04. april 2024 | Læs mere


EA Excellence Day

Hvad er det, der gør it-arkitektens rolle så vigtig? Og hvad er det for udfordringer inden for områder som cloud, netværk og datacentre, som fylder hos nogle af landets bedste it-arkitekter lige nu? Det kan du her høre mere om og blive inspireret af på denne konference, hvor du også får lejlighed til at drøfte dette med ligesindede.

16. april 2024 | Læs mere


IAM - din genvej til højere sikkerhed uden uautoriseret adgang og datatab

På denne dag udforsker vi de nyeste strategier, værktøjer og bedste praksis inden for IAM, med det formål at styrke virksomheders sikkerhedsposition og effektiviteten af deres adgangsstyringssystemer og dermed minimere risikoen for uautoriseret adgang og datatab. Og hvordan man kommer fra at overbevise ledelsen til rent faktisk at implementere IAM?

18. april 2024 | Læs mere