Ny Prosa-formand vil yde krisehjælp

Prosa har valgt ny formand. Niels Bertelsen afløser formanden gennem seks år, Peter Ussing. Læs her, hvad den nye formand pønser på.

Artikel top billede

"Hvis man begynder at drosle ned på it, drosler man ned på selve forretningsgrundlaget," siger Niels Bertelsen, nyvalgt formand for Prosa. Foto: Hung Tien Vu/Prosa

47-årige Niels Bertelsen er ny formand for forbundet af it-professionelle, Prosa. Han blev valgt ved en delegeretforsamling i går, søndag.

Han afløser den 55-årige Peter Ussing, der efter seks år som formand havde valgt ikke at genopstille til formandsvalget.

Niels Bertelsen har tidligere været faglig sekretær, og fra 2000-2005 bestred han posten som organisatorisk næstformand.

Den nye formand er valgt for en toårig periode, hvor han udover fortsat at fokusere på globaliseringdebatten, også vil sætte fokus på den aktuelle finanskrise, der formodentlig også vil ramme it-branchen.

"Vi har jo erfaring fra tidligere med, hvor dybt kriser kan gribe ind i vores medlemmers hverdag. Med jævne mellemrum er der opstået kriser, der har medført massiv ledighed på området. Det er vi nødt til at geare os til. Vi skal være forberedt på at kunne hjælpe medlemmerne i den situation," siger han.

Stop ikke it-udviklingen

Niels Bertelsen mener, at specielt det offentlige har en forpligtelse til fortsat at holde it-projekterne kørende, selv i krisetider.

"En af de ting, der typisk sker i en krise, er, at alle projekter stopper. Det det handler om er at få det offentlige på banen. Der er nogle store it-projekter i det offentlige, som sagtens kan køre videre, selvom der er krise i den øvrige del af branchen," siger han.

Også de private virksomheder har et ansvar, mener Niels Bertelsen. Han advarer dem især mod at skære ned på it-budgetterne.

"Vi skal sørge for, at arbejdsgiverne er opmærksomme på, at hvis de stopper it-udviklingen, så eroderer deres eget forretningsområde også. Hvis man begynder at drosle ned på it, drosler man ned på selve forretningsgrundlaget," siger han.

CSC kan vente hård kamp

Den amerikanske it-gigant CSC har tidligere raslet med sablen overfor de danske fagforeninger, heriblandt Prosa, hvis indflydelse den amerikanske direktør Ivor Cannavan gerne ser minimeret mest muligt.

"Jeg har den holdning, at der på CSC er en overenskomst, som Prosa er en del af, og det skal der fortsat være, uanset hvad en amerikansk topleder må mene om det spørgsmål. I Danmark er vi vant til at afklare de forhold, der er på en arbejdsplads, gennem aftaler med medarbejderne. Det skal vi fortsat gøre," siger Niels Bertelsen.

Medlemmerne behøver altså ikke frygte for manglende opbakning fra Prosas nye formand. Kravet om en overenskomst er klart fra organisationens side.

"Det vil vi stå fast på, og det er vi også gearet til. At understøtte medarbejderne i den slags konfliktsituationer er netop det, vi kan," siger han.

Læses lige nu

    Navnenyt fra it-Danmark

    Comsystem A/S har pr. 15. april 2026 ansat Iver Jakobsen som Technical Key Account Manager. Han skal især beskæftige sig med teknisk løsningssalg. Iver Jakobsen har 25 års erfaring fra TelCo-branchen. Han kommer fra en stilling som Key Account Manager hos E.ON Drive ApS. Han har tidligere beskæftiget sig med rådgivning og løsningssalg. Nyt job

    Iver Jakobsen

    Comsystem A/S

    Pinksky ApS har pr. 1. maj 2026 ansat Dan Toft, 29 år,  som Rådgivende konsulent, Partner. Han skal især beskæftige sig med digitalisering med Microsoftplatformen. Han kommer fra en stilling som Microsoft 365 & SharePoint Specialist hos Evobis ApS. Han er uddannet datamatiker. Han har tidligere beskæftiget sig med Microsoft 365 og SharePoint udvikling. Nyt job

    Dan Toft

    Pinksky ApS

    Jakob Dirksen, SVP, Nordic Customer Delivery & Operations hos GlobalConnect, er pr. 1. maj 2026 forfremmet til EVP, Infrastructure Delivery & Operations. Han skal fremover især beskæftige sig med at lede Infrastructure Delivery & Operations, der har til opgave at drive og udvikle fibernetværket på tværs af virksomheden. Forfremmelse

    Jakob Dirksen

    GlobalConnect

    Sharp Consumer Electronics har pr. 1. april 2026 ansat Daniel Eriksson som salgsdirektør for de nordiske lande. Han skal især beskæftige sig med at accelerere virksomhedens vækst i Norden. Han kommer fra en stilling som nordisk salgsdirektør hos Hisense. Han har tidligere beskæftiget sig med detailhandel, kommerciel strategi og markedsudvidelser med bemærkelsesværdige resultater til følge. Nyt job

    Daniel Eriksson

    Sharp Consumer Electronics