ANNONCE:
Selvom folkeskoler og gymnasier bugner af ny it, er det stadig tavlen og kridtet, der er lærernes foretrukne værktøj, når klokken ringer til time.
Det viser en undersøgelse, som forskningsinstituttet Dream har foretaget sammen med Nationalt videnscenter for læremidler.
Sammenlignet med en tilsvarende rapport fra 1995 er resultatet overraskende.
"Teknologisk er der sket rigtig meget siden 1995, men når vi ser på brugen, er lærebogen stort set uantastet, og fotokopien har også stor plads. Ni ud af ti lærere bruger fortsat bogen," siger professor Kirsten Drotner fra Syddansk Universitet, som er en af forskerne bag rapporten.
"Der er ikke sket særligt meget på de 13 år, når vi ser på de digitale læringsressourcer," siger hun.
Nye teknologier er ukendte
I undersøgelsen er dansk- og matematiklærere fra Folkeskolens 8. klasser og gymnasier blevet spurgt om, hvilke værktøjer de bruger i undervisningen.
52 procent af dansklærerne og 77 procent af matematiklærerne svarer, at de aldrig bruger hjemmesider i timerne. Henholdsvis 59 og 78 procent bruger aldrig digitale av-materialer.
Og når det kommer til mulighederne i web 2.0-trends, som blogs og wikier, er potentialet stort set ukendt. 89 procent af dansklærerne fravælger dem, mens det for matematiklærernes vedkommende er 99 procent.
"Med web 2.0-teknologier lærer eleverne at skabe ny viden og koble lyd, billeder og tekst. Selvom de måske bruger dem i fritiden, kan det ikke erstatte undervisningen. Man er ikke nødvendigvis digital kompetent, fordi man er digitalt aktiv," siger Kirsten Drotner.
Fortsættes ...





