Teknologi får værdi, når det tilfører værdi

En kollega var for nylig på den store forbrugerelektronik-messe i Vegas og kom hjem med masser af indtryk. En af de varme ting i år var angiveligt 3D - altså næste generation af de tofarvede papbriller, der stadig følger med visse børnefilm.

Tænk en gang: Jes Dorph eller Byggemand Bob kommer ud af fjernsynet og ind i stuen til dig. Det kan man vel næppe leve foruden. Eller ...?

Det fik mig til at tænke på 1994-strimlen 'Disclosure' (Farligt Begær) med Michael Douglas i rollen som sexchikane-offer. I den er der en virtual reality-scene (hvis du ikke kan udholde tanken om at (gen)se hele filmen, kan du finde klippet på Youtube) hvor Michael Douglas iført datahandske og 3D-briller er på jagt efter det dokument, der kan redde hans job.

Den virtuelle verden er indrettet fuldstændig som det arkiv, alle virksomheder har i kælderen, med høje skabe fyldt med kartoteksskuffer. Et skab pr. division, en skuffe pr. afdeling. Altså gammeldags førstegenerations dokumentstyring.

Dengang var virtual reality - også kaldet VR, det hotteste hotte, men interessant at se, hvor lidt der egentlig er sket 15 år efter: Second Life (til andet end underholdning) gik vel nærmest til grunde igen, og det store hit på Vegas-messen er en envejskommunikationsudgave af teknologien, hvor man dybest set bare har spicet papbrillerne op med lidt strøm.

Der må være en årsag til, at VR ikke rykker. Og jeg tror, at årsagen er, at det i sig selv ikke tilfører nogen som helst værdi at gå ind i en digital udgave af et gammeldags arkiv, iført strømførende handsker og tunge briller for at finde det dokument, man leder efter.

Det ville have været væsentligt hurtigere for hr. Douglas at søge i arkivet ved hjælp mus og tastatur, men det gør sig selvfølgelig ikke så godt på film. Så længe den nye teknologi bare sætter strøm til processen uden at tilføre nyt - forbliver det teknologi.

Tænk bare på IP-telefoni, som dog trods alt tilførte markedet en ny prisstruktur. Det har VR ikke engang formået.

Fortsættes ...