Artikel top billede

Getmore: To anmeldelser for snyd på én uge

To gange på en uge er webbutikken Getmore blevet anmeldt til Forbrugerombudsmanden for at fuske med prissammenligninger og anmeldelser på brugerportalen Trustpilot.

To gange på en uge og tre gange på halvandet år er web-butikken Getmore blevet anmeldt til Forbrugerombudsmanden.

"Det er klart, at når man kører lige til den grå grænse og sommetider over, så skaber det opmærksomhed hos kollegaerne," siger Poul Thyregod.

Han er direktør for Proshop og stod bag den første af sidste uges to anmeldelser af Getmore til Forbrugerombudsmanden.

Den seneste henvendelse til Forbrugerombudsmanden drejer sig om anmeldelser på brugerportalen Trustpilot, hvor Getmore i dag har 31.866 anmeldelser, hvoraf langt hovedparten er meget positive.

Hænger slet ikke sammen

Anmelderen ønsker ikke at stå frem med navn, men undrer sig som andre af Getmores konkurrenter over de ekstraordinært mange positive anmeldelser, der ligger af webbutikken på Trustpilot.

"Antallet af anmeldelser og arten af dem hænger slet ikke sammen med virkeligheden, men vi kan ikke dokumentere, at der bliver manipuleret," siger anmelderen til Computerworld.

Fra Forbrugerombudsmandens kontor bekræfter Søren Iversen, at anmeldelsen af Getmore er modtaget, men at det endnu ikke er besluttet, om Ombudsmanden vil se nærmere på netop denne anmeldelse.

"Hvis vi vurderer, at sagen er vigtig og måske har principiel betydning, så tager vi den op og ser nærmere på den, lyder det.

Ugler i mosen

Flere af de virksomheder, der konkurrerer med Getmore mener, at der må være ugler i mosen, men at det skulle være tilfældet, kan de ikke bevise.

"Der behøver ikke nødvendigvis være noget odiøst i de mange anmeldelser, men jeg kan da ikke udelukke, at der er det," siger Peter Holten Mühlmann, stifter af Trustpilot.

Til sammenligning med Getmores 31.847 anmeldelser har Wupti og Proshop henholdsvis 2.472 og 998 anmeldelser, mens Midt-Data har 594 anmeldelser. For de tre butikkers vedkommende er anmeldelserne af en betydelig mere blandet karakter med både gode og dårlige anmeldelser.

"Vi undrer os over, at Getmore kan have 10 gange flere anmeldelser end os med en markant lavere omsætning," siger Torben Mouritsen, administrerende direktør for webbutikken Wupti.com.

10 og 27,5 millioner kroner

Getmore har i regnskabsåret 2007/08 en bruttoomsætning på lige godt 10 millioner kroner og et resultat før skat på 2,4 millioner, mens Wupti i 2008 havde en bruttoomsætning på 27,5 millioner kroner.

Afviser urent trav

Selv mener Getmore ikke, at der er noget at komme efter. Marketingchef Steen Mortensen siger:

"Kunderne får en opfordring til at anmelde os på Trustpilot, og at de så gør det markant mere end hos konkurrenterne, kan tyde på, at vi har flere kunder."

De mange positive anmeldelser kommer fra "hr. og fru Hansen ude i det danske land", og marketingchefen afviser enhver snak om urent trav.

"Onde tunger siger måske nok, at vi manipulerer med anmeldelserne på Trustpilot. Jeg ved ikke, hvor du har det fra, men det kan jeg fuldstændig afvise. Sådan noget gør vi ikke," siger Steen Mortensen.

Han mener i øvrigt ikke, at Wupti nødvendigvis har en større omsætning end Getmore, bare fordi Wuptis bruttoresultat er to en halv gang større end Getmores.

En anmeldelse til hver

Bemærkelsesværdigt mange af Getmores anmeldere på Trustpilot er novicer med bare to anmeldelser bag sig. En vedrørende Getmore og en vedrørende Postdanmark.

En af Trustpilots brugere reflekterer over de ualmindelig mange positive Getmore-anmeldelser med dette indlæg:

"...Trustpilot tag jer nu sammen og slet alle de falske anmeldelser. Hvis i går dem igennem, er det tydeligt at se, at det drejer sig om fusk..! Altid to anmeldelser Getmore og Postdanmark, samme dag og aldrig flere. På den her måde ryger formålet jo med Trustpilot, hvis man ikke kan tage karakteren for gode varer..."

En måde en del af de mange positive anmeldelser kan forklares på er, hvis kun de Getmore-kunder, der med sikkerhed får deres varer dagen efter bestilling, får tilsendt et anmelderlink. Sådan en kodning, som piller næsten sikre gode anmeldelser ud, er ifølge flere programmører, som Computerworld har talt med, en simpel sag at strikke sammen.

"Jeg vil have svært ved at opdage det, hvis Getmore kun sender et anmelderlink til udvalgte kunder selvfølgelig afhængigt af, hvordan og til hvor mange de gør det," siger Peter Holten Mühlmann.

Han tilføjer, at en del af forklaringen på de mange anmeldelser kan være, at de forskellige webbutikker beder kunderne om at skrive anmeldelser forskellige steder som på for eksempel portalerne edbpriser og Pricerunner.

Samme forklaring slår også Getmores marketingchef på, og han gentager, at Getmore har fuldstændigt rent mel i posen.

Pristjek og manipulation

For halvandet år siden blev Getmore også anmeldt til Forbrugerombudsmanden for at manipulere brugerbedømmelser på brugerportalen Trustpilot.

Dengang sprang Getmore seks point op ad karakterskalaen og forlod den bundplacering, de havde, efter en crn-artikel om dårlig brugervurdering, og Getmores direktør Kaiser Raja erkendte, at han og en medarbejder stod bag et par af anmeldelserne. For eksempel roste Kaiser Raja sin egen butik med fem stjerner og skrev derudover; "har handlet hos Getmore adskillige gange uden problemer. Kan varmt anbefale butikken til alle."

De andre anmeldelser, der ifølge Trustpilot sandsynligvis også kom fra Getmore, afviste Raja dengang at kende noget til.

To anmeldelser i sidste uge

I sidste uge anmeldte Proshops direktør Poul Thyregod på ny Getmore denne gang for at fuske med en pristjekfunktion. Ifølge Thyregod var problemet med funktionen, at den kun sammenlignede Getmores egne priser med konkurrenter, som havde højere priser, selvom der på eksempelvis prisportalen edbpriser.dk kunne findes adskillige eksempler på Getmore-konkurrenter med lavere priser på de respektive produkter.

Lukket midlertidigt

Kritikken fik i sidste uge Getmore til at lukke pristjekfunktionen, men marketingchefen regner med, at den kommer op at køre igen, når Forbrugerombudsmanden har set på sagen.

"Vi siger, at vi crawler de sider, vi kan komme til. Vores pristjek kører ikke på alle varenumre, det kører på udvalgte varenumre, men så længe Forbrugerombudsmanden ikke har udtalt sig, har vi valgt at tage den facilitet af, så vores moral og etik ikke kan blive beklikket," lyder det fra Getmores marketingchef.

Han afviser, at der er noget mystisk i, at tjekket viste Getmore som billigste på trods af, at samme produkt kunne købes hos flere andre leverandører billigere.

"Jeg kan ikke se hvad problemet skulle være. Vi tager bare et udvalg af forskellige detailpriser, og for eksempel er edbpriser.dk ikke en af de sider, vi crawler (tjekker for priser, red.)," siger Steen Mortensen og tilføjer:

"Vi har lavet et pristjek, som mange synes er en god facilitet, og så er det da mærkeligt, at en konkurrent, der ikke har opfundet det samme, kritiserer os for at snyde."




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
KEYBALANCE A/S
Udvikling og salg af økonomisystemer samt CRM og MPS. Systemer til blandt andet maskinhandlere, vvs-branchen, vognmænd, låsesmede,handelsvirksomheder

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
EA Excellence Day

Hvad er det, der gør it-arkitektens rolle så vigtig? Og hvad er det for udfordringer inden for områder som cloud, netværk og datacentre, som fylder hos nogle af landets bedste it-arkitekter lige nu? Det kan du her høre mere om og blive inspireret af på denne konference, hvor du også får lejlighed til at drøfte dette med ligesindede.

16. april 2024 | Læs mere


IAM - din genvej til højere sikkerhed uden uautoriseret adgang og datatab

På denne dag udforsker vi de nyeste strategier, værktøjer og bedste praksis inden for IAM, med det formål at styrke virksomheders sikkerhedsposition og effektiviteten af deres adgangsstyringssystemer og dermed minimere risikoen for uautoriseret adgang og datatab. Og hvordan man kommer fra at overbevise ledelsen til rent faktisk at implementere IAM?

18. april 2024 | Læs mere


EA Excellence Day

Hvad er det, der gør it-arkitektens rolle så vigtig? Og hvad er det for udfordringer inden for områder som cloud, netværk og datacentre, som fylder hos nogle af landets bedste it-arkitekter lige nu? Det kan du her høre mere om og blive inspireret af på denne konference, hvor du også får lejlighed til at drøfte dette med ligesindede.

23. april 2024 | Læs mere