De små synger - de rige tæller pengene

Karl Marx skrev i sin tid, at kapitalisterne kunne undertrykke arbejderne, fordi de kontrollerede produktionsapparatet.

Det argument ser lidt svagere ud nu, hvor langt flere har mulighed for at starte deres egen produktion, fordi det vigtigste produktionsmiddel i dag er en computer med en netforbindelse - ikke ligefrem en eksklusiv teknologi.

På den anden side kan man argumentere for, at det egentlige produktionsapparat i dag ikke er alle de små maskiner, men snarere det overordnede system, der gør det muligt at koordinere deres værdiskabelse; betydningen er skiftet til platformene, som millioner af globale individualister får lov at boltre sig på.

De platforme er i høj grad i hænderne på nogle ganske få - så måske havde Marx ret alligevel.

Vist er der sket en demokratisering. Vi har alle sammen fået mulighed for at blande os i værdiskabelsen, men ud af de millioner af små leverandører, der bidrager til værdien af kommercielle webtjenester som YouTube, Myspace, Second Life og så videre, er det kun en brøkdel, der overhovedet tjener penge på det.

I stedet tjenes pengene af en meget lille gruppe meget store selskaber, som ejer de platforme, de mange små spillere udfolder sig på. Vi står altså i det paradoks, at markedet både bliver mere lige og mere ulige, mere mangfoldigt og mere ensartet på samme tid.

Hvorfor bidrager brugerne, hvis de ikke selv tjener på det - og ovenikøbet jævnligt kan læse i medierne, hvor ufatteligt rige, ejerne af platformene er blevet?

For brugerne, er det i høj grad en gave-økonomi, hvor der er mange forskellige former for motivation og belønning i spil, og hvor sammenhængene mellem hvad man giver, og hvad man får, er langt mindre direkte end i den rent økonomisk drevne verden.

For dem, der driver platformen, derimod, er det i reglen ikke en gaveøkonomi; det er rendyrket, børsnoteret business, underlagt de sædvanlige krav om højere indtjening, vækst og effektivitet.

Fortsættes ...